Grise er sociale dyr, dvs. flokdyr. Adfærdsmekanismer som fx muligheder for genkendelse og etablering af en rangorden bevirker, at grise i en flok er i stand til at opretholde en stærk social struktur. Kendskab til disse faktorer kan udnyttes i produktionen i forbindelse med kuldudjævning, flytning og sammenblanding af grise.

Adfærd i naturen

I naturen lever grise sammen i flokke. En stærk social organisation sikrer sammenhold, beskyttelse og fordeling af flokken i søgen efter føde, vand og hvilesteder. Antallet af grise i flokken afhænger af, hvor mange ressourcer, som fx mad og vand, der findes i det område de lever i.

Grundstammen i en flok er en so med afkom (sofamilie). Typisk finder to til fire familier sammen, og gruppen ledes af en ældre so. Grisene fravænnes gradvist ved 12-14 ugers alderen, men lever stadig i meget nær kontakt med sogruppen. Med tiden samles de unge grise i egne grupper.

Ornerne bliver fortrængt fra gruppen, når de er ved at blive kønsmodne. Derefter lever de i små ”ungkarlegrupper”. Når de bliver ældre lever de alene. Ornerne er normalt kun knyttet til sogrupperne i parringstiden mellem oktober og februar. I denne periode forsøger de at drive de eksisterende kuld væk, specielt de unge orner.

Adfærdsmekanismer - rangorden

Den sociale struktur i en gruppe af grise er baseret på dannelsen af en rangorden. Rangordenen er et resultat af, at hver gris i en gruppe kender sin egen og de øvrige grises styrke. Grise genkender og kommunikerer med hinanden via syn, lugt og hørelse. Lugt har særlig stor betydning for genkendelsen [2].

Rangordenen bevirker, at ressourcer, som fx føde, vand og plads, fordeles efter et bestemt mønster uden unødige slagsmål. Hierarkiet bevirker også, at flokken holder sammen og fx forsvarer sit territorium mod fremmede grise. Grise har adgang til ressourcerne i forhold til deres rang. Det betyder, at underordnede grise viger for de mere dominante. Ved begrænsede ressourcer fx foder vokser grise derfor i henhold til deres rang. De stærkeste grise får mest at æde og vokser derfor hurtigere. Konkurrence om ressourcer, især foder, kan medføre øget aggression [1].

Grisenes rang afklares ved slagsmål inden for de første par døgn efter, at dyrene har stiftet bekendtskab med hinanden. Kampene gennemføres ved hovedslag og bid rettet mod den anden parts hoved og skuldre. Taberen viser underkastelse ved at dreje hovedet væk fra det angribende dyr. Det underlegne dyr kan også vælge at flygte, hvilket kræver plads. Ved begrænset plads kan det dominerende dyr fortsætte jagten og angrebene på det svage dyr, indtil det dør.

Når rangordenen er etableret forsøger grisene at opretholde en vis afstand (individuel zone) til andre dyr, hvilket medvirker til at begrænse aggressioner. Ved høj belægning brydes denne zone ofte og kan resultere i hyppige aggressioner, fordi lavt rangerede grise ikke kan holde sig langt nok væk fra dominerende grise. Under hvile er den individuelle zone stort set nedbrudt, fordi det fx kan tjene alle grises interesse at holde varmen ved at ligge tæt sammen.

De største grise bliver som regel dominante, og orner har tit højere rang end søer. I midten af hierarkiet er rangordenen ofte ustabil, fordi rangordenen ikke kan afklares fuldstændig. Grise med en midterposition bytter derfor tit rang, hvilket sker ved aggression [1].

Grisenes mulighed for at genkende og afklare rangforhold med stifæller mindskes med stigende flokstørrelse. Undersøgelser af flokstørrelser i smågrise- og slagtesvinestalde viser, at tilvækst og foderforbrug påvirkes negativt af øget flokstørrelse. Under produktionsforhold er den optimale flokstørrelse og sammensætning sandsynligvis et intakt kuld [2], [4].

Ved store flokke af smågrise og slagtesvin eller kontinuerlig indsættelse/udtagelse af søer i løsdriftssystemer danner dyrene undergrupper. De undergrupper, der har været i stalden i længst tid, har fortrinsret til ressourcer som fx hvilearealer [5], [6].

Den første rangorden dannes umiddelbart efter fødsel i forbindelse med etablering af en patteorden, som er stabil i løbet af et døgn. Patteordenen bevirker, at hver gris har ret til benyttelse af en bestemt pattevorte. De største og førstefødte grise vælger de forreste patter, hvor mælkeydelsen som regel er størst. Mælkekirtler, som ikke benyttes, ophører med at give mælk efter ca. 3 døgn [2].

Hos ældre dyr dannes ny rangorden, hver gang grise sammenblandes, eller antallet af dyr i gruppen ændres. Kampene kræver energi og medfører, at grisene kortvarigt reducerer foderoptagelsen. Reduceret tilvækst opvejes til en vis grad af kompensatorisk vækst senere i vækstperioden.

Hos søer er rangkampe som regel afsluttet efter et par døgn. Hierarkiet er dog oftest først stabilt efter to til tre uger. Kampene kan være meget voldsomme pga. dyrenes størrelse og forårsage alvorlige skader [7].

Betydning for produktion

Flytning af grise skal uanset alder begrænses til et minimum, fordi hver flytning medfører, at der skal dannes en ny rangorden. Dannelse af rangordenen er en stressende belastning for grise, og det kan medføre øget energiforbrug og mindsket fødeindtagelse i en kort periode. Velfærd, produktion og sundhed kan derfor påvirkes negativt.

Efter faring skal kuldene udjævnes, så hver so passer det antal grise, som den har patter til. Grisene bør ikke flyttes, før de har optaget råmælk. De første 2 døgn efter fødsel kan grisene flyttes imellem søerne, uden at grisenes rangorden giver problemer. Det kan være en fordel at samle de mindste grise hos én so, men ellers bør man ikke lave kuldene for ensartede, da rangordenen bedre dannes, hvis der er en forskel på grisene. Hvis en so skal overtage et helt kuld grise (ammeso), sker dette bedst, hvis soen er 1. eller 2. kuldsso og ikke har været diegivende i mere end 5-10 dage. Det kan lette overgangen at blande soens oprindelige grise med de nye grise i en times tid i pattegrisehulen, så grisene lugter ens.

Flokstørrelsen bør begrænses mest muligt. I store flokke øges risikoen for konfrontation, fordi grisene har svært ved at kende hinanden. Store flokke er desuden vanskelige at overskue, hvilket kan gøre det vanskeligt at finde og behandle dyr med infektioner eller skader.

Antallet af slagsmål og effekten heraf kan mindskes, hvis grisene er mætte, når de blandes sammen. Hos smågrise og slagtesvin kan midler som papirsække, grene, strøelse ol. medvirke til at dæmpe kampene.

Bekendtgørelse 323, Bekendtgørelse om beskyttelse af svin slår fast, at svin skal holdes i stabile flokke og blandes mindst muligt. Hvis svin skal blandes, skal det ske i så ung en alder som muligt, fortrinsvist inden eller indtil en uge efter fravænning. Når svin blandes, skal de have tilstrækkelige muligheder for at flygte fra eller skjule sig fra andre svin [8].

Når der viser sig tegn på alvorlige kampe, skal årsagerne hertil straks undersøges, og der skal træffes passende foranstaltninger fx ved om muligt at give dyrene rigeligt med halm eller andet rodemateriale [8].

Flytning af en eller få grise til en etableret flok bør undgås pga. risiko for, at flokken overfalder det/de nye individer.

Aggressioner og pludselige overfald kan optræde, hvis rangordenen er ustabil. I sådanne tilfælde bør situationen analyseres nærmere. Ustabil rangorden kan skyldes sygdom, uhensigtsmæssig stiindretning, høj belægning, træk, mangel på vand, foder og næringsstoffer. Overforsyning med protein kan også medvirke til at stimulere aggression.

Stor vækstspredning kan skyldes knaphed på ressourcer fx for få ædepladser og forårsages af, at dominante grise hindrer lavere rangerende dyr i at få adgang til truget eller foderautomaten.

Aggressioner mellem gruppeopstaldede søer kan føre til tab af fostre, specielt hvis dannelsen af rangordenen sker i den periode, hvor fostrene sætter sig fast i børen (ca. 4 uger efter løbning). Sammenblanding af søer bør derfor finde sted umiddelbart efter løbning eller 4 uger efter løbning. Niveauet af aggressionerne kan dæmpes ved tildeling af foder herunder grovfoder, som er mættende, samtidig med at gruppen dannes. Belastninger mindskes desuden, hvis sammenblandingen finder sted i en sti med gode pladsforhold og et skridsikkert gulv som fx dybstrøelse.

I drægtighedsstalde til individuelt opstaldede søer bør søer og gylte grupperes, så dyr, der står ved siden af hinanden, har samme størrelse. Placering af en lille so mellem to store søer kan medføre, at den føler sig truet og kan i værste fald påvirke dens kuldstørrelse.

Opstaldning af orner i grupper kan kun lade sig gøre, hvis de har gået sammen allerede fra den første del af vækstperioden.

Ved hangriseproduktion er det en fordel at opstalde dyrene kønsvis. Herved undgås bedækninger og gentagne bestigninger af dyr i flokken, hvilket i værste fald kan føre til skader og dødsfald.

Referencer

[1] Borgaard, Dorit; Giersing, Mette; Hansen, Steffen Werner; Jensen, Karin Hjelholt; Krohn, C.C.; Nørgaard-Nielsen Gert; Sandøe, Peter; Simonsen, H. B. & Vestergaard, Klaus S. (1999): Etik, velfærd og adfærd i husdyrbruget. Landbrugets Rådgivningscenter.
 
[2] Saunders, W. B. (1987): Farm animal behaviour. Veterinary Clinics of North America.
 
[3] Environmental management in animal agriculture. The Iowa State University Press, 1983.
 
[4] Nielsen, Niels-Peder (1992): Flokstørrelse i smågrisestalde. Meddelelse nr. 232, Landsudvalget for Svin.
 
[5] Nielsen, Niels-Peder (1995): Elektronisk sofodring. Meddelelse nr. 312, Landsudvalget for Svin.
 
[6] Fisker, Brian N. (1995): Indsættelsesstrategi for gruppefodrede drægtige søer. Meddelelse nr. 311, Landsudvalget for Svin.
 
[7] Mortensen, Børge & Ruby, Verner (1990): Transpondersystemer til drægtige søer. Meddelelse nr. 181, Landsudvalget for Svin.
 
[8] Bekendtgørelse om beskyttelse af svin. Bekendtgørelse nr. 323 af 6. maj 2003.