
Et dyrs adfærd er udtryk for alle de aktiviteter, det kan udføre i relation til sine omgivelser. Adfærden er dermed en af de mange mekanismer, som er med til at sikre dyrets overlevelse og tilpasning til forskellige situationer.
- Institution:
- Videncenter for Svineproduktion
- Fagligt ansvar:
- Brian N. Fisker
og
Lisbeth Ulrich Hansen
- Sidst revideret:
- 6. oktober 2009
Dyrets behov og muligheder i det omgivende miljø påvirker og bestemmer adfærden. Viden om den pågældende dyrearts adfærd (adfærdens oprindelige funktion og grundlag) samt dyrets oprindelige miljø og særkende giver os derfor muligheder for at vurdere, hvordan dyret har det ved at betragte dets adfærd.
Adfærden er helt specifik for hver enkelt dyreart og tilpasset netop denne dyrearts levevis. Dyr fødes med nogle adfærdsmæssige forudsætninger. Desuden styres og udvikles adfærden i forhold til det omgivende miljø og dyrets aktuelle livsbetingelser.
Figur 1. Gennem mange tusinde af år har grise været brugt som husdyr (foto: Birgit Mulbjerg, billede nr. 4553)
Grise har en utrolig evne til at tilpasse sig forskellige forhold. Tilpasningen sker bl.a., fordi de er i stand til at ændre adfærd. Imidlertid er det vigtigt at vide, hvor grises adfærdsmæssige begrænsninger findes, dels af hensyn til deres velbefindende og dels af hensyn til udnyttelse af deres potentiale som produktionsdyr. Ved at undersøge adfærden hos grise i naturen er det muligt at fastlægge nogle af disse grænser [1].
Tamsvinet nedstammer fra vildsvinet, der fortrinsvis lever i skovområder. Grise har været brugt som husdyr i mindst 7.000 år. De europæiske svineracer nedstammer fra det lokale vildsvin (Sus scrofa), mens de asiatiske nedstammer fra et andet vildsvin (Sus vittatus). Enkelte svineracer, som fx vortesvinet, er aldrig blevet brugt som husdyr [1].
Grise har kun været opstaldet under intensive forhold de seneste 50 år. Selv om der sandsynligvis er sket en vis selektion for bestemte egenskaber er grises adfærd den samme som for tusinder af år siden [1].
Adfærden styres og udvikles i forhold til det omgivende miljø og dyrets aktuelle livsbetingelser. Man taler om husdyrenes normaladfærd, som er den adfærd, dyrene viser i deres naturlige omgivelser. Modsætningen hertil er unormal adfærd, der er betegnelsen for adfærd der enten ikke optræder i det naturlige miljø – fx ensartede bevægelser der gentages ofte, uden at de tilsyneladende har nogen funktion (stereotypier) – eller optræder i andre situationer med en anden varighed eller anden hyppighed. Unormal adfærd opstår når dyrene holdes under forhold, hvor de ikke kan tilpasse sig ved hjælp af deres normale adfærdsmekanismer.
Krav
Ved udformning af stalde og inventar samt i forbindelse med pasning er det vigtigt at tage hensyn til grises adfærd, bevægelses- og reaktionsmønstre af hensyn til såvel velfærd som produktion.
Miljøet i moderne produktionssystemer adskiller sig betydeligt fra husdyrenes oprindelige miljø, dette stiller store krav til husdyrenes tilpasningsevne.
Adfærden er et godt redskab til at vurdere produktionsforholdene, og til at foretage hensigtsmæssige ændringer.
Referencer
[1] Borgaard, Dorit; Giersing, Mette; Hansen, Steffen Werner; Jensen, Karin Hjelholt; Krohn, C.C.; Nørgaard-Nielsen Gert; Sandøe, Peter; Simonsen, H. B. & Vestergaard, Klaus S. (1999): Etik, velfærd og adfærd i husdyrbruget. Landbrugets Rådgivningscenter.