Baggrund
Som følge af avlsmålet LG5 ”levende grise dag 5” stiger kuldstørrelsen. For at reducere antallet af ammesøer og dermed udnytte flest mulige af farestierne til faringer, er det relevant at vide, hvor mange grise søerne selv kan passe, og at kende konsekvenserne af forskellige antal diende grise, på henholdsvis pattegrisenes dødelighed og tilvækst og på søernes sundhed og efterfølgende frugtbarhed. Da alle grise skal optage mælk samtidig, antages det, at soen maksimalt kan passe det antal grise, som den har funktionelle patter ved faring. Selv om søer har 13-15 funktionelle patter, lægges der sjældent så mange grise til søerne. Det skyldes erfaringen, at grisene dør eller at de skal flyttes fra soen igen som efternølere. Det er tidligere vist, at pattegrisedødeligheden stiger, når der lægges flere grise til søerne, og at fravænningsvægten samtidig falder [1], [2].
I afprøvningen er det undersøgt, hvor mange grise der dør eller skal flyttes fra en so med 15 grise i forhold til en so med 13 eller 11 grise, samt hvornår dette sker, således at man med et forbedret management har mulighed for at forebygge eller forbedre håndteringen af efternølere.
