Resultater og diskussion

Foderoptagelse

Den gennemsnitlige udfodrede mængde korn og tilskudsfoder i hver behandling fremgår af appendiks 2. Da grisene blev fodret så restriktivt, at der ikke forekom foderrester, svarer den udfodrede mængde til foderoptagelsen. Forholdet mellem korn og tilskudsfoder på tørfoderbasis var planlagt til at være ens i alle fire blandinger, jf. appendiks 1. Det procentvise indhold af tørstof fra korn i foderet var dog lavere i de to blandinger med fermenteret korn (behandling 2 og 4) end i de to blandinger med ikke-fermenteret korn (behandling 1 og 3). Der var således 4,9 % lavere indhold af byg i foderet i behandling 2 end i behandling 1, og der var 5,6 % lavere indhold af hvede i foderet i behandling 4 end i behandling 3. Forskellene skyldes, at grisene fik en mindre mængde korntørstof i behandlingerne med fermenteret korn end planlagt, mens tildelingen af tilskudsfoder var som planlagt og næsten ens i alle fire behandlinger. Dette medførte, at foderoptagelsen i FEsv pr. dag var lavere i behandlingerne med fermenteret korn end i behandlingerne med ikke-fermenteret korn, men det skyldes kun en mindre fodertildeling og altså ikke en lavere appetit. Foderoptagelsen i FEsv pr. dag var således 17 % lavere i behandling 2 end i behandling 1 med byg og 19 % lavere i behandling 4 end i behandling 3 med hvede. Forskellene antages dog ikke at have væsentlig betydning for fordøjelighedsresultaterne, da der i beregningerne af fordøjelighed af næringsstoffer i korn korrigeres for det aktuelle indhold af tilskudsfoder i blandingerne, det vil sige, at der regnes på fordøjeligheden af korndelen af blandingerne med undtagelse af fordøjelighed af råprotein og fosfor.

Vægt

Grisenes gennemsnitlige vægt i hver af de fire opsamlingsperioder (jævnfør tabel 2) fremgår af appendiks 3.

Foderets næringsstofindhold

Resultaterne af de kemiske analyser af ikke-fermenteret og fermenteret byg og hvede samt tilskudsfoder fremgår af appendiks 4. Analyseresultaterne for EFOS og EFOSi viste ingen væsentlige forskelle mellem ikke-fermenteret og fermenteret korn. Der var heller ingen betydelige forskelle i indholdet af råaske, råfedt og råprotein mellem ikke-fermenteret og fermenteret korn. Det analyserede indhold af FEsv pr. kg tørstof var derfor næsten ens i ikke-fermenteret og fermenteret korn. Indholdet af bruttoenergi var også næsten ens i ikke-fermenteret og fermenteret korn. Foderanalyserne viste således ingen stigning i energiværdien ved fermentering af korn.

Stivelse i kornet blev ikke nedbrudt ved fermentering. Derimod blev indholdet af sukre næsten helt nedbrudt ved fermentering. Disse resultater er i overensstemmelse med tidligere analyseresultater af ikke-fermenteret og fermenteret korn [3]. Indholdet af NSP blev væsentligt reduceret ved fermentering af korn. Effekten var størst for byg, hvor 18 % af NSP blev nedbrudt ved fermentering. I hvede blev 13 % af NSP nedbrudt ved fermentering. Det var især opløseligt NSP, der blev nedbrudt ved fermentering af kornet i denne undersøgelse. I den tidligere afprøvning af fermenteret korn bestående af 70 % hvede og 30 % byg blev der fundet en nedbrydning på 12 % af NSP ved fermentering, og det var især uopløseligt NSP, der blev nedbrudt [3]. I modsætning til den tidligere afprøvning blev der i denne undersøgelse ikke fundet nedbrydning af lignin ved fermentering. Der har således ikke været den samme nedbrydningsprofil af fibre i de to afprøvninger, men årsagen til forskellen kendes ikke. Indholdet af kostfibre, der er summen af NSP og lignin, blev reduceret med 14 % ved fermentering af byg og med 8 % ved fermentering af hvede i denne undersøgelse.

Indholdet af naturligt fytase var højere end forventet i ikke-fermenteret byg og højere end i ikke-fermenteret hvede. I det fermenterede byg og hvede var indholdet af fytase reduceret, men der var stadigvæk et betydeligt indhold af fytase på ca. 500 FTU pr. kg tørstof. Det er et væsentligt højere indhold af fytase, end hvad der tidligere er fundet i fermenteret korn [3]. Det vides, at fytaseaktiviteten varierer både mellem kornarter og sorter indenfor arter.  

Indholdet af total-fosfor var næsten ens i ikke-fermenteret og fermenteret korn, men lidt højere i byg end i hvede. Indholdet af fytinsyrebundet fosfor udgjorde ca. 70 % af total-fosfor i ikke-fermenteret byg og hvede, og det blev næsten fuldstændig nedbrudt ved fermentering. Dette blev også fundet i den tidligere afprøvning af fermenteret korn [3].              

I appendiks 5 er vist indholdet af næringsstoffer i foderblandingerne. Værdierne er beregnet ud fra analyserne af korn og tilskudsfoder vist i appendiks 4 og procentfordelingen af udfodret korn og tilskudsfoder for hver behandling vist i appendiks 2. Som nævnt var procentfordelingen af korn og tilskudsfoder ikke helt ens i de fire behandlinger, da indholdet af tilskudsfoder var højere i blandingerne med fermenteret korn end i blandingerne med ikke-fermenteret korn. Derfor var indholdet af råprotein lidt højere i blandingerne med fermenteret byg og hvede ved parvis sammenligning med de tilsvarende blandinger med ikke-fermenteret byg og hvede. EFOS og EFOSi og indholdet af FEsv pr. kg tørstof samt total fosfor i g pr. kg tørstof var dog næsten ens ved parvis sammenligning af blandingerne med henholdsvis byg og hvede.           

pH og temperatur i fermenteringstankene med byg og hvede

pH og temperatur i fermenteringstankene efter blanding om eftermiddagen og inden morgen- og eftermiddagsfodringen fremgår af appendiks 6. pH og temperatur i fermenteret byg og hvede var på niveau med, hvad der er fundet i fermenteret korn i tidligere afprøvninger [1], [2] og [3]. Ved iblanding af korn og vand i fermenteringstankene steg pH 0,4-0,5 pH-enheder. Det er en væsentlig højere pH-stigning, end hvad der er målt i en tidligere afprøvning, hvor pH kun steg 0,2 pH-enheder ved påfyldning af korn og vand [1]. I begge undersøgelser var der 50 % restmængde i tankene. Der var ingen væsentlig ændring af pH fra morgen til eftermiddagsfodringen, hvilket viser, at fermenteringsprocessen var afsluttet allerede ved morgenfodringen ca. 16,5 timer efter blanding.      

Mikrobiologiske analyser af fermenteret korn

De mikrobiologiske analyser af fermenteret byg og hvede fremgår af appendiks 7. Prøverne til mikrobiologisk analyse blev som nævnt udtaget om morgenen efter ca. 16,5 timers fermentering. Indholdet af mælkesyrebakterier og mælkesyre var ens i fermenteret byg og fermenteret hvede, men indholdet af mælkesyrebakterier var højere og indholdet af mælkesyre var lavere end hvad der er fundet i tidligere afprøvninger [1], [2] og [3]. Indholdet af eddikesyre i fermenteret byg og hvede var også lavere end i fermenteret korn i de tidligere afprøvninger. Analyser af ikke-fermenteret byg og hvede viste et meget lavt indhold af eddikesyre (4,6 mmol pr. kg), mens der ikke blev fundet mælkesyre i det tørre korn. I tilskudsfoderblandingen var der også et lavt indhold af eddikesyre (13,8 mmol pr. kg) og desuden et lavt indhold af myresyre (3,2 mmol pr. kg) og smørsyre (1,5 mmol pr. kg).

Indholdet af de uønskede bakterier, enterobakterier og Cl. perfringens, var lavt og tæt på detektionsgrænsen i både fermenteret byg og hvede.  

Indholdet af gær var lidt højere i fermenteret hvede end i fermenteret byg, og niveauet af gær var højere end fundet i de tidligere afprøvninger. Der var et højere indhold af ethanol i fermenteret hvede end i fermenteret byg. Niveauet af ethanol var dog lavere, end hvad der er fundet i tidligere afprøvninger [2] og [3]. 

Samlet set viser de mikrobiologiske analyser, at kornet ikke var så meget fermenteret, som i de tidligere afprøvninger i praksis, da der var et lavere indhold af fermenteringsprodukterne (organiske syrer og ethanol) end i de tidligere afprøvninger.

Sigteprofil af formalet byg og hvede

I appendiks 8 er vist resultaterne af sigteanalyserne af formalet byg og hvede. Kornets formalingsgrad svarer til grov formaling, da kun 25 % af partiklerne i formalet byg og 31 % af partiklerne i formalet hvede var under 1 mm. Prøverne er sigtet i Bygholmsigte i ca. 3 minutter, hvor anbefalingen er mindst 5 minutter. Det er derfor sandsynligt, at prøverne var lidt finere formalet, end hvad det fremgår af appendiks 8. I de tidligere afprøvninger af fermenteret korn var kornet væsentligt finere formalet svarende til ca. 60 % af partiklerne under 1 mm ved tørsigtning i elektronisk sigteapparat [2] og [3]. Den grove formaling af kornet i denne undersøgelse kan måske forklare, hvorfor der var en lavere fermenteringsgrad og dermed et lavt indhold af organiske syrer og ethanol i det fermenterede korn sammenlignet med de tidligere undersøgelser. Ved grov formaling er der en mindre samlet overflade på partiklerne, hvor mikroorganismerne kan få adgang til næringsstofferne, sammenlignet med fin formaling.        

Vægttab ved fermentering

Det totale vægttab af indholdet i fermenteringstankene i perioderne mellem blanding og fodring er vist i appendiks 9. Vægttabet i fermenteringstankene var under 0,5 % fra påfyldning af frisk korn og vand i fermenteringstankene om eftermiddagen til fodring næste morgen (ca. 16, 5 timer). Vægttabet var endnu lavere i tidsrummet fra morgen- til eftermiddagsfodringen (ca. 6,5 timer). Vægttab ved fermentering skyldes dels fordampning af vand og dels CO2-produktion og dermed tørstoftab. I en tidligere afprøvning af fermenteret korn blev der fundet et tørstoftab på ca. 0,8 % [3]. Der er således god overensstemmelse mellem det tidligere fundet tørstoftab og vægttabet ved fermentering af korn i denne undersøgelse.       

Fordøjelighedsresultater

De målte fordøjeligheder af foderblandingerne med ikke-fermenteret og fermenteret byg og hvede fremgår af tabel 3. Fordøjelighederne er målt både for enden af tyndtarmen (ileal fordøjelighed) og i gødningen (fækal fordøjelighed). Den målte fordøjelighed for råprotein er tilsyneladende fordøjeligheder, da der ikke er korrigeret for basalt endogent tab, som det gøres, når der regnes i standardiserede fordøjeligheder i det danske fodervurderingssystem til svinefoder [5]. 

Tabel 3. Fordøjelighed af næringsstoffer i foderblandingerne

Fordøjelighederne af ikke-fermenteret og fermenteret byg og hvede fremgår af tabel 4. Værdierne er beregnet ved differencemetode, hvor der er korrigeret for fordøjeligheden af sojaskrå ud fra resultater fra tidligere forsøg [6]. Sojaskrå udgjorde 85 % af tilskudsfoderblandingen, som blev anvendt i alle fire foderblandinger. Fordøjelighederne vist i tabel 4 udtrykker således fordøjelighederne af korndelen i foderblandingerne. Det var ikke muligt at beregne fordøjeligheden af fosfor i de fermenterede kornfraktioner, da fordøjeligheden af fosfor i sojaskrå afhænger af kornets aktuelle fytaseaktivitet. 

Tørstof

Fordøjeligheden af næringsstofferne steg ved fermentering af korn, og effekten var større for byg end for hvede. Ved fermentering af byg steg både ileal og fækal fordøjelighed af tørstof statistisk sikkert både målt direkte på fordøjeligheden af foderblandingen (tabel 3) og målt på fordøjeligheden af bygdelen af foderblandingen (tabel 4). Ved fermentering af hvede steg den ileale fordøjelighed af tørstof i hvededelen af foderblandingen statistisk sikkert, og der var der tendens (p=0,07) til højere fækal fordøjelighed af tørstof i hvededelen (tabel 4). Derimod var der ingen sikker forskel i ileal og fækal fordøjelighed af tørstof i foderblandingerne med ikke-fermenteret og fermenteret hvede (tabel 3).

Organisk stof, EFOS og EFOSi

Den ileale og fækale fordøjelighed af organisk stof er referencegrundlaget for foderanalyserne EFOSi (enzymfordøjeligt organisk stof ved ileum) og EFOS (enzymfordøjeligt organisk stof), der er centrale analyser til bestemmelse af foderenheder (FEsv og FEso) i det danske fodervurderingssystem til svinefoder [5]. Der var som nævnt ingen væsentlig ændring i analyseret EFOSi og EFOS ved fermentering af byg og hvede. Derimod viste fordøjelighedsresultaterne en statistisk sikker stigning i ileal fordøjelighed af organisk stof på 9 % ved fermentering af byg og 3 % ved fermentering af hvede (tabel 4). Desuden var der en statistisk sikker stigning i fækal fordøjelighed af organisk stof på 3 % ved fermentering af byg. Den fækale fordøjelighed af organisk stof ved fermentering af hvede steg 1 %, men forskellen var ikke statistisk sikker. Målt direkte på fordøjelighed af foderblandingerne var der statistisk sikker forskel på både ileal og fækal fordøjelighed af organisk stof ved fermentering af byg (tabel 3). Derimod var der kun tendens (p=0,08) til højere ileal fordøjelighed af organisk stof i foderblandingen med fermenteret hvede.

Disse resultater viser, at energiværdien stiger ved fermentering af korn, men in vitro-analyserne EFOS og EFOSi er ikke egnet til at vurdere effekten af fermentering på energiværdien i kornet. En del af forklaringen på dette kan være, at in vitro-analyserne EFOS og EFOSi viser den potentielle fordøjelighed af næringsstoffer ved meget fin formaling af kornet. Ved fermentering af korn bliver det formalede korn med en given formalingsgrad yderligere findelt, hvilket forventes at påvirke fordøjeligheden af næringsstoffer positivt, men dette bliver ikke målt i EFOS- og EFOSi-analyserne. En anden del af forklaringen kan være, at der dannes nogle nedbrydningsprodukter af fibre (NSP) ved fermentering bl.a. mælkesyre og ethanol, der er lettere fordøjelige for grisene end NSP, men dette kan ikke måles i EFOS- og EFOSi-analyserne.

Årsagen til, at der var større effekt ved fermentering af byg end ved fermentering af hvede målt på fordøjelighed af organisk stof er sandsynligvis, at der var et højere indhold af NSP i byg end i hvede (appendiks 4), og at en større del af NSP i byg end i hvede blev nedbrudt ved fermentering.

Formalingsgraden af kornet var som nævnt grov (appendiks 8), hvilket kan have betydning for resultaterne. Det antages, at effekten af fermentering på fordøjelighed af organisk stof er større ved grov formaling end ved fin formaling, da fin formaling øger fordøjeligheden. Der er således et større potentiale for at øge fordøjeligheden ved fermentering, når kornet er groft formalet, end når det er fint formalet. De procentvise stigninger i fordøjeligheden af organisk stof, som er fundet i dette forsøg, er derfor antageligt højere end hvad der kan forventes, hvis kornet er finere formalet.

Tabel 4. Beregnet fordøjelighed af næringsstoffer i ikke-fermenteret og fermenteret byg og hvede¹⁾

Råprotein

Ved fermentering af byg steg den ileale og fækale fordøjelighed af råprotein statistisk sikkert med 4 % i foderblandingen (tabel 3). Der var som nævnt et højere indhold af tilskudsfoder i foderblandingen med fermenteret byg end i foderblandingen med ikke-fermenteret byg (appendiks 2). Da proteinfordøjeligheden er højere i sojaskrå end i byg, kan en del af den målte forskel i proteinfordøjeligheden mellem blandingerne med ikke-fermenteret og fermenteret byg således forklares med højere indhold af tilskudsfoder i blandingen med fermenteret byg. Ved fermentering af hvede blev der fundet et fald i den ileale fordøjelighed af råprotein i foderblandingen. Det er uvist, hvad der er årsag til denne forskel ved fermentering af henholdsvis byg og hvede. Samlet set tyder resultaterne ikke på, at proteinfordøjeligheden stiger ved fermentering af korn. 

Bruttoenergi

Den ileale og fækale fordøjelighed af bruttoenergi steg statistisk sikkert ved fermentering af byg både målt i foderblandingen (tabel 3) og i bygdelen af foderblandingen (tabel 4). Ved fermentering af hvede var der statistisk sikkert højere ileal fordøjelighed af bruttoenergi i hvededelen af blandingen, men kun tendens (p=0,07) til højere ileal fordøjelighed af hele foderblandingen. De målte højere fordøjeligheder af bruttoenergi ved fermentering af byg og hvede understøtter resultaterne af fordøjelighederne af organisk stof. Fordøjelighederne af bruttoenergi, som måles i et bombekalorimeter, er ikke det samme som energiværdien udtrykt i foderenheder (FEsv og FEso), da foderenheder beregnes i fysiologisk energi.

Fosfor

Den totale (fækale) fordøjelighed af fosfor i foderblandingerne steg med henholdsvis 44 og 33 % ved fermentering af byg eller hvede (tabel 3). Forskellene var statistisk sikre og skyldes, at 75-80 % af det fytinsyre-bundne fosfor blev frigjort i kornet under fermenteringen (appendiks 4). Til trods for, at en del af plantefytasen i kornet blev omsat og inaktiveret under fermenteringsprocessen, var den resterende fytase i stand til at stimulere nedbrydningen af fytinsyre i sojaskrå. De målte stigninger i fækal fordøjelighed af fosfor ved anvendelse af fermenteret korn i foderblandingen er derfor ikke et mål for øget fordøjelighed i kornet alene, da der også er et bidrag af fordøjeligt fosfor fra sojaskrå.  

Analyser af prøver udtaget for enden af tyndtarmen (ileum) viste, at indholdet af fytinsyre-bundet fosfor var 26 % lavere ved anvendelse af fermenteret byg i stedet for ikke-fermenteret byg i foderblandingen. Ved fermentering af hvede var indholdet af fytinsyre-bundet fosfor 59 % lavere i ileumprøver end ved anvendelse af ikke-fermenteret hvede i foderblandingen. Disse resultater understøtter således resultaterne af fosforfordøjelighederne.    

Den fækale fordøjelighed af fosfor i blandingerne med ikke-fermenteret byg og hvede var lav i forhold til beregnet fordøjelighed i blandingerne ud fra tabelværdier for vårbyg, hvede og sojaskrå (Videncenter for Svineproduktion). Den beregnede fordøjelighed af fosfor uden tilsat fytase var 42 % i blandingen med byg og 46 % i blandingen med hvede. Effekten af fermentering af korn på fordøjeligheden af fosfor er derfor sandsynligvis højere i dette forsøg, end hvad der normalt kan forventes, når fordøjelighed af fosfor i blandinger med ikke-fermenteret korn som udgangspunkt er højere. På trods af den lave fordøjelighed af fosfor i blandingerne med ikke-fermenteret byg og hvede blev der som nævnt fundet højt indhold af fytase, især i byg (appendiks 4). Årsagen til den lave fordøjelighed af fosfor i blandingerne med ikke-fermenteret korn kan være, at kornet som nævnt var groft formalet (appendiks 8). Potentialet for forbedring af fosforfordøjeligheden ved fermentering af korn er derfor antageligt lavere, når kornet er finere formalet, end fundet i dette forsøg.

Tidligere forsøg har vist, at fordøjeligheden af fosfor i blandinger med fermenteret korn og uden tilsat mikrobiel fytase kan øges til omkring 60 %, hvilket er på niveau med resultatet ved fermentering af hvede i det aktuelle forsøg. Hvis der blev tilsat mikrobiel fytase til tilskudsfoderet og blandingen af fermenteret korn og tilskudsfoder fermenterede yderligere, blev der målt fordøjeligheder af fosfor på op til 70-75 % (resultater under publicering). Det skal påpeges, at der i det aktuelle forsøg ikke blev tilsat mikrobiel fytase hverken til kornfraktionen eller i tilskudsfoderet.