Den samme mekanisme, som stimulerer individet til en bestemt aktivitet, vil bevirke at aktiviteten ophører og erstattes af en anden. Dyrene vil således påvirke hinanden til afgrænsede og samlede aktivitets- og hvileperioder. Især aktiviteten om eftermiddagen er stor, og det er også her, der under de undersøgte produktionsforhold opstår mest aggression.

Figur 1. Grises aktiviteter er styret af dagslys og sociale mekanismer (foto: Bo Nymann, billede nr. 5894) )

Adfærd i naturen

Foderoptagelse
Grisens kranie, tryne og nakkemuskulatur er udviklet til at fungere som et effektivt rode- og fødesøgningsapparat. Grise finder føden ved at gennemrode jorden med trynen i rytmiske bevægelser.

Grise er altædende og bruger som regel 6-8 timer om dagen på at søge føde og æde.

 
 
Figur 2. I naturen bruger grise 6-8 timer af dagen på fødesøgning (foto: Birgit Mulbjerg, billede nr. 4520)

Adfærden er synkroniseret, så dyrene udfører den på samme tid. Adfærden reguleres af døgnrytmen og via synet af andre grises adfærd. Grise stimuleres således til at æde ved at se andre grise æde. Fænomenet kaldes social facilitering og finder også sted i andre sammenhænge, som fx ved hvile og fødesøgning der derfor derfor  sker i flok. Som hos de fleste andre flokdyr holdes en vis afstand mellem de voksne individer, så de dominerende grise har første prioritet til de mest attraktive fødeemner [2].

Vandoptagelse
Vand indtages fra vandhuller og lignende. Vandhuller opsøges efter behov og som regel i flok [2].

Gøde- og hvileadfærd
Grise er aktive om dagen. Det vil sige, at de har en tydelig døgnrytme med aktivitetsperioder med fødesøgning morgen og eftermiddag, afbrudt af hvileperioder midt på dagen, aften og nat [2]. I varme perioder kan grise skifte døgnrytme, så hvile finder sted om dagen og fødesøgning om natten.

Grise bygger to typer af reder, en hvilerede og en farerede. Hvilereden benyttes som redeareal. Den bygges et sted, hvor der er læ ofte i området mellem skov, krat og det åbne land. Reden beskytter grisene mod andre dyr, mens de hviler eller sover [1].

Grise er som regel renlige og gøder og urinerer i et bestemt område. Efter hvile går grisene 5-10 meter væk fra reden for at urinere, hvilket medfører dannelse af et bælteformet urineringsområde omkring hvilestederne. Gødning afsættes tilsyneladende ikke efter samme mønster. Grise gøder som regel i smalle passager mellem hække eller buskads. Sådanne områder er også ofte grænse til ukendt område. Derudover fordeles gødning og urin over terrænet i gruppens hjemmeområde [1], [2].

Figur 3. Grises aktivitet, herunder foderoptagelse og hvile, følger en tydelig døgnrytme med aktivitetstoppe formiddag og eftermiddag (figur: Nils Krog, billede nr. 8604)

Adfærdsmekanismer

Foderoptagelse
Grise lærer at indtage fast føde ved tildeling af foder på gulv eller i krybbe. Efter fravænning foretrækker smågrise at æde samtidig, hvilket de har været vant til i forbindelse med diegivningen. Grisene foretrækker generelt, at foderet er rent, og er derfor utilbøjelige til at æde evt. spildt foder.

BILLEDER BILLEDER
 
Figur 4. (tegning Nils Krog, billede nr. 8599 og 8598).
TV: Grise foretrækker at æde fra en position nær gulvet. Placering af krybben har betydning for udformning.
TH: Krybber skal udformes, så de er tilpasset grisens hovedform og bevægelser.

Generelt foretrækker grise at optage føde fra et niveau svarende til gulvhøjde, hvilket er i overensstemmelse med deres anatomi, muskulatur og bevægelser.

Højere placering af foderet medfører akavede hovedbevægelser og evt. skraben med forbenene for at få lettere adgang til føden. Herved opstår der let foderspild. Såfremt inventar o.l. ikke virker begrænsende sker foderoptagelsen ved lynhurtige bevægelser af tryne og tunge uden væsentlige bevægelser af hovedet.

Figur 5. Krybber skal dimensioneres ud fra størrelsen af den mindste og største gris i det vægtinterval, den er beregnet til. For den mindste gris udgør dens højde (kæbehøjde) den begrænsende faktor, mens hovedstørrelsen er den væsentligste begrænsning for den største gris (foto: Nils Krog, billede nr. 8603)
 

 
 
Figur 6. Forkert dimensionering af krybber medfører, at grisen må stå på skrå i forhold til foderautomaten for at få adgang til foder. Herved spærrer den for andre grise og risikoen for foderspild er stor (foto: Brian N. Fisker, billede nr. 7599)

Vådfoder og opblødt foder optages hurtigere end tørfoder, og pelleteret foder hurtigere end melfoder.

Foderoptagelsen er præget af en tydelig døgnrytme. Ved fodring efter ædelyst begynder foderoptagelsen mellem kl. 5 og 6 om morgenen og afbrydes af en hvilepause midt på dagen mellem kl. 11 og 13. Den største del af foderoptagelsen finder sted om eftermiddagen mellem kl. 14 og 17, hvorefter den aftager igen og næsten ophører omkring kl. 20.

Foderoptagelsen er relativt langsommere for smågrise end for slagtesvin. Fravænnede grise har således længere og flere ædeperioder end større dyr. Normalt varer en ædeperiode 5-10 min. med en samlet ædeperiode på 90-140 min. pr. gris. Som regel æder grisene mange gange i løbet af døgnet, typisk 25-30 gange, hvilket medfører betydelig trafik mellem leje-, gøde- og ædeområde. Ved stor konkurrence om adgang til truget afbrydes foderoptagelsen ofte. Dette betyder, at grisene æder hyppigere og dermed mindre effektivt [1].

Ved restriktiv fodring udgør foderet den mest attraktive og begrænsede ressource i stimiljøet. Fodringen er også her underlagt såvel døgnrytme som social facilitering, der bevirker, at dyrene stimuleres til at æde samtidigt. Derfor er foderoptagelsen tit præget af konkurrence i større eller mindre grad. Konkurrence og den tilknyttede aggression er lavere, når dyrene har adgang til mættende materiale som fx halm eller andre former for grovfoder [2].

Ved restriktiv fodring varer foderoptagelsen mellem 10 min. for drægtige søer og 30 min. for slagtesvin. Både ved restriktiv fodring og fodring efter ædelyst er foderoptagelsen dermed af betydelig kortere varighed end i naturen. Manglende mulighed for at udføre fødesøgningsadfærd menes at være den væsentligste årsag til visse former for "abnorm adfærd", som stereotypier hos søer og i nogle tilfælde halebid, trynepufning og pludselige overfald hos smågrise og slagtesvin.

Foderoptagelse er præget af aktivitet og konkurrence. Ved fodring efter ædelyst er det ikke foderet, men foderpladsen, der er den konkurrenceskabende faktor. Under foderoptagelse forsvarer grise deres position ved yveret eller krybben. Mens dyrene er små accepterer de, at andre grises hoved er tæt på deres eget. Ved stigende alder og størrelse mindskes accepten af andre dyr i nærheden. Derfor angribes stifæller, som forstyrrer eller forsøger at få adgang til deres plads ved truget.

BILLLEDER BILLEDER BILLEDER
 
Figur 7. Krybber kan være udformet uden krybbeadskillelse eller med en næse-, hoved-, eller skulderbarriere. Engelske forsøg har vist at beskyttelse af ædepladsen med en hoved- eller skulderadskillelse, medvirker til at mindske aggression og foderspild (tegning Nils Krog, billede nr. 8600 og 8601)

Denne aktivitet er årsag til foderspild, fordi den gris der æder gentagne gange flytter hovedet udenfor krybben for at jage andre grise væk. Engelske og amerikanske forsøg med varierende krybbeplads og bredde har vist, at såvel aggression som foderspild kan dæmpes ved at beskytte ædepladserne med en hoved- og skulderadskillelse. Tryneadskillelse alene resulterer i betydelig mere aggression og højere foderspild.

 
 
Figur 8. Aggression kan mindskes ved beskyttelse af ædepladserne med hoved- eller skulderadskillelser (foto: Nils Krog, billede nr. 8602)

Ventende dyr angriber sjældent grise, som æder. Ved fodring efter ædelyst er der et begrænset antal ædepladser til rådighed. I sådanne situationer foretrækker grise ofte at vente på, at foderautomaten bliver helt ledig frem for at æde samtidig med andre dyr. Beskyttelse af ædepladsen med hoved- og skulderadskillelse medvirker dog til, at flere dyr accepterer at æde samtidig og medfører desuden at dyrenes foderoptagelse bliver mere rolig.

Grise optager foder og har tilvækst i henhold til rangordenen. De dominerende svin både æder og vokser hurtigere end de lavere rangerende dyr [2].

Aggression forekommer ofte som overspringshandling i en konflikttilstand, når en anden gris opholder sig i nærheden. Det kan være, når der er en begrænset ressource til rådighed som fx foder, halm, vand, et godt leje-/hvileareal eller beskæftigelses- og rodematerialer.

Det er derfor vigtigt, at grisene altid har plads nok til at lave komfortadfærd, at der er ædepladser og foder nok til alle dyr, at der skal tilbydes fri adgang til vand, og at der er tilstrækkeligt med beskæftigelses- og rodemateriale til alle dyr. I løsdriftssystemer til søer må den enkelte sti fx ikke på noget sted være smallere end 3 meter, herved kan søerne uhindret passere hinanden.

Se mere om lovkravene for areal/pladskrav, beskæftigelses- og rodematerialer mm. til de forskellige dyregrupper i afnittet – Lovgivning.

Vandoptagelse
Vand kan ligesom foder være en begrænset ressource. Der kan derfor også her være risiko for konkurrence og aggression på samme måde som ved foderautomaten.

Grise har forholdsvis let ved at lære at bruge forskellige anordninger som fx doseringsanordninger og drikkeventiler.

BILLEDER BILLEDER BILLEDER
 
Figur 9. Drikkeanordninger mv. skal være placeret, så de er lette at bruge for grisene. Billedet til venstre er en korrekt monteret ventil. Billedet til højre viser en drikkekop med et for lille rumfang – soen kan ikke få trynen korrekt ind i drikkekoppen, men bider over kanten - dette medfører vandspild (foto: Brian N. Fisker og Dorte Calmann-Hinke, billede nr. 2894 og 2381)

Det varer typisk nogle få dage, inden alle grise har lært at bruge en ny anordning som fx en drikkeventil eller en drikkekop. Dette er især kritisk for nyfravænnede grise, der kan dehydreres som følge af deres begrænsede erfaring med doseringsanordninger.

Ca. 75 pct. af vandindtagelsen sker i tilknytning til foderoptagelse og resten finder sted i mellemliggende perioder. Ved tørfodring bevæger grisene sig derfor hyppigt fra foderautomat til drikkeanordning.

Restriktivt fodrede dyr, som fx drægtige søer, kan optage betydelige mængder vand formodentlig som kompensation for manglende mæthedsfornemmelse og mulighed for at udføre fødesøgningsadfærd.

Grise foretrækker tilsyneladende en ren vandforsyningskilde udover den, der evt. er til rådighed sammen med foderautomaten eller lignende. I tilfælde af sygdom optager dyret som regel kun vand og sjældent foder. Vand forurenet med foder og/eller gødning skal undgås. Nødvendigheden af dette ses tydeligst på adfærden hos diegivende søer der fodres med vådfoder, og som ikke har ædt hele deres ration. I et forsøg på at få adgang til rent vand prøver de i nogle tilfælde at rage overskydende foder ud af krybben, samtidig med at de bruger drikkeventilen.

Gøde- og hvileadfærd
Grise foretrækker et tørt, rent, uforstyrret og trækfrit areal som leje, mens gødearealet har lavere prioritet og placeres længst væk fra lejet.

Grise hviler som regel samtidig. De foretrækker at ligge tæt sammen langs en væg, hvor der er frit udsyn til områder med aktivitet som fx en inspektionsgang. Under varme forhold ligger de dog udspredt i sideleje for at kunne afgive så stor varmemængde til omgivelserne som muligt [4].

Grise afsætter gødning og urin i lyse fugtige områder, i hjørner og langs med vægge, der kan yde beskyttelse mod angreb fra andre svin i nærheden. Gødning og urin tjener også til afmærkning af dyrets hjemmeområde. Der afsættes derfor mest på steder, hvor de har kontakt med fremmede grise som fx ved åbne stiadskillelser [2]. Urin afsættes ofte samtidig med, at grisene drikker [1].

Betydning for produktion

Foder- og vandoptagelse generelt
Afhængig af fodringsmetode kan konkurrence og aggression mindskes samt foderoptagelsen fremmes ved hjælp af forskellige tiltag, som vist i tabel 1.

Tabel 1. Afhængig af fodringsmetode kan konkurrence og aggression mindskes samt foderoptagelsen fremmes ved hjælp af forskellige tiltag
 
TABEL TABEL TABEL

Fodring efter ædelyst
Under produktionsforhold indtager grise foder, som er betydeligt mere koncentreret end det, de har adgang til i naturen. Grise fodret efter ædelyst bruger således kun ca. 2 timer om dagen på at æde. Foderautomat eller krybbe skal placeres ved overgang mellem leje- og gødeareal for at sikre et roligt hvileareal [1].

Som regel er det en fordel, at flere grise kan æde samtidig, og at de kan se andre grise æde. Dette skyldes, at de har mulighed for at stimulere hinanden til at æde. Ved fodring efter ædelyst er der som regel ikke ædepladser til rådighed til alle dyr på én gang. Derfor er foderpladsen den begrænsende konkurrenceskabende faktor. Da de færreste grise tolerer artsfæller i umiddelbar nærhed når de æder, må der være afstand mellem ædepladserne eller hoved-/skulderadskillelser mellem tæt placerede ædepladser. I takt med at grisenes vokser øges behovet for at beskytte ædepladserne dels på grund af forøgelse af bufferzonen dels som følge af, at deres styrke øges med stigende vægt [2].

Fodring restriktivt
Ved restriktiv fodring vil foderet eller fødekilden være den mest attraktive og begrænsede ressource i stimiljøet. Fodringen er også her underlagt såvel døgnrytme som social facilitering. Derfor er foderoptagelsen tit præget af konkurrence i større eller mindre grad. Denne konkurrence og den tilknyttede aggression kan mindskes ved tildeling af beskæftigelses- og rodematerialer som halm eller andre former for fyldende foder/grovfoder [2]. Konkurrence og aggressioner kan desuden reduceres ved at bruge hoved-/skulderadskillelser. Vådfoder optages hurtigere og mere ensartet end tørt foder, og konkurrencen synes mindre [2].

Ved tørfodring på gulv i forbindelse med løsgående, drægtige søer skal foderet fordeles på gulvet, så alle søer kan æde samtidigt og bruge megen tid på at æde det. Herved bliver foderoptagelse mere ensartet og konkurrencen mindre. Sandsynligvis tilgodeses også fødesøgningsadfærden på denne måde [2].

Ved langsom udfodring (bio-fix) i forbindelse med løsgående, drægtige søer skal ædepladserne være forsynet med hoved-/skulderadskillelser for at begrænse aggression.

Ved elektronisk sofodring er de drægtige søer sikret hver deres foderration, men mange søer deles om én foderstation. Dette kombineret med at søerne er sultne, skaber konkurrence og problemer for de lavt rangerende søer. Det skyldes, at dominerende søer ofte vil optage foderstationen udover den tid, hvor de har foder til gode. Ventende søer ved foderstationen udgør en risiko (vulvabid og slagsmål) for dem, der står i stationen. Foderstationen skal derfor have en styret indgang og udgang. Udgangen kan være udformet med en sluse, så søerne ledes tilbage i stien langt fra indgangen til foderstationen. Fodringscyklusen bør begynde om natten, hvor de fleste søer er motiveret for at hvile. Herved mindskes konkurrencen om foderstationer og dermed aggression [3].

Halm og grovfoder udgør strukturrigt og fyldende foder, som fødesøgningsadfærd og undersøgetrang kan rettes imod. Sådanne fodermidler virker derfor konkurrence- og aggressionsdæmpende. Endvidere medvirker de til at mindske forekomsten af abnorme adfærdsformer som fx stangbidning hos søer [4]. Beskæftigelses- og rodematerialer samt mæthedsgivende foder er et lovkrav til drægtige søer og gylte (se mere i afsnittet vedr. Lovgivning).

Vandoptagelse
Ved drikkestederne er der normalt høj aktivitet. Derfor er det mest hensigtsmæssigt at placere drikkeventilerne i gødearealet. Ved tildeling af tørfoder har grisene behov for at drikke i tilknytning til foderoptagelsen. Ofte vil foderoptagelsen blive afbrudt ved, at dyret skiftevis går fra krybbe til drikkeanordning, som skal placeres nær foderet.

Søers vandbehov er særlig stort. For at sikre at søer let kan drikke store mængder vand, skal drikkeventiler være nemme at betjene og have en stor ydelse [3]. Det kan evt. være en fordel at lade løsgående, drægtige søer drikke af en drikkekop eller et vandtrug.

Gøde- og hvileadfærd
Grisene skal uhindret kunne udføre flere forskellige aktiviteter, dvs. æde, drikke, hvile, bevæge sig og gøde. Stiens udformning, herunder placering af foder og vand, har stor indflydelse på, hvordan arealet udnyttes. Under intensive forhold hviler og sover svinene ca. 80 pct. af døgnet. Det er derfor vigtigt, at lejet er tørt, trækfrit og roligt dvs. uden konstant trafik af grise, der skal til og fra aktivitetsareal, foder- og vandforsyning. Lejearealet skal være forsynet med lukkede vægge mod nabostier.

 BILLEDER BILLEDER BILLEDER
 
 
Figur 10.  Grise foretrækker at ligge tæt sammen mens de hviler. Som regel ligger de, så de har frit udsyn til gangarealer (foto: Brian N. Fisker & Landsudvalget for Svin, billede nr. 6395 & 2492)

Åbne skillevægge i stiens gødeareal bevirker, at grisene i tilstødende stier har mulighed for at få trynekontakt med hinanden. I forbindelse hermed afsætter de ofte gødning, sandsynligvis som en form for territorieafmærkning eller kommunikation. Våde omgivelser synes endvidere at stimulere til urinering [2].

 
 
Figur 11. En åben stiadskillelse i den ene side af gødearealet medvirker til, at grisene gøder i dette område (foto: Ida Bille Larsen, billede nr. 8347)
 

Placering af drikkeventiler i stiens gødeareal medvirker desuden til, at grisene gøder i dette område. I stier med fast gulv i lejet kan grisene tilskyndes til at gøde i det tilsigtede område ved at gøre dette areal vådt. Det er som regel vanskeligt at få grisene til at ændre på brug af stien, når først leje- og gødeareal er etableret. Ved uhensigtsmæssig gødeadfærd kan adfærden dog i nogle tilfælde ændres ved at flytte grisene til en anden sti.

Luft- og temperaturforhold i stalden har også betydelig indflydelse på grises hvile- og gødeadfærd. Luftbevægelser i stierne kan variere over døgnet og bevirke, at grisene flytter deres leje afhængig af, hvor i stien der er mest behageligt at ligge. Dette resulterer imidlertid også i, at gødningen afsættes på forskellige steder og dermed øges risikoen for svineri i stierne. Løsning af problemet kræver, at ventilationsforholdene undersøges og korrigeres [1].

Under varme forhold vil grise forsøge at afgive overskudsvarme ved at lægge sig helt udstrakt i sideleje. Herved fylder de mere, figur 12.

 
Figur 12. Grafen viser, hvor meget grise fylder i forskellige liggepositioner i relation til deres vægt (figur: Nils Krog, billede nr. 8597)

Er der ikke plads nok i stien til, at de kan ligge i sideleje, eller hvis temperaturen er så høj (22-24 °C for slagtesvin), at denne position ikke er tilstrækkelig til at fjerne overskudsvarmen, begynder de at søle sig i gødning og urin. For at undgå sådanne problemer må stalden afkøles med overbrusning (lovkrav til drægtige søer samt smågrise og slagtesvin – se mere herom i afsnittet vedr. Lovgiving) eller øget luftskifte.

Referencer

[1] Landbrugets Rådgivningscenter (1993): Indretning af stalde til Svin. Tværfaglig rapport.
 
[2] Borgaard, Dorit; Giersing, Mette; Hansen, Steffen Werner; Jensen, Karin Hjelholt; Krohn, C.C.; Nørgaard-Nielsen Gert; Sandøe, Peter; Simonsen, H. B. & Vestergaard, Klaus S. (1999): Etik, velfærd og adfærd i husdyrbruget. Landbrugets Rådgivningscenter.
 
[3] Saunders, W. B. (1987): Farm animal behaviour. The Veterinary Clinics of North America, Food Animal Practice, Vol. 3(2).
 
[4] The Iowa State University Press (1983): Environmental management in animal agriculture.