
Alle avlsdyr forsynes med et entydigt ID.
- Institution:
- Videncenter for Svineproduktion
- Fagligt ansvar:
- Anders Vernersen
- Sidst revideret:
- 10. februar 2011
I det første levedøgn skal alle dyr født i avlsbesætningerne randklippes med de to sidste cifre i moderens navn, som består af et tal mellem 1 og 9999. Registreringer af aktuelle besætningsdata i avlsbesætningerne foretages løbende.
Indberetningen til Svineavlens databank foretages ved indsendelse af bilag - oftest elektroniske - til avlskontoret.
Til- og afgang af avlsdyr
Til- og afgang af avlsdyr i såvel avls- som opformeringsbesætninger styres ved, at besætningsejeren indberetter til- og afgåede avlsdyr i den forløbne måned. Disse oplysninger inddateres i svineavlens Databank, som også kontrollerer data for eventuelle fejl og mangler.
Data for til- og afgang blandt besætningens avlsdyr er grundlaget for afstamningskontrol ved senere indberetninger. Desuden udskrives oversigter, som bruges til kontrol af de avlsdyr, der er i besætningen.
Løbelister og faringsbilag
Alle løbninger indberettes til avlskontoret.
Faringsbilag for Landrace og Yorkshire skal indsendes i to tempi. Senest 16 dage efter faring skal faringsbilaget være indsendt med afstamningsoplysninger, løbedato, faringsdato, antal fødte og antal levende på dag 5 i kuldet.
Efter fravænning indsendes faringsbilaget påny, nu med oplysninger om ID-numre på grisene i kuldet.