Konklusion
Den forbedrede adgang ved yveret i stierne til løsgående diegivende søer (LS) medførte færre pattekampe og færre pattegrise, der ikke fik mælk under diegivning (figur 9). De færre pattekampe har antageligt givet roligere søer, som ikke afsluttede diegivninger og lod pattegrisene massere yveret i længere tid efter at mælkenedlægningen forekom. Dette kan have givet en højere mælkeproduktion. Det var muligt at påvise, at mælkenedlægningen varede ca. 2 sekunder længere hos søer, opstaldet i stierne til løsgående diegivende søer, hvilket formodentligt har betydet et højere mælkeoptag, da pattegrisene opstaldet i stierne til løsgående diegivende søer (LS) havde en højere vægt dag 28.
Pattegrisene opstaldet i kassestierne med bred boks (BB) havde ikke en længere varighed af mælkenedlægninger, men alligevel kan den forbedrede adgang til yveret have haft en indvirkning, da pattegrise i disse stier opnåede den højeste tilvækst i forsøgsperioden. Diegivningerne i kassestierne med bred boks (BB) foregik mere roligt, i forhold til diegivningerne i de traditionelle kassester (TB), med færre pattekampe og færre grise, der ikke fik mælk under en diegivning, samt færre diegivninger der blev afsluttet af soen således som i stierne til løsgående diegivende søer (LS).
Det vurderes, at adgangsforholdene og pladsen ved yveret har indflydelse på adfærden under diegivning. Det var dog kun i stierne til løsgående diegivende søer, at denne adfærd resulterede i længere mælkenedlægning.
Figur 9. Sammenhæng mellem plads ved yveret og pattegrisenes tilvækst.
Denne afprøvning ville med fordel skulle eftervises på et større antal kuld således, at vægtdata fik et større omfang, da afprøvningen ikke var dimensioneret til at finde forskel på pattegrisenes produktivitet, men til at finde forskel i dieadfærden. En afprøvning med et større antal kuld vil kunne påvise om, det er varigheden af mælkenedlægningen, der ligger til grund for den højere fravænningsvægt.
