Konklusion

Ved at temperere indsugningsluften med et jordkøle-varmeanlæg om sommeren var der som gennemsnit tendens til lavere lugtemission i forsøgssektionerne i forhold til kontrolsektionerne. På varme dage var der en statistisk sikker lavere lugtemission på 39 % fra forsøgssektionerne i forhold til kontrolsektionerne. Om sommeren var der tendens til lavere ammoniakemission fra forsøgssektionerne i forhold til kontrolsektionerne. Over hele året som gennemsnit var der ingen statistisk sikker forskel på ammoniakemissionen.

Anlægget var gennem året i stand til at holde temperaturen i indsugningsluften i forsøgssektionerne mellem 4,3 og 19,6 °C, selvom udetemperaturen varierede mellem -4 og 32 °C. Totalt set blev der over året anvendt 45 kWh pr. faresti mindre til ventilation i forsøgssektionerne i forhold til kontrolsektionerne svarende til en besparelse på 34 kr. pr. faresti pr. år. Modsat krævede jordkøle-varmeanlægget et elforbrug over året på 47 kWh pr. faresti svarende til 35 kr. pr. faresti pr. år og omkostningerne var således højere end besparelsen vedrørende ventilationen.
Forbrugsomkostninger udgjorde således 1 kr. pr. faresti pr. år, idet der ingen varmebesparelse var ved at anvende jordkøle-varmeanlægget. Forrentning og afskrivning af anlægsinvesteringen svarede til en årlig kapitalomkostning på 777 kr. pr. faresti.

I løbet af afprøvingsperioden opstod der driftsproblemer, der understreger vigtigheden af at have et velfungerende alarmanlæg, som fanger eventuelle strømafbrydelser. Ligeledes skal sikkerhedsanordninger kontrolleres med jævne mellemrum. Endelig er det for anlægsfunktionen vigtigt, at loftsrummet er tæt, så al ventilationsluft ledes gennem varmeveksleren. Der er på nuværende tidspunkt kun etableret ét anlæg i Danmark, hvilket gør at der er begrænsede erfaringer med anlægget i Danmark. Der er således behov for flere afprøvninger af anlægget, der kan dokumentere anlæggets reduktionseffektiviteter for lugt og ammoniak i andre staldtyper.