Materiale og metode

Afprøvningen blev gennemført i tre sobesætninger, hvor farestierne havde delvist spaltegulv. Søerne var opstaldet i løsdrift med elektronisk sofodring i drægtighedsperioden, så der var mulighed for individuel fodring i hele soens cyklus.

Besætningsbeskrivelse

Besætning A havde 530 årssøer med 4-ugers fravænning og ugedrift. Farestaldene var indrettet med traditionelle kassestier. De drægtige søer var opstaldet i et ESF-system i drægtighedsperioden.

Besætning B havde 625 årssøer med 4-ugers fravænning og 2-ugers drift. Der var traditionelle kassestier i farestaldene. De drægtige søer var opstaldet i et ESF-system i drægtighedsperioden.

Besætning C havde 850 årssøer med 4-ugers fravænning og ugedrift. Her var også traditionelle kassestier i farestaldene. Søerne var opstaldet i bokse i fire uger efter løbning. Herefter blev de opstaldet i et ESF-system i resten af drægtighedsperioden.

Fodring

Alle besætningerne anvendte en diegivnings- og en drægtighedsblanding, som blev indkøbt fra en foderstofvirksomhed. De anvendte foderblandinger skulle overholde Videncenter for Svineproduktions anbefalinger for indhold af næringsstoffer [4].

Drægtige søer

I drægtighedsperioden blev alle søerne fodret med samme blanding.

Diegivende søer

Det blev tilstræbt, at søerne blev overført til farestalden cirka en uge før forventet faring. I diegivningsperioden blev alle søerne fodret med samme blanding. Søerne blev fodret efter tilnærmet ædelyst i begge grupper, når de havde været diegivende i omkring en uge. Søerne skulle mindst kunne optage følgende fodermængder:

Indtil 7. dagen efter faring: Minimum 2,0 FEso + 0,2 FEso pr. gris daglig.
Fra 7.-14. dagen efter faring: Minimum 2,0 FEso + 0,3 FEso pr. gris daglig.
Fra 14. dagen til fravænning: Minimum 2,0 FEso + 0,4 FEso pr. gris daglig.

Strategien for fodring af pattegrisene var ens i de to grupper i hver besætning.

Foderanalyser

Der blev udtaget foderprøver to gange pr. besætning. Foderprøverne blev efterfølgende analyseret for indhold af råprotein, fedt, aske, træstof, energi (EFOS), calcium, fosfor, lysin, methionin, cystin og treonin. 

Foderkurver

I hver besætning var der tre foderkurver til drægtige søer og en foderkurve til gylte. Kurverne er vist i tabel 1. For hver kurve var det også muligt at regulere mængden via +/- knappen, det vil sige en procentvis øgning eller reduktion inden for kurven, men så vidt muligt skulle søerne skifte kurve, hvis de ikke var i middel huld. Alle foderstationerne blev kontrolleret ved opstart af afprøvningen, så de udfodrede præcist. Denne kontrol blev gentaget flere gange i afprøvningsperioden.

Tabel 1. Foderkurver i drægtighedsperioden

Foderkurver til drægtige søer	Fed	Middel	Tynd	Gylte
FEso, dag 0-28	2,5	3,0	4,0	2,3
FEso, dag 29-84	2,0	2,5	3,7	3,0
FEso, dag 85-114	3,5	3,5	4,0	3,3
FEso, dag 114 – faring	2,5	2,5	2,5	2,0
Vinterregulering, Feso	0,2	0,3	0,4	0,3

Grupper

Ved afprøvningens start blev søerne delt tilfældigt i to grupper, som var faste i hele afprøvningsperioden.

Kontrolgruppen:

Den daglige fodermængde til alle søerne blev styret af personalet ud fra en visuel vurdering. Styringen af huldet var således ikke sat systematisk op, som det var tilfældet i forsøgsgruppen.

Forsøgsgruppen:

Alle søernes huld blev vurderet fire gange i løbet af en cyklus - efter fravænning, efter cirka 30 dages drægtig-hed, efter cirka 70 dages drægtighed og ved faring. Huldvurderingen blev gennemført ved at mærke (palpere) på søerne. Ud fra huldvurderingen blev søerne placeret på en af foderkurverne i tabel 1. Alle forsøgssøerne blev huld-vurderet og sat på foderkurve af samme eksterne person i alle besætningerne. Denne person var svinerådgiver Lars Winther fra LandboNord. Før afprøvningens start var han instrueret i at huldvurdere søer ved at mærke på dem, jf. nedenstående figur 1. Det skulle tilstræbes, at søerne var middel i huld svarende til huldkarakteren 3.

I diegivningsperioden blev foderstyrken til både kontrol- og forsøgssøerne reguleret af personalet i besætningen.