Sammendrag
Afprøvningen er gennemført over en periode på 18 måneder i tre sobesætninger, som anvendte elektronisk sofodring med tørfoder i drægtighedsperioden. Foderstationerne var udstyret med fire foderkurver – tre til søer og en til gylte.
Søerne i besætningerne blev delt i to ens grupper. I den ene gruppe blev den daglige fodermængde til søerne styret af personalet i besætningen (kontrol) ud fra besætningens egen praksis. I den anden gruppe (forsøg) blev søernes huld vurderet fire gange i løbet af en cyklus - efter fravænning, efter cirka 30 dages drægtighed, efter cirka 70 dages drægtighed og ved faring. Huldvurderingen blev gennemført ved at mærke (palpere) på søerne. Ud fra huldvurderingen blev søerne placeret på en af de tre foderkurver. Alle forsøgssøerne blev huldvurderet og sat på foderkurve af samme eksterne person i alle besætningerne. Denne person var svinerådgiver Lars Winther fra LandboNord.
Der var en statistisk sikker reduktion i antal søer med skuldersår, når en ekstern person gennemførte en systematisk huldvurdering (forsøg). Kun cirka 2 procent af de søer, der var i middel huld, udviklede et skuldersår. Til sammenligning udviklede 9-10 procent af søerne i dårligt huld et skuldersår.
En tværgående analyse af datasættet viste, at der var en statistisk sikker sammenhæng mellem rygspæktykkelse i P2 ved faring, kuldnummer, antal dødfødte grise pr. kuld og skuldersår. Sammenhængen bestod i, at søerne med det dårligste huld og dermed den laveste rygspæktykkelse fik flest skuldersår og flest dødfødte grise pr. kuld. Det må derfor anbefales, at søerne har en rygspæktykkelse på mindst 15 mm og gerne højere på faringstidspunktet, da det giver en statistisk sikker mindre risiko for dødfødte grise og skuldersår. Da der er en vis usikkerhed på måling af rygspæktykkelsen i P2, bør fodringen ikke alene tilrettelægges efter et givet rygspækmål, men også på en manuel huldvurdering, som inkluderer palpering. Rygspækmåling er dog en rigtig god metode til at kalibrere den huldvurdering, som foretages ved at mærke på søerne. Søerne skal have huldkarakteren 3 ved faring. Det sikrer, at faringen gennemføres uden problemer, og at risikoen for skuldersår begrænses, samt at soens produktivitet i diegivningsperioden bliver bedre. Dette er til gavn for den efterfølgende reproduktion. Den tværgående analyse af datasættet viste nemlig også, at der var en statistisk sikker sammenhæng mellem rygspæktykkelse i P2 ved løbning og antallet af fødte grise i det efterfølgende kuld. Søerne med det dårligste huld og dermed den laveste rygspæktykkelse ved løbning fik også færrest fødte grise. Søerne bør således have en rygspæktykkelse på mindst 15 mm på løbetidspunktet.
På baggrund af denne afprøvning må det anbefales at fodre søerne, så de er i middel huld (huldkarakteren 3) ved faring, da det giver statistisk sikkert færre skuldersår. I afprøvningen var den eksterne person (forsøgsgruppen) statistisk sikkert bedre til at få søerne i ensartet huld ved faring end medarbejderne i besætningerne (kontrol). Dette resultat blev opnået, fordi den eksterne person mærkede på samtlige søer ved huldvurderingen fire gange i løbet af drægtighedsperioden og derefter konsekvent satte søerne på den korrekte foderkurve i drægtighedsstalden.
Afprøvningen er støttet af EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram.
