Baggrund
Skuldersår forekommer sporadisk i danske sobesætninger. Skuldersår kan sammenlignes med tryksår hos mennesker og opstår som følge af et længerevarende tryk på vævet. Særligt udsat er områder, hvor knogler ligger lige under huden. Hos soen er det den meget højtliggende kam på skulderbladet [1].
Risikoen for skuldersår hos søer er størst i de første uger efter faring. Når soen ligger i sideleje opstår et længerevarende tryk på vævet mellem kammen på skulderbladsknoglen og gulvet. Trykket på vævet nedsætter blodcirkulationen i området, der i værste fald medfører, at skuldersår udvikles.
Søernes huld ved faring har betydning for frekvensen af skuldersår. En undersøgelse viste, at søer med 16 mm rygspæk eller derover ved faring udviklede få og milde skulderskader [2]. I samme undersøgelse fandtes en sikker stigning i antal søer med skuldersår ved faldende rygspæktykkelse under 16 mm. Omfanget af rygspæktab i diegivningsperioden havde ikke betydning for frekvensen af skuldersår ved fravænning. For hver ekstra millimeter rygspæktykkelse ved faring steg tabet i rygspæktykkelse i diegivningsperioden statistisk sikkert med 0,2 mm. Dette passede med, at søerne optog 100 gram mindre foder på fravænningsdagen for hver ekstra millimeter rygspæk ved faring [2].
Det forventes således, at der er en sammenhæng mellem soens fedningsgrad og frekvensen af skuldersår, samt at det specielt er tynde søer, som har en forhøjet risiko for skuldersår. Styringen af fodertildelingen i drægtighedsperioden er afgørende for soens fedningsgrad i farestalden.
Formålet med afprøvningen var at afklare, om en konsekvent huldstyring, som sikrede, at søerne var i tilstrækkeligt og ensartet huld ved faring, reducerede risikoen for at udvikle skuldersår i diegivningsperioden.
