Resultater

Foderanalyser

Der var en god overensstemmelse mellem det analyserede og det deklarerede indhold af næringsstoffer i blandingerne, selv om der blev fundet et højere indhold af calcium end deklareret. Både de deklarerede tal og analyseresultaterne er vist i appendiks 1.

Skuldersår

Resultaterne af registreringerne, som blev foretaget ved fravænning, er vist i tabel 2. Da der var niveauforskelle mellem besætningerne, er tallene vist for hver besætning. Forekomsten af skuldersår var generel lav i besætningerne, men det var muligt at finde en statistisk sikker reduktion i antal søer med skuldersår, når en ekstern person gennemførte en systematisk huldstyring (forsøg) i alle besætningerne. Søernes huld har stor betydning for risikoen for udvikling af skuldersår, hvilket fremgår af tabel 6.

Tabel 2. Frekvens af skuldersår

Tabel 3 viser forsøgssøernes placering på de tre sofoderkurver, som fremgår af tabel 1. Tallene er samlet fra alle tre besætninger. Ved indsættelse i drægtighedsstalden blev 65 procent af søerne sat på foderkurven for middel søer, mens resten af søerne kom på foderkurven til tynde søer. Når søerne blev sat i farestalden var 92 procent af søerne placeret på foderkurven til middel søer, så huldstyringen virkede efter planen. Der var konstant 2 procent af søerne på foderkurven til de fede søer. Der er ikke lavet nogen opgørelse over kontrolsøernes placering på foderkurverne.

Tabel 3. Forsøgssøernes placering på de forskellige foderkurver i drægtighedsperioden

Tabel 4 viser ændringen i rygspæktykkelsen hos søerne henover drægtighedsperioden og søernes gennemsnitlige daglige foderoptagelse i drægtighedsperioden. For besætning A er ligeledes vist vægtændringen.

Både kontrol- og forsøgssøerne i besætning A havde i gennemsnit taget 43–50 kg på i drægtighedsperioden, hvilket svarer til en stigning i rygspæktykkelse på 3-5 mm. Den gennemsnitlige stigning i rygspæktykkelse var på samme niveau i de to øvrige besætninger. For alle tre besætninger opnåede forsøgsgruppen, hvor den eksterne person styrede huldet, det gennemsnitlige højeste niveau. Kun i besætning A var der markant forskel mellem den gennemsnitlige rygspæktykkelse mellem grupperne. I besætning A og C var der et marginalt højere foderforbrug i forsøgsgruppen. Dette skyldes, at huldet på søerne er forbedret mere i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen.

Tabel 4. Vægtændring og foderforbrug hos drægtige søer

Tabel 5 viser ændringen i rygspæktykkelse hos søerne henover diegivningsperioden og søernes gennemsnitlige foderoptagelse på 8. og 21 diegivningsdag. For besætning A er ligeledes vist vægtændringen.

Grise, fosterhinder og fostervæske vejer fra 20 til 23 kg, derfor har søerne i besætning A i gennemsnit haft et vægttab på 20–25 kg i diegivningsperioden, hvilket svarer til et tab i rygspæktykkelse på 3-4 mm. Det gennemsnitlige tab i rygspæktykkelse var på samme niveau i de to øvrige besætninger. Der var ikke forskel i det gennemsnitlige rygspæktab mellem grupperne i besætningerne. Foderoptagelsen på dag 8 og 21. i diegivningsperioden var marginalt højere i forsøgsgruppen i besætningerne.

Tabel 5. Vægtændring og foderoptagelse hos diegivende søer

   
Resultaterne i tabel 4 og 5 dækker over en væsentlig spredning indenfor grupperne. Det viste sig, at spredningen på rygspæktykkelsen, målt ved indgang til farestalden, var signifikant højere i kontrolgruppen end i forsøgsgruppen. Det betyder, at huldet på forsøgssøerne var mere ensartet end på kontrolsøerne. Den eksterne person har således været statistisk sikkert bedre til at styre søerne i ensartet huld end de ansatte i besætningerne.

Delkonklusion

Afprøvningen har vist, at en systematisk huldstyring i løbet af drægtighedsperioden betyder, at søerne er mere ensartede ved faring. Dette resulterer i en statistisk sikker lavere risiko for, at søerne udvikler skuldersår.