Fibre

Ved fibre forstås polysakkarider, der indgår i opbygning af planternes cellevægge.

Figur 1. Foto taget via elektronmikroskop. Billedet viser fibre i cellevæg (CW) fra kartoffel
(foto: Knud Erik Back Knudsen, billede nr. 6616).

Fiberfraktionen omfatter alle ikke-stivelsesholdige polysakkarider (NSP) og lignin. NSP opdeles yderligere i cellulose- og ikke-celluloseholdige polysakkarider (NCP), som igen opdeles i vandopløselige (S-NCP) og ikke-vandopløselige fibre (I-NCP).

Figur 2. Opdeling af fibre i grupper. Det fremgår af figuren, at beta-glukan og pektin tilhører gruppen af opløselige fibre, hvorimod lignin, cellulose og hemicellulose hører til gruppen af ikke-vandopløselige fibre (billede nr. 6615).

Grisen udskiller ikek selv enzymer, der kan nedbryde fiberfraktionen. I den bageste del af tyndtarmen og i blind- og tyktarm nedbrydes fibrene mere eller mindre af bakterier, og der dannes flygtige fedtsyrer (VFA), som kan optages fra tarmkanalen.

Fibrenes fysiske kendetegn har betydning for foderets fordøjelighed.

Det drejer sig om følgende:

• Partikelstørrelse
• Vandbindingsevne: Viskositet og dannelse af geler
• Evne til at binde ioner

De vandopløselige fibre

De opløselige fibre danner geler med vand og deles i to hovedgrupper: beta-glukan og pektin, som begge er opløselige i vand. Pektin kan binde en vandmængde svarende til 15 gange stoffets egen vægt. Vandbinding i foderet øger viskositeten, hvilket reducerer mavens tømningshastighed samt øger foderets opholdstid i tyndtarmen. En del af de opløselige fibre forgæres af mikroorganismer i sidste del af tyndtarmen, mens yderligere en del forgæres i blind- og tyktarm. Pektin findes hovedsagelig i rodfrugter og citrusfrugter, mens beta-glukan findes i kornarterne.

Store mængder vandopløselige fibre nedsætter foderoptagelsen på grund af hurtig følelse af mæthed hos grisen.

De ikke-vandopløselige fibre

De uopløselige fibre kan ikke opløses i vand, og de inddeles i tre grupper: Cellulose, hemicellulose og lignin.

Lignin er egentlig ikke et kulhydrat, men medtages alligevel, da det er ufordøjeligt i hele tarmkanalen.

Cellulose og hemicellulose er vandsugende, og de kan til en vis grad forgæres i blind- og tyktarm, hvorved der dannes flygtige fedtsyrer, som kan optages i tarmen.

De uopløselige fibre øger foderets passagehastighed i tarmkanalen, som følge af øget mekanisk påvirkning af tarmvæggen og en større fylde i tyktarmen.

Tyktarmens vægt og volumen øges med stigende indhold af uopløselige fibre i foderet, hvilket samtidig giver et øget indhold af organisk materiale i gødning. Det organiske materiale indeholder mange mikroorganismer, som igen indeholder meget vand, hvilket ofte giver en mere lind gødning. De uopløselige fibre kan ikke forgæres fuldt ud, hvilket giver lavere energi- og proteinudnyttelse sammenlignet med de opløselige fibre.

Fibrenes betydning

Fibre påvirker tarmindholdets fysisk-kemiske egenskaber i fordøjelseskanalen, som fx passagehastighed og maveindholdets konsistens. Der er ikke en entydig dokumentation for en sundheds- og produktionsmæssig betydning af kostfibre.

Læs mere om fibre i afsnittene om fodring af hhv. smågrise, slagtesvin og søer.

Foder med et højt indhold af fiberrige foderstoffer vil ofte betyde dyrere foder pr. FEsv og et øget foderforbrug som følge af et lavere energiindhold. Hos dyr i vækst vil det samtidig ofte reducere foderoptagelsen.

Foderets indhold af fibre har en begrænset rolle i forbindelse med mavesundheden hos svin. Dette er nærmere beskrevet under formaling og foderstruktur.

Brug af store mængder fiberrige foderstoffer (fx roepiller) i vådfoder kan give problemer på grund af fibrenes evne til vandbinding, og dermed påvirke fodersuppens konsistens.

Indhold af fibre i råvarer

Indhold af kostfibre og deres sammensætning i foderstoffer varierer meget, hvilket fremgår af analyser vist i følgende tabel [1]: