
Ved opbevaring af døde dyr er der en række regler, man skal overholde.
Opbevaring af døde dyr skal tilmeldes til afhentning hurtigst muligt og senest 24 timer efter konstatering af dødsfaldet.
Ved brug af lukket container på en opbevaringsplads eller afhentningsplads kan tilmeldingen afvente, men afhentning skal ske senest 5 dage efter, det første dyr blev lagt i containeren. Anvendes en køle- eller frostcontainer kan afhentningen vente til 3 uger efter, at påfyldningen begyndte.
For køleanlæg gælder endvidere følgende:
En container, rum, kølebrønd eller anden enhed, hvor temperaturen ikke overstiger 8° C, og som anvendes til opbevaring af døde produktionsdyr, indtil afhentning.
Køleanlæg kan benyttes til opbevaring af døde produktionsdyr fra:
- En eller flere besætninger på samme CHR-nummer. Køleanlægget skal være beliggende på det CHR-nummer, de døde produktionsdyr stammer fra.
- Besætninger med samme ejer, hvor besætningerne er fordelt på flere CHR-numre. Køleanlægget skal have samme ejer som de besætninger, der leverer døde produktionsdyr til køleanlægget.
- Besætninger med forskellige ejere, hvor besætningerne er fordelt på flere CHR-numre. Køleanlægget skal være godkendt som kategori 2 anlæg til håndtering af animalske biprodukter efter biproduktforordningen artikel 24, nr. 1. h).
De samme muligheder er gældende for fryseanlæg.
Kølebrønde kan etableres alene eller sammen med andre landmænd.
Gode råd om opbevaring af døde dyr og indretning af afhentningspladser finder du på Dakas hjemmeside.
Bekendtgørelse om opbevaring af døde dyr
Bekendtgørelse nr. 439 af 11. maj 2007 (Bekendtgørelse om opbevaring af døde dyr) har følgende præcisering af hvordan døde dyr skal opbevares:
- Dyrene skal indtil afhentning opbevares på et skyggefuldt sted.
- Dyrene skal placeres på et underlag, så de er hævet i en passende afstand fra jorden.
- Hvor det er nødvendigt, sikres afhentningspladsen mod ådselædende dyr.
- Afhentningsstedet skal ligge i en passende afstand fra produktionsbygninger og offentlig vej. Afhentningsstedet skal ligge ved fast tilkørselsvej og være tilgængelig for opsamlingsmateriellet.
- I tilfælde hvor dyrene er overdækket, skal det ske med en fast overdækning.
- Selvdøde og aflivede dyr kan opbevares på køl eller frost i lukkede, overdækkede container. Hvis denne mulighed benyttes, behøver pkt. 1-3 og 5 ovenfor ikke at være opfyldt.