Moder-afkomsadfærden er baseret på balancen mellem køns- og laktationshormoner samt stimuli fra ugerne og startes sandsynligvis af de betydelige ændringer i køns- og laktationshormoner, der sker lige før fødslen. Yngelplejen aftager når ungerne bliver ældre, og deres adfærd ændres.

Som anden social adfærd er yngelplejeadfærden baseret på den tidlige udvikling af social opfattelse. Yngelplejeadfærden fungerer allerede første gang et dyr føder unger, men der sker ofte en tydelig forbedring af adfærden med erfaring. Det skyldes bl.a. at dyret bliver mere kendt med situationen.

Nyfødte grise er afhængige af soen for at kunne overleve i naturen. Ungerne er udstyret med velfungerende adfærdsmekanismer som sikrer at de æder og holder sig i nærheden af soen.

Ofte fungerer en del motivationssystemer ikke ved fødslen. Hos grise opstår legen gradvis i takt med pattegrisenes motoriske udvikling. Legen optræder ofte som en overskudsadfærd, når de egentlige behov er opfyldt. Lejen er med til at udvikle normal adfærd.

 
Figur 1. Samspil mellem so og pattegrise har betydning for grisenes vækst og sundhed (foto: Vivi Aarestrup Moustsen, billede nr. 7465)

Adfærd i naturen

En eller to dage inden faring forlader soen sin gruppe, for at lede efter et egnet sted til redebygning. Den foretrækker et roligt sted med udsigt til omgivelserne, hvor den er borte fra gruppens daglige aktivitet og beskyttet mod vejret. Soen indsamler grene, græs og andre plantedele der anbringes og formes til en rede som er ca. 2 m i diameter. Reden formes som en skål og til sidst stables redemateriale oven i skålen, så der dannes "tag" over reden[2].

Faringen foregår i reden. I de pauser der kan være i løbet af faringen, går soen ud af reden og retter lidt på den, for derefter at gå ind i den igen. Faringen sker ofte i aften- og nattetimerne. Der kan være meget stor forskel på hvor lang tid en so er om at fare. Efter fødslen af den første gris springer soen ofte op for at inspicere den nyfødte gris, men falder derefter til ro igen. Gylte kan i sjældne tilfælde angribe og bide nyfødte grise [2].

Søer gør ikke noget for at hjælpe nyfødte grise fri af fosterhinde og navlestreng eller for at dirigere dem mod yveret. Den er til gengæld yderst påpasselig overfor afkommet. Soen kredser således i reden før den lægger sig, og forsøger på denne måde at undgå at lægge sig på dem [2], [3].

I de første par døgn efter faring foretrækker pattegrisene at ligge tæt inde ved soens yver. Først et par døgn efter faringen begynder grisene at udforske omgivelserne [2].

Figur 2. I det første døgn efter fødsel foretrækker grisene at ligge tæt ved soens yver (foto: Vivi Aarestrup Moustsen, billede nr. 8129)

I naturen bliver pattegrisene i eller tæt ved farereden i ca. 9 dage. I denne tid forlader soen kun reden i korte perioder for at gøde og urinere samt for at drikke, søge føde i kort afstand fra reden. Den tid soen og pattegrisene er alene i reden er overordentlig vigtig for, at de lærer hinanden at kende på både lugt og lyd. Genkendelse og kommunikation mellem moder og afkom har betydning for at soen kan genkende sine grise samt for etablering af en stabil patteorden, som kan opretholdes efter at reden forlades [2], [3].

Cirka 9 dage efter faring forlader so og grise farereden for at slutte sig til resten af flokken. Herefter søger de efter føde, danner sociale bånd og hviler sammen med bl.a. andre søer og deres pattegrise.

Fravænningen er en gradvis proces, der som regel er afsluttet er pattegrisene er 10 til 17 uger gamle. Søerne begynder imidlertid allerede at frigøre sig fra grisene 2-4 uger efter faring. Hvor det i starten er soen der tager initiativ til at grise dier, er det efter 2 til 4 uger pattegrisene der tager initiativ til diegivningen. I fravænningsperioden begynder pattegrisene at interessere sig for anden føde end soens mælk, og lærer at søge efter føde ved at følge søer og ældre grise [1], [2], [3].
 


Figur 3. I fravænningsperioden begynder pattegrisene at interessere sig for anden føde end soens mælk og lærer at søge efter føde ved at følge søer og ældre grise (foto: Birgit Mulbjerg, billede nr. 4546)

Adfærdsmekanismer

Et halvt til et helt døgn før faring begynder soen at udføre redebygningsadfærd. Det vil sige at den bliver urolig, og begynder at søge efter redebygningsmateriale. Adfærden er hormonelt kontrolleret, og udløses af hormonet prolaktin der også har betydning for mælkeydelsen. Adfærden finder sted, uanset om soen har adgang til redebygningsmateriale eller ej. I ugen før det forventede faretidspunkt skal søer og gylte have passende redebygningsmateriale i tilstrækkelig mængde, med mindre dette teknisk ikke kan lade sig gøre med det gyllesystem, der anvendes på bedriften [5], [6]. Erkendelse af, at faringen nærmer sig kan også konstateres ved, at soen har mælk i patterne.

Faringen finder normalt sted, når der er helt roligt i omgivelserne. Forstyrrelser kan medvirke til at faringen forlænges, hvilket kan resultere i flere dødfødte grise. Normalt er den afsluttet indenfor 3-4 timer. Den er kortere for unge søer end for gamle.

I dagene umiddelbart efter faring æder soen meget lidt, men øger foderoptagelsen i takt med at mælkeydelsen stiger [3].

Fritgående søer orienterer sig i forhold til grisene, snuser til dem og skubber til dem med trynen for at samle dem. Søerne reagerer på skrig fra klemte grise ved at løfte kroppen eller rejse sig. I naturen styres temperaturen i reden ved, at soen dækker frysende grise til med redemateriale. Hun "åbner" og "lukker" reden afhænger af temperaturen i omgivelserne [3].

Figur 4. Soen begynder at bygge rede et halvt til et helt døgn før faring. Adfærden er hormonelt styret (foto: Vivi Aarestrup Moustsen, billede nr. 5672)

Nyfødte grise er veludviklede og aktive. De får derfor hurtigt viklet fosterhinderne af sig på redematerialet, hvorefter de instinktivt søger mod en varm, blød og lodret flade samtidig med, at de udfører massage- og sutteadfærd mod alle fremspring. Denne adfærd fører som regel grisen den korteste vej fra soens bagende til yveret. Redens udformning og størrelse kan spille en rolle i at lette grisens søgen med yveret. Såvel hårretning på soens krop og yverets varme og bløde overflade menes at være stimuli, der medvirker til, at grisen når frem til en pattevorte.

De grise der kommer først til yveret optager mest råmælk, som indeholder antistoffer, der har betydning for deres muligheder for at imødegå sygdomme. Råmælksforsyning og grisenes muligheder for at optage antistofmolekyler falder drastisk i løbet af det første levedøgn. Tidlig optagelse af råmælk er af betydning for grisens efterfølgende sutteadfærd og mælkeoptagelse [2]. I det første døgn efter faring dannes patteordenen, hvor grisene kæmper om retten til en bestemt pattevorte. I denne periode foretrækker grisene at hvile tæt ved soens yver, der yder næring, tryghed og varme. Først efter ca. 24 timer begynder de for alvor at udforske andre områder af rede/stimiljø [2], [3].

Diegivningen gennemføres i et nøje samspil mellem so og grise og omfatter dels en serie bestemte gryntelyde dels massage af yveret udført af pattegrisene. Lydene signalerer og synkroniserer de forskellige stadier i diegivningsforløbet, så alle grise i kuldet sikres mælk. Forsøg har vist, at et højt støjniveau kan forstyrre denne synkroni og medvirke til, at grisene klarer sig dårligere [3]. Yvermassagen medvirker til at stimulere frigørelse af oxytocin fra soens hypofyse, hvorved mælken lægges ned.

Optakten til samt selve diegivningen involverer altid hele kuldet. Dette skyldes dels, at mælken først lægges ned efter kraftig massage af yveret, dels at grisene kun har mælk til rådighed i ca. 20 sekunder [2]. I løbet af et døgns tid bliver diegivningsrytmen stabil og foregår ca. én gang i timen. [2], [3].

Figur 5. Diegivningen er styret af et komplekst kommunikationsmønster mellem so og pattegrise (tegning: Dansk Svineproduktion, billede nr. 8547)

 
Figur 6. Diegivningen er styret af et komplekst kommunikationsmønster mellem so og pattegrise (tegning: Dansk Svineproduktion, billede nr. 8546)

De fleste undersøgelser viser, at de to forreste og bageste par patter har størst præference hos grisene. Det skyldes sandsynligvis, at massage af disse er mest effektiv til at stimulere mælkenedlægning, at de er lettest tilgængelige, og at de producerer mest råmælk [2].

Efterhånden som pattegrisene bliver ældre bliver diegivningerne i stigende grad afbrudt af soen. Jo flere anstrengelser der kræves af grisene for at opnå mælk, desto hurtigere begynder grisene at indtage fast føde. Under naturlige forhold medfører det, at grisene i et kuld ofte fravænnes på forskellige tidspunkter. De grise, der har størst besvær med at tilkæmpe sig mælk fra soen, er de første til at begynde at indtage alternativ føde [2], [3].

Fravænningen er generelt en stor belastning for grisene. Udover miljøskift og afbrudt moderkontakt udsættes grisene for en fuldstændig kostændring. Fra at udøve masserende og suttende adfærd, skal grisene omstilles til en rodende og tyggende adfærd. Endvidere møder grisene som regel artsfæller fra andre kuld. De danner derfor en ny rangorden [1].

Betydning for produktion

Soen bør flyttes til farestien i god tid dvs. ca. 1 uge før forventet faring. Flytningen og den ændrede opstaldningsform kan være en kraftig belastning for soen. Ændringerne kan medføre påvirkning af den hormonelle aktivitet i forbindelse med faring, og desuden forringe immuniteten.

Soen er stærkt motiveret til at udføre redebygningsadfærd såvel under produktionsforhold som i naturen. Den retter derfor sin aktivitet mod det der findes i farestien, som fx halm, inventar og gulv. Denne ret voldsomme adfærd kan føre til skader på både dyr og inventar. [2].

Det er vigtigt, at der er ro i farestalden. Faringstiden hos søer i bokse er ofte længere end hos løsgående søer. Dette tilskrives dårlig kondition, frustrationen som følge af fiksering, manglende muligheder for at udføre redebygningsadfærd samt manglende ro. Langvarige faringer resulterer ofte i flere dødfødte og svage grise. Belastende forhold omkring faringen medfører endvidere hyppigere forekomst af farefeber, hvilket udgør endnu en trussel for grisenes trivsel.

Varmelamper kan hænges ud for soens yver i det første døgn efter faring. Derefter kan en lampe i løbet af et par dage flyttes hen mod pattegrisehulen, så grisene trænes i at bruge det. Der kan eventuelt placeres en lampe bag soen som varmer de nyfødte grise. Lampen bag soen skal fjernes straks efter faringen for at undgå, at grisene vælger dette område som hvileareal.

Figur 7. Varmelamper kan ophænges ud for soens yver i det første døgn efter faring og derefter gradvis flyttes op mod pattegrisehulen (foto: Vivi Aarestrup Moustsen, billede nr. 6886)

Pattegrise, der er blevet kolde skal hurtigst muligt varmes fx i et vandbad med en temperatur på 37-40 °C eller ved hjælp af en varmelampe og en kurv med strøelse. Pattegrise har en meget stor overflade i forhold til deres vægt. De afgiver derfor meget varme til omgivelserne. Kropstemperaturen falder dermed hurtigt, når mælkeoptagelsen reduceres. Konsekvensen er nedsat bevægelighed og dermed større risiko for at blive lagt ihjel. Grisene har kun kort tid til rådighed til at optage mælk ved hver diegivning. Det er derfor vigtigt, at hverken de eller soen forstyrres ved støj, hyppige flytninger af grise o.l. Forhindres grisene i at optage tilstrækkeligt mælk nedsættes deres varmeproduktion.

Kuldudjævning kan medvirke til at flere grise overlever og skal gennemføres efter nogle simple regler. Læs mere her om i afsnittet Kuldudjævning og Ammesøer.

Krav til kuldudjævning:

• Grise skal have råmælk hos deres egen mor, inden de flyttes.
• Kun store og livskraftige grise flyttes.
• Modtagersoen skal have faret indenfor 3 dage.
• Tilflyttede grise lukkes sammen med øvrige grise i kurv eller pattegrisehule og gives først adgang til soens yver efter 1 time.
• Ingen tilbageflytning af ældre grise til kuld med yngre grise.
• Grise, som er for små til at fravænne, kan samles hos en ammeso.

Grisene kan lære at indtage fast føde ved tildeling af foder på gulv et par uger efter faring. I farestien har soen ikke mulighed for at fjerne sig fra grisene og dermed påbegynde fravænningen. Soen er samtidig grisenes største kilde til aktivitet og adspredelse. Begge dele kan udgøre en belastning for soen. På grund af soens og yverets vedvarende tilstedeværelse bliver pattegrisene ikke stimuleret til at interessere sig for anden føde [2].

Ændringerne ved fravænning udgør samlet en stor belastning for smågrisene og skal begrænses mest muligt for at undgå nedsat tilvækst, lavere immunforsvar og højere frekvens af uønsket adfærd hos grisene. Ved fravænningen bliver grisene brat fjernet fra soen samt hendes mælk og flyttet til en smågrisestald. Her skal de vænne sig til at optage fast føde og vand. Desuden blandes grisene som regel med grise fra andre kuld, hvilket medfører dannelse af en ny rangorden. Smågrisestalde er som regel primært indrettet til at tilgodese grisenes temperatur- og hygiejnekrav. Stierne har derfor ofte 2/3 fast gulv, et overdækket lejeareal, overbrusning i gødearealet og tørfodring ad libitum. Smågrisene tildeles også beskæftigelses- og rodematerialer, og en form for strøelse i lejearealet for at styre hvor de vælger hvile-/lejeareal og gødeareal. Tildeling af beskæftigelses- og rodematerialer samt udformning af gulv, og mulighed for køling er lovkrav – se mere herom i afsnittene vedr. Lovgivning.

Fravænningsbetingelserne kan gøres mindre belastende ved at give grisene et mere stimuli rigt miljø, herunder brug af to-klimasystem, delvis spaltegulv og strøelsesmaterialer. Stimulusrige miljøer tillader grisene at vælge mellem forskellige klimazoner og arealer til udførsel af forskellige aktiviteter, hvilket i større udstrækning tilgodeser grisenes skiftende behov end i et forholdsvist bart miljø. Gruppestørrelser på mere end 30 grise bør undgås. Ved meget store grupper øges problemer med overvågning og kontrol [2].

Fravænning senere end 5 uger kræver, at søerne bliver brunstige og løbes i diegivningsperioden. Ud fra den nuværende viden om drift og opstaldningsforhold er dette ikke hensigtsmæssigt. Det er dog vist, at gradvis fravænning op til 4 uger bevirker tidligere optagelse af fast føde samt ubrudt og bedre tilvækst [2]. Desuden er der undersøgelser der tyder på, at sammenlukning af flere kuld ved ca. 9 dages alderen virker stimulerende på foderoptagelsen, samt giver grisene social erfaring på et tidspunkt, hvor det gavner deres tilpasning til sammenblanding senere i opvæksten [3].

Referencer

[1] Indretning af stalde til Svin. Tværfaglig rapport. Landbrugets Rådgivningscenter, 1993.
 
[2] Borgaard, Dorit; Giersing, Mette; Hansen, Steffen Werner; Jensen, Karin Hjelholt; Krohn, C.C.; Nørgaard-Nielsen Gert; Sandøe, Peter; Simonsen, H. B. & Vestergaard, Klaus S. (1999): Etik, velfærd og adfærd i husdyrbruget. Landbrugets Rådgivningscenter.
 
[3] Saunder, W. B. (1987): Farm animal behaviour. Veterinary Clinics of North America.
 
[4] Nielsen, Niels-Peder (1996): Farestier til løsgående søer. Meddelelse nr. 329, Landsudvalget for Svin.
 
[5] Bekendtgørelse om beskyttelse af svin. Bekendtgørelse nr. 323 af 6. maj 2003.
 
[6] Nielsen, Niels-Peder, Hansen, Lisbeth Ulrich & Jensen, Torben (2003): Retningslinier i relation til eksisterende og ny lovgivning om indendørs hold af drægtige søer og gylte og indendørs hold af smågrise, avls- og slagtesvin. Notat nr. 0343, Landsudvalget for Svin.