
Såfremt en udvidelse er begrænset af afstande til naturområder eller naboer, kan det overvejes hvilken dyrekategori udvidelsen skal omfatte, og hvilken staldindretning der skal vælges.
Miljøbelastningen fra sohold er mindre end fra slagtesvinestalde.
Fra en integreret produktion stammer ca. 70 pct. af lugten fra slagtesvinestaldene. Det vil derfor være lettere at udvide soholdet end slagtesvineproduktionen, hvis produktionen ligger relativt tæt på naboer. Ligeledes stammer størsteparten af ammoniakemissionen fra en integreret produktion fra slagtesvinestaldene.
For nogle staldtyper er lugtemissionen mindre, hvis der er delvist fast gulv frem for gødningskumme under hele stien.
Ved anvendelse af standardtal for lugtemissionen fra farestalde og slagtesvinestalde kan der opnås hhv. 28 og 33 pct. lugtreduktion ved at etablere delvist fast gulv frem for drænet gulv eller fuldspaltegulv. For mange svineproducenter vil det være en udfordring at have delvist fast gulv i slagtesvinesstalde, idet det kan være vanskeligt at holde det faste gulv i stierne rene i sommerhalvåret, hvor slagtesvinene udviser søleadfærd.
I nedenstående liste ses ammoniakemissionen fra de forskellige staldtyper inklusiv tab fra lagertank.
- Slagtesvin i stalde med fuldspaltegulv: 0,529 kg. NH3-N pr. gris
- Slagtesvin i stalde med drænet gulv: 0,47 kg. NH3-N pr. gris
- Slagtesvin i stalde med 25-49% fast gulv: 0,39 kg. NH3-N pr. gris
- Slagtesvin i stalde med 50-75% fast gulv: 0,31 kg. NH3-N pr. gris
- Smågrise i stalde med fuldspaltegulv: 0,081 kg. NH3-N pr. gris
- Smågrise i stalde med drænet gulv: 0,072 kg. NH3-N pr. gris
- Smågrise i stalde med delvis fast gulv: 0,038 kg. NH3-N pr. gris
I nedenstående liste ses lugtemissionen fra de forskellige staldtyper. Fra stalde med dyr i vækst, dvs. fra smågrise og slagtesvinestalde er lugtemissionen angivet i europæiske odour units pr. sekund pr. 1000 kg dyr. Enheden forkortes som OUE/sek. pr. 1000 kg dyr. I sostalde er lugtemissionen angivet i OUE/sek. pr. dyr, hvor pattegrise ikke tæller med.
- Løbe og drægtighedsstalde: 16 OUE/sek. pr. dyr
- Farestalde med delvist fast gulv: 72 OUE/sek. pr. dyr
- Farestalde med fuldspalte/drænet gulv: 100 OUE/sek. pr. dyr
- Smågrisestalde med delvist fast gulv: 380 OUE/sek. pr. 1000 kg dyr
- Slagtesvinestalde med delvist fast gulv: 300 OUE/sek. pr. 1000 kg dyr
- Slagtesvinestalde med drænet/fuldspaltegulv: 450 OUE/sek. pr. 1000 kg dyr