Sammendrag

En forbedring af foderudnyttelsen reducerer udskillelsen af både kvælstof og fosfor. Kvælstofudskillelsen kan derudover reduceres ved at sænke proteinindholdet i foderet. Proteinindholdet sænkes ved øget brug af frie aminosyrer i stedet for proteinfodermidler og ved brug af fasefodring, hvor indholdet af protein løbende tilpasses grisenes behov. Hovedparten af reduktionen opnås på grund af brug af frie aminosyrer.

Reduktion af kvælstofindholdet i gødningen bevirker en endnu større reduktion i ammoniakfordampningen, da mængden af kvælstof udskilt via urin reduceres relativt mere end det organisk bundne kvælstof i gødning, og samtidig opnås et yderlig fald i gyllens pH, når proteinindholdet i foderet sænkes.

Ammoniakfordampningen kan endvidere formindskes ved tilsætning af benzoesyre eller erstatning af kridt med salte, der forsurer urinen. En anden potentiel fodringsstrategi til at reducere ammoniak er at ændre mængde og kilde af fiber i foderet. Anvendelse af forsurende calciumsalte og øget fiberindhold i foderet giver dog risiko for nedsatte produktionsresultater.

Med hensyn til at reducere lugt via fodring er der på nuværende tidspunkt ingen anbefalinger.

Fosforindhold i gødning og foder kan reduceres ved at tilsætte fytase til foderet. Brug af fytase har størst effekt ved pelleteret foder, da den naturlige fytase ødelægges af varmepåvirkning, men fytase kan også tilsættes til hjemmeblandet foder. Det er dog muligt at komme lige så langt ned i fosfor i hjemmeblandet foder, da den samlede effekt af naturlig fytase og tilsat fytase er lige så stor som for tilsat fytase i færdigfoder.

Ved fasefodring kan der opnås en reduktion af fosforindhold i gødningen på 10-13 procent ved sohold afhængig af udgangssituation og 2-5 pct. for slagtesvin.

Formålet med dette afsnit er at opsummere, hvilke muligheder, der på nuværende tidspunkt er til at formindske miljøproblemer via fodringen.