Cirka en uge før forventet faring flyttes de drægtige søer til farestalden. Almindeligvis holdes søer i såkaldte kassestier i farestalden, dvs. stier hvor søerne står enkeltvis, og er indrettet med en "boks", der forhindrer soen i at lægge sig på pattegrisene.
Stierne er som oftest indrettet med delvist spaltegulv, dvs. med fast gulv i den forreste del af stien, hvor soen ligger, og med spaltegulv i gødearealet. Der er en varmelampe og en ”hule” til pattegrisene, hvor den rette temperatur for pattegrisene kan opretholdes. Hulen skal være så stor, at alle grisene kan ligge i den på én gang, uden at de ligger ovenpå hinanden.
Søerne bliver typisk i farestalden indtil fire-fem uger efter faring. Herefter flyttes de til løbeafdelingen og grisene til klimastalde.