Dyrenes indbyrdes sprog består af signaler, som kan være lyde, dufte, bevægelser, stillinger eller præsentationer af særlige farvetegninger eller kropsdele. Signaler er en eller et sæt af stimuli, der frembringes af én gris, og som udløser en bestemt reaktion hos en anden gris.

Grise er flokdyr og deres indbyrdes “sprog” tjener til at sikre sammenhold, beskyttelse og fordeling af flokken i søgen efter og udnyttelsen af ressourcer som føde, vand og sovesteder [1].

 
Figur 1. Lugtesansen og hørelsen er særdeles veludviklede hos grise og udnyttes i kommunikationen mellem dyrene (foto: Niels-Peder Nielsen, billede nr. 8176)

Adfærd i naturen

Grise genkender og kommunikerer med hinanden via syn, lugt, hørelse og berøring, hvor lugtesansen er den primære. De øvrige sanser er også veludviklede, svarende til menneskets [1], [2].

De første 1-2 uger af grises liv har de udelukkende kontakt til moderen og kuldsøskende. Genkendelse og indlæring er baseret på både lugt, lyd og hyppig trynekontakt. Når reden forlades 1-2 uger efter faring slutter so og kuld sig til sogruppen i flokken. Her kommer grisene i kontakt med fremmede kuld. Indtil omkring 4-ugers alderen aftager denne kontaktsøgen til et lavt niveau. Grise opholder sig oftest i nærheden af de individer, som de mødte i 2-6 ugers alderen [1].

Adfærdsmekanismer

Grise er forsynet med kirtler på især hoved- og halsregion, hvorfra der udskilles duftstoffer (feromoner) [1], [2].

Duftmærker fra kirtler afsættes i omgivelserne ved at dyrene gnubber sig på lodrette og vandrette flader og genstande. Afsætning af gødning har ligeledes en afmærkende funktion og tjener til afmærkning af territorier [1], [2].

Andosteron er et vigtigt dufthormon hos grise. Stoffet produceres i bl.a. i testiklerne og oplagres i fedtvæv og i spytkirtlerne. Stoffet bidrager til ornelugt i slagtekroppen. Hos de fritlevende dyr spiller stoffet en vigtig rolle i kommunikationen under parringen og ved ornes rivalisering under rangkampe [1], [2].

Lugt spiller især en rolle ved genkendelse mellem individer. Ved sammenblanding af grise fra andre kuld bevarer grise tilknytningen til kuldsøskende eller tidligere stifæller.

Lyd repertoiret hos svin har stor spændvidde - med alle kombinationer af stille, høje, lave og dybe toner, fx diegivningsgrynt, parringsgrynt og alarmskrig. De forskellige lyde afspejler dyrets generelle sindsstemning, grad af årvågenhed, ophidselse eller motivation. Grises lyde har en stærk afsmittende og stimulerende virkning på artsfæller. Pludselige og nye lyde kan virke stærkt skræmmende [1], [2].

Øjnenes placering på siden af hovedet gør svin i stand til at se stort set alt omkring sig bortset fra omgivelserne bag kroppen. Pludselige bevægelser, lysglimt, ukendte farver og overflader kan virke stærkt skræmmende på svin.

Betydning for produktion

På grund af de stærke og varige bindinger tidligt i grisenes liv bør sammenblanding af grise foretages tidligt og færrest mulige gange i opvæksten. Ved kuldudjævning anbefales det at lukke de nye grise sammen med kuldet i en pattegrisehule eller lignende i ca. en time inden de får adgang til soen. Herved maskeres de nytilsatte grises lugt, så soen lettere accepterer dem.

Det er vigtigt, at der er ro i farestalden så hverken faring eller samspillet mellem so og pattegrise i forbindelse med diegivningen forstyrres. Hyppige forstyrrelser kan medføre, at søerne i større grad farer om natten, hvorved faringerne ikke kan overvåges.

Ophidselse via lyde forplanter sig hurtigt gennem en gruppe eller stald, hvilket bør tages i betragtning ved arbejde med dyrene i store produktionsenheder og på slagterier. Brug af radio med dæmpet musik i staldene kan medvirke til, at undgå forstyrrelse af grisene fx ved åbning af døre ol.

Ved etablering af udendørs sohold anbefales det at undersøge om der er svævefly-, ballon- eller lignende aktiviteter i nærheden. Sådanne aktiviteter kan medvirke til at skræmme grisene unødigt og i værste fald medføre massedødsfald som følge af ihjellægning samt nedbrydning af hegn på grund af flugt.

Når grise skal flyttes anbefales det at bruge lukkede drivbrætter, som bevirker at grisene ikke kan se åbninger bag sig som de kan overveje at anvende til flugt.

Drivgange er ofte nyt og ukendt område for grisene. De reagerer derfor frygtsom og forsigtigt overfor det nye område. Drivgange bør være lukkede og evt. kurvede, så grisene ikke kan se langt frem. Det er lettere at flyttes grise hvis vægge og gulv på drivgange mv. har samme farver og evt. materialer, som findes i stierne. Lysglimt og refleksioner fra åbninger til det fri bør hindres.

Gødning og urin tjener til afmærkning af grises hjemmeområde. Der afsættes derfor mest på steder, hvor kontakten til fremmede grise er størst. Stier bør derfor indrettes, så stiadskillelsen er åben i den ene side af gødearealet og lukket i hvilearealet.

Referencer

[1] Borgaard, Dorit; Giersing, Mette; Hansen, Steffen Werner; Jensen, Karin Hjelholt; Krohn, C.C.; Nørgaard-Nielsen Gert; Sandøe, Peter; Simonsen, H. B. & Vestergaard, Klaus S. (1999): Etik, velfærd og adfærd i husdyrbruget. Landbrugets Rådgivningscenter.
 
[2] Farm animal behaviour. Veterinary Clinics of North America. W. B. Saunders, 1987.