Centralt placeret ScanAirclean
luftrenser fra INNO+
Ved de kommercielt tilgængelige kemiske luftrensere til svinestalde passerer afgangsluften et filter, der overrisles med fortyndet svovlsyre med en pH-værdi på 2-4. Den forsurede væske er meget effektiv til at omdanne ammoniak til ammonium.
Der har været testet flere anlæg, som har kunnet reducere ammoniak-koncentrationen med 90-95 pct., og den opsamlede kvælstof lænses bort som et gødningsprodukt. De effektive rensere har ikke været velegnet til at reducere lugt målt ved olfaktometri. Analyser af enkeltstoffer viser, at renseren reducerer en stor del af nogle lugtstoffer, men de mest betydende lugtstoffer reduceres ikke.
Flere af de kemiske luftrensere, der er baseret på overrisling af filtre med en svovlsyreopløsning, er på Miljøstyrelsens Teknologiliste. Den nævnte type renser er godkendt af myndighederne til at reducere ammoniak. Dermed kan den anvendes med henblik på at erhverve en ny miljøgodkendelse i forbindelse med en udvidelse.
Firmaet ScanAirclean A/S var først på det danske marked med en kemisk luftrenser der overrislede lameller med en svovlsyreopløsning. I starten benyttede de sig af decentrale rensere ved hvert enkelt ventilationsafkast og cirkulation af svovlsyreopløsning mellem en tank og de enkelte rensere. I 2006 startede de på at importere INNO+ luftrensere fra Holland.
I stedet for at have decentrale rensere ved hvert enkelt ventilationsafkast blev luften samlet i et kanalsystem og ledt til INNO+ luftrenseren, inden den blev sendt ud til det fri. ScanAirclean benyttede sin egen styring til regulering af renseren. ScanAirclean gik konkurs i 2008, men produkterne vil muligvis fremover blive serviceret og forhandlet af MHJ Agroteknik A/S.
Farmtech a/s har forhandlet den hollandske luftrenser Bovema S-air. Renseren er afprøvet i en smågrise-stald og en slagtesvinestald med delrensning. Delrensning var i begge staldtyper etableret, så mere end 60 pct. af ventilationsluften over året blev renset.
Ammoniakreduktionen over luftrenseren var i begge afprøvninger over 95 pct., men der blev ikke registreret en lugtreduktion målt med olfaktometri. I starten af 2009 lukkede Farmtech a/s, og siden er Bovema i Holland gået konkurs. Det er et problem for besætninger med Bovema luftrensningsanlæg, at der nu ikke sker udvikling af renseren, og der vanskeligt kan skaffes reservedele og service.
Flere andre firmaer arbejder på udvikling af kemiske luftrensere.
Du kan læse uddybende baggrundsmateriale i nedenstående publikationer.