Videncenter for Svineproduktion - VSP

Sexualadfærd er relateret til brunst, parring og drægtighed herunder samspil mellem orne og so før, under og efter bedækning.

Institution:: Videncenter for Svineproduktion
Fagligt ansvar:: Brian N. Fisker og Lisbeth Ulrich Hansen
Sidst revideret:: 6. oktober 2009

Dyrets forplantning har til formål at sikre artens overlevelse. Forplantningen består af tre faser, som stiller væsentlig forskellige krav til dyret.

De tre faser er:

parring
drægtighed
yngelpleje.

Parringen skal afpasses, så ungerne fødes på den årstid, hvor der er de bedste betingelser for, at de overlever.

I tiden op til parring skal dyret finde en mage og vise seksuel adfærd frem for aggressiv adfærd. Under størstedelen af drægtigheden stilles ikke specielle adfærdsmæssige krav, men hen mod fødselstidspunktet skal yngelplejen indledes.

Den seksuelle adfærd, der sikrer, at parringen kan finde sted, omfatter kurtisering og selve parringen.

Figur 1. Samspillet mellem orne og so har betydning for en god reproduktion, og det er derfor vigtigt, at indretning og pasning er tilpasset adfærden (foto: Ib Gläser, billede nr. 7602)

Adfærd i naturen

I naturen er ornen kun i kontakt med søerne i parringssæsonen, det vil sige november til december, hvor de fleste parringer finder sted. I den varmeste periode af året kommer vildsvin ikke i brunst.

Tamsvin under frie forhold bliver derimod brunstige igen efter fravænning. De kan derfor få lige så mange kuld om året, som grise der er opstaldet indendørs.

Adfærdsmekanismer

Brunst og drægtighed er påvirket af lysets intensitet og længde. Lys har indflydelse på udskillelsen af forskellige hormoner, som påvirker brunstens start og varighed, opretholdelse af drægtighed og ornens sædproduktion og springvillighed [3].

Bekendtgørelse 323, § 8 om beskyttelse af svin, kræver desuden, at svin holdes i lys med en lysintensitet på mindst 40 lux i en periode på mindst 8 timer pr. dag [7]. I løbestalde anbefales det, at der er en lysintesitet på mindst 100 lux i dyrenes opholdszone i 12 timer pr. dag.

Søernes brunst indledes med stærkt forøget aktivitet og rastløshed samt nedsat appetit. Hos tamsvin er søerne den mest opsøgende part. Undersøgelser viser, at en brunstig so aktivt opsøger en moden orne ud fra dens lugt. En orne er derimod ikke instinktivt i stand til at skelne mellem lugten af en brunstig so og en ikke-brunstig so, hvilket den dog lærer efterhånden, som den bliver mere erfaren [1].

Brunstperioden består af en forbrunst på 1-3 dage og den egentlige brunst på 2-3 dage. Overgangen mellem de to stadier er glidende. Brunstens indtræden påvirkes af kortvarig stress fx ved flytning til en anden sti, sammenblanding med andre søer samt og for poltes vedkommende ved forøgelse af foderstyrken [1], [2].

Gruppeopstaldede polte og søer kan komme i brunst samtidig, fordi brunsten hos disse dyr synkroniseres. Samme effekt opnås ved fravænning på samme dag, hvor brunsten fremkommer 4-8 dage senere [1].

Forbrunst og brunst erkendes ved, at soens kønslæber er opsvulmede, røde og slimafsondrende. Disse ydre tegn er som regel tydeligst hos unge dyr. Desuden er brunsttegnene som regel tydeligere hos krydsninger end hos renracede søer.

Forbrunsten er kendetegnet ved, at soen bliver mere aktiv, idet den viser agtpågivenhed og nervøsitet over for forstyrrelser. Søer i forbrunst er desuden tilbøjelige til at springe på andre søer. Det er primært store dominerende søer der springer på små lavt rangerede søer. Under frie forhold kurtiserer orne og so hinanden. Kurtiseringsadfærden tjener til at øge den seksuelle motivation hos især soen, som i de indledende faser af parringen er tilbøjelig til at afvise ornen og være aggressiv. Adfærden består af gensidig snus til især hoved-, lyske- og haleregion. Mens ornen snuser og puffer til soen, smasker han sit spyt til skum og udsender specielle rytmiske lyde også kaldet kurtiseringssangen [1], [2].

Figur 2. Kurtisering mellem orne og so omfatter bestemte bevægelser og reaktioner, som begge dyr tager aktiv del i (tegning: Dansk Svineproduktion, billede nr. 8545)

Brunsten erkendes dels ud fra kønslæbernes ændrede karakter samt ved, at soen er urolig, har nedsat appetit, urinerer hyppigt og udstøder brummende lyde. Den brunstige so udviser desuden stor interesse for andre søer. Under den egentlige brunst er soen modtagelig for bestigning af ornen og andre søer. Efter gentagne forgæves bestigningsforsøg fra ornen indtager soen ståposituren med helt stive ben, strittende ører og stift blik, så bedækningen kan gennemføres [1].

Figur 3. Bedækningen kræver, at der er plads til ornens og soens bevægelser, samt at underlaget er fast (foto: Mogens Rimm, billede nr. 8732)

Ornens stimulering af soen samt lugten af androsteron (kønshormon) stimulerer udskillelsen af oxytocin hos soen. Øget udskillelse af dette hormon medvirker til at fremme transport af sæd gennem soens kønsveje [1], [2].

Orners motivation, aktivitet og bedækningsvillighed øges ved syn og lugt af andre orner samt bedækninger.

Betydning for produktion

Lyset påvirker i høj grad reproduktionen, herunder sexualadfærden. Det er derfor vigtigt, at der er nok lys i løbeafdelingen, dvs. minimum 100 lux i soens opholdszone [3].

Polte har ingen tidligere erfaring med brunst. På det tidspunkt, hvor poltene ønskes i brunst for første gang må fremkaldelsen af brunst derfor stimuleres. Poltene bør flyttes til en sti, hvor de har mulighed for direkte kontakt til en orne. Samtidig øges fodertildelingen (flushing). Det er vigtigt, at poltene flyttes væk fra den umiddelbare nærhed af ornen, så snart brunsten indtræder. Fremkaldelse af den første brunst vil bevirke, at brunstcyklusen sættes i gang. Anden brunst fremkommer derfor 3 uger senere. Før anden brunst flyttes poltene atter nær en orne og løbes, når de indtager stand.

Tegn på brunst erkendes nemmest i løsdriftssystemer, hvor dyrene har større frihed til at vise deres adfærd i denne situation, end hvis de er opstaldet i bokse.

Sammenblanding af søer har ofte alvorligere følger i form af skader og øget fosterdødelighed, hvis det sker i implantationsperioden. Kraftig belastning som følge af slagsmål kan forstyrre perioder, der kræver nøje hormonel styring. En kortvarig belastning kan dog virke brunststimulerende. Adfærdsmæssigt er det bedst at blande søerne sammen på et tidspunkt, hvor de er mindre motiverede for at slås, eller hvor det har mindre betydning for kuldstørrelsen. Af hensyn til reproduktionsresultatet er det især vigtigt at undgå rangkampe omkring selve brunsttidspunktet og i implantationsperioden (de første 4 uger efter løbning). Undersøgelser har vist, at både sammensætning af søer umiddelbart efter fravænning og umiddelbart efter løbning medfører øget fostertab. Indtil årsagerne hertil er klarlagt, anbefales det derfor først at sammenblande søer efter, at drægtighedskontrollen er foretaget. Sammenblandinger skal generelt minimeres, så rangordenen etableres og stabiliseres så hurtigt som muligt [2], [4], [5], [6].

Ved gruppeopstaldning af søer i perioden før løbning er det vigtigt, at kontrollere fodertildelingen til hvert enkelt dyr for at sikre brunst og ægløsning. Tørfodring ad libitum via automater kan i denne periode ikke anbefales, fordi foderoptagelsen mellem søer kan variere betydeligt som følge af, at bestemte søer dominerer foderautomaterne.

Ved bedækning er kommunikationen mellem orne og so afgørende for en velgennemført parring. Løbestier skal være indrettet, således at kurtiseringsadfærden og bedækningen kan finde sted på en fuldstændig og koordineret måde, uden at dyrene kommer til skade. For at mindske soens aggressivitet over for ornen er det som hovedregel bedst at udføre løbningen på ornens territorium dvs. i ornestien eller i en løbesti. Stibunden skal være skridsikker. Desuden skal orne og so have plads til at udføre deres parringsspil og indtage deres naturlige position under bedækning.

Figur 4. Det er vigtigt, at der er gode muligheder for trynekontakt mellem orner og søer, der skal løbes (foto: Brian N. Fisker, billede nr. 377)

Ved kunstig sædoverføring er det en fordel at efterligne flere af elementerne i kurtiseringsadfærden. Det kan ske ved at foretage stimuleringer af soen på samme måde, som ornen gør det; tryk og løft i flanken, tryk på soens kryds, stød under soens kønsåbning samt rideprøve, hvor inseminøren sætter sig på soens ryg. Brunsten stimuleres desuden ved, at der er en orne tilstede, som soen kan få trynekontakt med – se mere i afsnittet Brunst og brunstkontrol. Selve insemineringen bør foretages siddende eller liggende på soens ryg, mens soens flanke og yver stimuleres med den hånd, der ikke holder kateter som sædpose [8].