Indledning

For at opnå maksimal vækst og produktion skal grise have dækket deres behov for bestemte aminosyrer, men hvis en aminosyre i et foder er tilstede i en lavere mængde end grisenes behov, kaldes det den begrænsende aminosyre, og denne mangel kan begrænse udnyttelsen af de øvrige aminosyrer.

Siden 2002 er det danske proteinvurderingssystem baseret på den standardiserede fordøjelighed af protein og af de enkelte aminosyrer, hvilket betyder, at der er en fordøjelighed pr. aminosyre pr. fodermiddel. Proteinfordøjeligheden regnes hovedsageligt efter internationale tabelværdier, dog beregnes proteinfordøjeligheden på korn (bortset fra rug) samt enkelte andre fodermidler ud fra aktuelt råproteinindhold og in vitro analyser af fodermidlet.

Ved sammensætning af foderblandinger med proteinindhold under de anbefalede minimumsgrænser vil det – afhængigt af råvarevalget – være nødvendigt at fokusere på alle de livsnødvendige aminosyrer. Her kan der fx vælges imellem disse to strategier:

1. At nedsætte kravene til lysin, methionin, treonin og tryptofan forholdsmæssigt til reduktionen af råproteinindholdet under anbefalingerne. Således undgås spild af tilsatte aminosyrer som følge af mangel på de sidste seks livsnødvendige aminosyrer. Her forventes grisenes produktionsresultater at blive ringere end deres potentiale, men med de nuværende prisrelationer kan denne strategi være den optimale – det vil sige det bedste økonomiske resultat.
2. At overholde normerne for alle 11 livsnødvendige aminosyrer enten via dyrt råvarevalg og/eller dyr tilsætning af isoleucin, leucin, histidin, fenylalanin og valin. Her forventes grisenes produktionsresultater at blive på højde med deres potentiale, og her vil der kunne opnås maksimal – men ikke nødvendigvis optimal produktivitet.

Husk, at du kan finde de opdaterede aminosyrenormer i Normer for Næringsstoffer.