Konklusion
I begge besætninger kunne cirka 10 pct. af søerne med 15 funktionelle patter passe 15 grise helt frem til fravænning. I besætning 1 steg pattegrisedødeligheden betydeligt ved 15 grise i kuldet, mens der ikke var så stor forskel på pattegrisedødeligheden i besætning 2, uanset om søerne passede 11, 13 eller 15 pattegrise. I besætning 2 var der kun få grise i afprøvningen, der vejede under 1 kg, og der blev meget hurtigt flyttet pattegrise til opsamlingssøer i besætning 2. Uanset fraflytning af pattegrise og stigende pattegrisedødelighed, så blev der fravænnet flere grise pr. sti, hvis søerne passede 15 grise. I begge besætninger vejede pattegrisene cirka 150 gram mindre ved fravænning pr. ekstra pattegris i kuldet. Den lavere fravænningsvægt ramte alle grise, og ikke kun de mindste grise i kuldet.
Der var ikke forskel på søernes frugtbarhed i det efterfølgende kuld. Med det begrænsede datamateriale (87 søer pr. gruppe) er det dog kun store effekter på frugtbarheden, der vil kunne påvises
Danske søer kan passe 13-15 pattegrise, hvis søerne har funktionelle patter til dette. De første fire dage skal der føres intensivt opsyn med søerne, så man sikrer sig, at alle grisene har fået en velfungerende patte.
Ved en høj kuldstørrelse i dieperioden opnås en besparelse af stiplads til ammesøer. Til gengæld skal der indgå flere opsamlingssøer, og pattegrisene vejer mindre ved fravænning. Der skal også gøres en større indsats omkring tilsynet med pattegrisene, så pattegrisedødeligheden ikke stiger til et uacceptabelt niveau. Der var ikke tegn på, at høj kuldstørrelse påvirkede pattegrisenes overlevelse efter fravænning eller soens efterfølgende produktion.
