Baggrund
Landsgennemsnittet fra oktober 2009 viser, at der i gennemsnit er 14,1 levendefødte pattegrise per kuld, og at 12,1 af dem når frem til fravænning [1]. Ofte får søerne flere pattegrise, og der kuldudjævnes således, at der er det ”samme” antal pattegrise (12-14 stk.) ved hver so. De mange pattegrise er en fordel for effektiviteten, men de skal have høj fravænningsvægt og lav vægtvariation indenfor kuldet. Undersøgelser har vist, at fravænningsvægten i kuld med 9-12 grise per kuld var højere i stier med mere plads, end i stier med mindre plads [2], [3].
Mælken er ikke til rådighed konstant. Soen skal stimuleres for, at mælkenedlægningen indledes [4]. Diegivningen består af en række faser [5], der påbegyndes med, at grisene samles ved yveret og finder deres respektive patter. Derefter følger en periode, hvor grisene masserer yveret; derefter sutter grisene - dog uden, at der forekommer mælkenedlægning. Mælkenedlægningen forekommer først efter disse indledende faser og har kun en varighed af 10-20 sekunder. Mælkenedlægningen kan observeres ved, at alle grisene sutter med hurtige bevægelser samtidigt [6], [7]. At alle pattegrise i kuldet gør det samme samtidigt, gør det muligt at registrere mælkenedlægningstiden på basis af videooptagelser. Efter mælkenedlægningen vil grisene igen massere yveret. Diegivningerne forekommer hver 40. til 60. minut [7], og grisene indtager 45-55 g mælk per diegivning [8].
Arey og Sancha [9] har undersøgt længden af diegivningerne i kassestier med boks og stier til løsgående diegivende søer. Der var procentvis længere diegivninger (fra grisene var samlet ved yveret til de forlod det) i stierne med løsgående diegivende søer. Derudover har Cronin og Smith [10] påvist, at mælkenedlægningen varede i længere tid i stier til løsgående diegivende søer i forhold til stier, hvor soen stod i boks. Dette tyder på, at pattegrise i stier med løsgående diegivende søer i højere grad er i stand til at udnytte søernes mælkeydelse, som muligvis vil give pattegrisene højere fravænningsvægt.
Den mest markante forskel mellem en kassesti og en sti til løsgående diegivende søer er boksen og dermed den faktor, at soen i kassestien er hindret i at kunne bevæge sig frit rundt. Cronin et al. [11] har målt cortisolniveauet i blodet hos søer, der stod i kassestier med boks og søer, der stod i stier til løsgående diegivende søer med halm. Der var ingen signifikant forskel på cortisolniveauet i løbet af laktationsperioden udover dag 28 efter faring, hvor søerne i kassestierne havde et signifikant højere cortisolniveau i blodet. Jarvis et al. [12] målte ligeledes ingen forskel i cortisolniveauet mellem søer, der stod i kassesti med boks og søer, der stod i stier til løsgående diegivende søer. Dermed blev det ikke påvist, at søerne var stressede i laktationsperioden, når de stod i boks.
Det er observeret, at søer i stier til løsgående diegivende søer har et højere foderoptag [3], men der er ingen direkte sammenhæng mellem soens foderindtag og mælkeproduktionen målt på tilvæksten hos grisene, da soen kan mobilisere kropsreserver under produktionen af mælk [13].
Sandsynligvis er det ikke soens potentiale for mælkeproduktion, der er den begrænsende faktor for pattegrisenes vækst i kassestierne. Derfor må der ses på den indvirkning, pladsforhold har på adfærden i forbindelse med diegivning og pattegrisenes vækst. Boksen optager plads i en sti, hvor belægningen pga. den øgede kuldstørrelse bliver højere. Dermed er der formodentligt begrænset plads til at pattegrisene kan die, eller udføre den adfærd under diegivning, der giver det højeste mælkeudbytte. Grisene vil muligvis have flere kampe om patterne, fordi der er inventar i vejen, og soen vil om muligt generes af disse kampe og afbryde diegivninger før tid.
Dieadfærden har stor effekt på mælkeproduktionen. Hormonet prolaktin stimulerer mælkeproduktionen og dannes, når soens yver stimuleres af pattegrisene ved at de dier og masserer yveret [14]. Derfor menes eftermassagen at øge mælkeproduktionen ud fra den teori, at prolaktinmængden vil øges [15]. Det er hormonet oxytocin, der stimulerer mælkenedlægningens igangsættelse. Oxytocin dannes, når soen hører, lugter og ser pattegrise og når pattegrisene stimulerer yveret [14].
Formålet med denne afprøvning var at afklare, om mere plads ved yveret i form af mindre inventar vil øge længden af mælkenedlægningerne og øge pattegrisenes tilvækst.
Figur 1. Pilediagram over afprøvningens hypotese
Hypotesen lyder (figur 1), at pattegrise opstaldet i stier, hvor der er plads ved yveret i form af at soen er løs, eller står i kassesti med forbedrede pladsforhold, er roligere. Med dette menes, at pattegrisene har færre pattekampe og at flere pattegrise kommer til yveret under mælkenedlægningen. Disse roligere pattegrise vil give roligere søer, der lader pattegrisene die og massere yveret. Dermed forekommer en længere eftermassage, der formodentligt kan øge mælkeproduktionen og ligeledes mælkenedlægningers længde. Dette vil sandsynligvis betyde et højere mælkeoptag og en højere tilvækst hos pattegrisene.
