Konklusion
Fordøjelighedsforsøg viste, at energiværdien af byg og hvede steg ved fermentering. Effekten var størst ved fermentering af byg, hvor fordøjeligheden af organisk stof for enden af tyndtarmen steg statistisk sikkert med 9 %. Ved fermentering af hvede steg fordøjeligheden af organisk stof statistisk sikkert med 3 %. Stigningen i energiværdien ved fermentering af korn kunne ikke vises ved foderanalyser (FEsv), hvilket viser, at in vitro-analyserne EFOS og EFOSi ikke kan anvendes til vurdering af effekten af fermentering.
Fordøjeligheden af fosfor i foderblandinger baseret på byg eller hvede og tilskudsfoder steg statistisk sikkert ved fermentering af kornet. Der blev ikke tilsat mikrobiel fytase. Ved fermentering af byg steg fordøjeligheden af fosfor i foderblandingen fra 32 til 47 %, og ved fermentering af hvede steg fordøjeligheden af fosfor i blandingen fra 43 til 57 %. Fordøjeligheden af fosfor i foderblandingerne med ikke-fermentet korn var dog lavere end normalt, hvilket kan have påvirket resultaterne, så effekten af fermentering er større i dette forsøg, end hvad der normalt kan forventes.
Kornet var groft formalet (ca. 30 % under 1 mm), hvilket kan have påvirket resultaterne. Ved finere formaling af kornet forventes en mindre effekt af fermentering både på fordøjeligheden af energi og fosfor end fundet i dette forsøg, hvilket skyldes, at fin formaling øger fordøjeligheden af næringsstoffer.
Vægttabet ved fermentering af byg og hvede var under 0,5 %. Vægttab ved fermentering skyldes dels fordampning af vand og dels CO2-produktion og dermed tørstoftab.
Anbefaling om beregning af energiværdi i fermenteret korn vil blive foretaget ud fra resultaterne af et produktionsforsøg med slagtesvin, som er under publicering. Fosforudnyttelse i fermenteret korn undersøges yderligere i et produktionsforsøg med søer, som er under opstart. Indtil resultaterne for disse forsøg foreligger, anbefales det ikke at indregne højere energiværdi eller højere fosforudnyttelse ved optimering af foderblandinger med fermenteret korn.