Konklusion

I denne afprøvning blev der gennemført en række målinger af søernes rygspæktykkelse ved faring og fravænning for at kunne give et tal for søernes huld, så vi kunne måle på effekten af huldstyring. Foderstrategien var imidlertid styret af at mærke på søerne på udvalgte tidspunkter i løbet af cyklus og ikke efter at man skulle opnå en given rygspæktykkelse ved faring eller fravænning. Foderstrategien sigtede efter at opnå et middel huld (huldkarakteren 3) ved faring.

Resultaterne fra denne afprøvning viste, at det må anbefales at fodre søerne, så de var i middel huld (huldkarakteren 3) ved faring, da det gav statistisk sikkert færre skuldersår.

Afprøvningen viste også, at den eksterne person (forsøgsgruppen) var statistisk sikkert bedre til at få søerne i ensartet huld ved faring end medarbejderne i besætningerne (kontrol). Dette resultat blev opnået, fordi den eksterne person mærkede på samtlige søer ved huldvurderingen fire gange i løbet af drægtighedsperioden. Denne metode til huldstyring må derfor anbefales, da den sikrede, at søerne blev placeret på den korrekte foderkurve i drægtighedsstalden.

En tværgående analyse af datasættet viste, at der var en statistisk sikker sammenhæng mellem rygspæktykkelse i P2 ved faring, kuldnummer, antal dødfødte grise pr. kuld og skuldersår. Sammenhængen bestod i, at søerne med det dårligste huld og dermed den laveste rygspæktykkelse fik flest skuldersår og flest dødfødte grise pr. kuld. Det må derfor anbefales, at søerne har en rygspæktykkelse på mindst 15 mm og gerne lidt højere på faringstidspunktet, da det giver en statistisk sikker mindre risiko for dødfødte grise og skuldersår.

Den tværgående analyse af datasættet viste også, at der var en statistisk sikker sammenhæng mellem rygspæktykkelse i P2 ved løbning og antallet af fødte grise i det efterfølgende kuld. Søerne med det dårligste huld og dermed den laveste rygspæktykkelse ved løbning fik også færrest fødte grise. Søerne bør således have en rygspæktykkelse på mindst 15 mm på løbetidspunktet.

Der er en vis usikkerhed på måling af rygspæktykkelsen i P2, derfor kan fodringen ikke alene tilrettelægges efter et givet rygspækmål, men også efter en manuel huldvurdering. Rygspækmåling er dog en rigtig god metode til at kalibrere den huldvurdering, som foretages ved at mærke på søerne.

Søerne skal have huldkarakteren 3 ved faring og fravænning. Det sikrer, at faringen gennemføres uden problemer og at risikoen for skuldersår begrænses, samt at søerne får en tilfredsstillende kuldstørrelse i det efterfølgende kuld.