Materiale og metode

Gennemførelse

Afprøvningen blev gennemført i to besætninger med elektronisk sofodring, hvor det var muligt at fodre med to drægtighedsblandinger i hver foderstation.

Kontrolblandingen var en kornbaseret drægtighedsblanding, mens forsøgsblandingen var tilsat 33 procent Pulpetter. Der blev anvendt samme recepter i begge besætninger (se appendiks 1).

Besætningsbeskrivelse besætning A

Besætningen var på cirka 650 årssøer. I drægtighedsperioden var søerne opstaldet i en storsti. Storstien var indrettet med store redekasser og spaltegulv i gøde-/aktivitetsområdet. Gyltene var opstaldet i en separat sti. I stien med søerne var der placeret syv foderstationer, mens der i gyltestien var to foderstationer. Der blev dagligt tildelt halm i redekasserne. Søerne blev indsat i stierne lige efter løbning. Sofoderet var hjemmeblandet tørfoder.   

Grupper
Søerne blev delt i to grupper efter ørenummer ved indsættelsen i drægtighedsstien. Søer med ulige numre var kontrolgruppe og søer med lige numre var forsøgsgruppe. Gylte indgik ikke i afprøvningen. Halmtildeling og management var ens i de to grupper.

Besætningsbeskrivelse besætning B

Besætningen var på 660 årssøer med 14-dages drift. I drægtighedsperioden var søerne opstaldet i fire storstier. I hver storsti var der fire store redekasser og spaltegulv i gøde-/aktivitetsområdet. Der var en sti til gylte, en sti til små og svage søer og to stier til almindelige søer. Afprøvningen omfattede kun de to stier med almindelige søer. I hver sti var der placeret to foderstationer. Der blev dagligt tildelt halm i redekasserne. Søerne blev indsat i stierne lige efter løbning. Sofoderet var indkøbt tørfoder.

Grupper
Søerne blev delt i to ens grupper med samme aldersfordeling i de to stier. Alle søer i den ene sti blev fodret med kontrolfoderet og kaldtes kontrolgruppen. Alle søer i den anden gruppe blev fodret med forsøgsfoder og kaldtes forsøgsgruppen. Der blev løbende indsat søer i de to stier, således at der hele tiden var det samme antal søer i hver af de to stier. Halmtildeling og management var ens i de to stier. Gylte indgik ikke i afprøvningen.

Registreringer

• Alle data fra foderstationerne blev løbende opsamlet og kontrolleret.
• Alle søer, som blev taget ud af stierne i drægtighedsstalden og ikke overført til farestalden, blev registreret med dato og årsag.
• Alle søernes produktionsresultater blev registreret.
• Den tildelte halmmængde blev registreret i besætning B. Dette var ikke praktisk muligt i besætning A, da kontrol- og forsøgssøerne var i samme sti.

Fodring

Drægtige søer
I drægtighedsperioden blev alle søerne i hver besætning fodret efter tre foderkurver. Valg af foderkurve blev styret af søernes huld. Kontrolblandingen havde 10 procent flere FEso pr. kg end forsøgsfoderet med Pulpetter, og derfor var foderkurven i kg 10 procent lavere i kontrolgruppen. Forsøgssøerne skulle således æde 10 procent mere foder end kontrolsøerne. Begge blandinger var optimeret efter gældende normer [10].

Diegivende søer
I diegivningsperioden blev alle søerne i hver besætning fodret med samme blanding, som var optimeret efter gældende normer [10]. Søerne blev fodret efter tilnærmet ædelyst i begge grupper, når de havde været diegivende i omkring en uge.

Statistik

De primære måleparametre var: antal foder- og tombesøg i foderstationerne, som blev analyseret ved en variansanalyse i SAS under proceduren proc MIXED.

De sekundære måleparametre var: udtagning af søer fra stierne.

Resultater

Fodringen fungerede tilfredsstillende i besætningerne, men søerne skulle vænne sig til forsøgsblandingen, så de første dage efter indsættelsen var foderstyrken halveret. Herefter var der ingen problemer.

Foderanalyser
Der var en god overensstemmelse mellem det analyserede og det deklarerede indhold af næringsstoffer i blandingerne, selv om der blev fundet et højere indhold af calcium end deklareret i begge blandinger. Både de deklarerede tal og analyseresultaterne fra de to besætninger er vist samlet i appendiks 1.

Halmtildeling
Da afprøvningen startede i besætning B blev søerne i begge grupper tildelt samme mængde halm (200 gram pr. so pr. dag). Det blev hurtigt klart, at forsøgssøerne åd væsentligt mindre halm end kontrolsøerne, da der var ophobninger af snavset halm i lejerne. Dette var ikke holdbart, så mængden af halm til forsøgssøerne blev reguleret ned. Ved tildeling af 50 gram halm pr. so pr. dag blev det vurderet, at halmresterne var ens i lejerne i de to grupper. Denne tildeling blev fastholdt i resten af afprøvningsperioden. Ud fra disse resultater blev det konkluderet, at kontrolsøerne optog fire gange så meget halm som forsøgssøerne. Den forskellige optagelse af halm hos søerne må forventes at være et udtryk for forskellig motivation for at søge føde.

Det var ikke muligt at lave opgørelse af halmforbrug i besætning A, da kontrol- og forsøgssøerne gik i samme sti.

Afgangsårsager
Årsagerne til at søerne blev taget ud fra stierne i drægtighedsstalden og indsat i sygesti er vist i tabel 1.

Tabel 1. Udtagningsårsager fra drægtighedsstier

Der var ikke forskelle i udtagningsårsagerne mellem grupperne i de to besætninger. I besætning B blev det dog bemærket, at gulvene var mere fedtede og der var gødningsophobninger på spaltegulvene, når søerne fik forsøgsfoderet med Pulpetter. Dette er også set i andre undersøgelser, hvor søerne har fået store mængder Pulpetter. I besætning A er der observeret dobbelt så mange udtagne søer med årsagen ”klovskade/byld” i forsøgsgruppen i forhold til kontrolgruppen. Der er ikke noget forklaring på dette og det må betragtes som en tilfældighed. Der er også udtaget flere søer med årsagen manglende huld i forsøgsgruppen. Det er også set i andre undersøgelser, at nogle søer har svært ved at æde foder med store mængder Pulpetter.
 
Reproduktionsresultaterne fra de to besætninger er vist i tabel 2.

Tabel 2. Reproduktionsresultater

Der blev ikke fundet sikre forskelle i reproduktionsresultaterne mellem grupperne i de to besætninger, selv om antal totalfødte grise var lavest i forsøgsgruppen. I tilsvarende undersøgelser med store mængder Pul-petter i foder til drægtige søer [3], [4], [5] er der også set lavere kuldstørrelse, når søer fik store mængder Pulpetter.

Registreringer i foderstationerne
Søernes brug af foderstationerne (foder- og tombesøg) blev registreret, så alle data om besøg, tidspunkt og fodermængde blev indsamlet. Foderbesøg var defineret som besøg, hvor soen fik foder og tombesøg var defineret som besøg, hvor soen ikke fik foder. I forbindelse med udtagningen af søer til farestald eller ind-sættelse af nye søer i stierne kunne antallet af søer pr. foderstation variere. Dette er der taget hensyn til i de efterfølgende figurer, hvor der kun er medtaget data for de perioder, hvor der var mellem 60 og 70 søer pr. foderstation i besætning A og mellem 50 og 60 søer pr. station i besætning B.

Der blev samlet data fra foderstationerne i to perioder. I periode 1 havde foderstationerne samme indstil-ling i de to grupper, således var der 30 sekunder mellem hver udfodring og 120 sekunder fra sidste udfodring til baglågen åbnede. Denne indstilling blev valgt, fordi foderoptagelsen var langsommere, når foderet indeholdte Pulpetter (forsøgssøerne).

I periode 2 var antal sekunder mellem hver udfodring i kontrolgruppen ændret til 20 sekunder, mens søer-ne i forsøgsgruppen fortsat havde 30 sekunder. Denne indstilling i kontrolgruppen følger anbefalingerne for drægtige søer, som tildeltes almindelige kornbaserede drægtighedsblandinger. Vandtildelingen i foderstati-onerne var ens i begge perioder i de to grupper.

I de efterfølgende 8 figurer er sorte kurver og søjler kontrolsøer, som har fået det almindeligt kornbaseret foder, mens de røde kurver og søjler er forsøgssøer, som fik foder med Pulpetter

Besætning A

Figur 1 viser andelen af søer i gruppen, der har udført foderbesøg på forskellige tidspunkter hen over døgnet i besætning A i de to perioder. Tallene er summeret hen over døgnet, så man kan se, hvornår alle søer-ne har ædt. I begge grupper og i begge perioder åd 97 procent af søerne deres daglige foderration på en gang. Dette er også set i andre undersøgelser [11]. Selv om forsøgssøerne skulle æde 10 procent mere foder i kg, så indikerer kurven, at forsøgssøerne æder næsten lige så hurtigt som kontrolsøerne i periode 1. Dette var også forventet, da foderstationerne havde samme indstilling. I periode 2 lå den sorte kurve (kontrolsøerne) højere end den røde kurve (forsøgssøerne), så her gennemførte kontrolsøerne deres fodring hurtigere end forsøgssøerne. Da tiden mellem hver udfodring var sat ned til 20 sekunder for kontrolsøerne, var det også forventeligt, at kontrolsøerne hurtigere fik ædt deres foderration.

Samlet set synes forsøgsfoderet ikke at forlænge foderoptagelsen eller forsinke tidspunktet for besøg i fo-derstationen markant, når kontrol- og forsøgssøerne var i samme flok.

Figur 1. Summeret afvikling af foderdøgnet i besætning A. Sort kurve er kontrolsøer og rød kurve er forsøgssøer

I figur 2 er vist hvornår på foderdøgnet, at søerne gennemførte tombesøg i besætning A. Her er tallene også summeret hen over døgnet.

Tombesøgene ser ud til at ligge rimelig ens i de to grupper i begge perioder. Der sker en markant stigning i tombesøgene, når søerne er færdige med at æde efter cirka 18 timer, hvilket også er set i andre undersøgelser [11]. Det tyder generelt på, at tombesøgene kommer lidt tidligere i kontrolgruppen, hvor foderbesøgene stoppede tidligere end i forsøgsgruppen. Som for foderbesøgene er forskellen mellem kontrol- og for-søgsgruppen mest markant i periode 2.

Figur 2. Summeret antal tombesøg pr. so pr. dag i besætning A. Sort kurve er kontrolsøer og rød kurve er forsøgssøer

I figur 3 er vist antal tombesøg pr. dag i besætning A. I periode 1 havde 23 procent af kontrolsøerne ikke tombesøg, mens 27 procent af forsøgssøerne ikke havde tombesøg. I periode 2 var niveauet lavere, men der var stadig flest søer uden tombesøg i forsøgsgruppen.

Gennemsnitstallene for perioderne viste, at kontrolsøerne havde 3,1 tombesøg pr. dag i periode 1. Dette faldt til 2,8 i periode 2, hvor ædetiden blev reduceret fra 30 til 20 sekunder. I forsøgsgruppen var der 3,3 tombesøg pr. dag i periode 1 og 3,0 tombesøg i periode 2, så her var frekvensen ens i de to perioder. Der var således flest tombesøg blandt forsøgssøerne i begge perioder, så det var ikke påvirket af foderstationernes indstillinger.

Figur 3. Antal tombesøg pr. dag i besætning A. Sorte søjler er kontrolsøer og røde søjler er forsøgssøer

I figur 4 er vist, hvor mange timer der gik fra soen fik foder til den havde første tombesøg i foderstationen i besætning A. Der var ikke forskel mellem perioderne, men figurerne bekræfter, at forsøgssøerne havde lidt flere tombesøg end kontrolsøerne på det tidspunkt, hvor der var flest tombesøg. Tombesøgene toppede i perioden 3-6 timer efter soen havde ædt. En sandsynlig forklaring er, at søerne begyndte at føle sult igen på grund af et faldende optag af glukose fra tarmen.

Figur 4. Timer fra soen fik foder til den havde første tombesøg i besætning A. Sorte søjler er kontrolsøer og røde søjler er forsøgssøer

Fodring med mere fyldende foder (33 procent Pulpetter) i besætning A medførte ikke, at søerne havde fær-re tombesøg end kontrolsøerne, som blev fodret med en almindelig kornbaseret drægtighedsblanding, når foderstationerne var indstillet ens. Både kontrol- og forsøgssøerne åd generelt hele deres ration ved første besøg i foderstationen. Derudover havde forsøgssøerne en smule længere foderbesøg, som man ville forvente på grund af den større fodermængde. Det var forventet, at fodring med foderet indeholdende 33 procent Pulpetter ville nedsætte antallet af tombesøg, da besøg i foderstationen er udtryk for fødesøgningsadfærd. Tombesøg vil dog også stimuleres af eventuelle foderrester i foderstationerne, hvor risikoen er størst ved det fyldende forsøgsfoder, men det har ikke været muligt at gøre dette op i denne undersøgelse. Fødesøgningsadfærd har en smittende (faciliterende) virkning på andre dyr i flokken, uanset den fysiske og metaboliske sult. Da kontrol- og forsøgssøerne i denne besætning gik i samme gruppe, må det konstateres, at den smittende virkning af fødesøgningsadfærden havde større betydning end blandingernes sammensætning for frekvensen af tombesøg. Den tidsmæssige fordeling af tombesøg giver heller ikke umiddelbart mulighed for at vurdere forskellen mellem mæthedsniveauet i grupperne.

Resultaterne viste desuden, at en nedsættelse af udfodringsintervallet fra 30 til 20 sekunder forkortede den samlede ædetid og øgede antallet af tombesøg hos kontrolsøerne. Resultaterne giver ikke baggrund for at vurdere, i hvilket omfang det øgede antal tombesøg skyldes foderspild, øget sult ved en korterevarende foderoptagelse eller øget adgang til foderstationen på grund af den kortere ædetid.

Besætning B

Figur 5 viser andelen af søer i gruppen, der har udført foderbesøg på forskellige tidspunkter hen over døgnet i de to perioder i besætning B. Tallene er summeret hen over døgnet, så man kan se, hvornår alle søerne har ædt. I denne besætning var de to grupper af søer afskilt i to stier. Den summerede foderkurve viser, at forsøgssøerne har lidt kortere foderbesøg end kontrolsøerne i periode 1 (stejlere kurve), og at flere forsøgssøer foretager mere end ét foderbesøg.

I periode 2 lå den sorte kurve (kontrolsøerne) højere end den røde kurve (forsøgssøerne), så her gennem-førte kontrolsøerne deres fodring hurtigere end forsøgssøerne. Da tiden mellem hver udfodring var sat ned til 20 sekunder for kontrolsøerne i periode 2, var det forventeligt, at kontrolsøerne hurtigere fik ædt deres foderration. I denne besætning var belægningen i gennemsnit 10 søer lavere pr. station, så søerne brugte stationerne cirka to timer mindre pr. dag end i besætning A.

I besætning B åd 98 procent af kontrolsøerne deres daglige foderration på en gang, mens dette kun var tilfældet for 92 procent af forsøgsøerne. Det tyder således på, at flere af forsøgssøerne fordeler deres dagli-ge foderration på flere besøg. Dette blev ikke set i besætning A. Det kan ikke afklares, om forskellen i antal daglige foderbesøg mellem besætningerne skyldes belægningsgraden på foderstationerne, at grupperne har været afskilt i to stier eller andre besætningsspecifikke forhold.

Samlet viser kurverne i figur 5 som ventet, at fodring med en større mængde foder i kg i forsøgsgruppen også i besætning B øgede den samlede ædetid for gruppen, og at afkortning af foderstationens udfodring-sinterval fra 30 til 20 sekunder afkortede den samlede ædetid for kontrolgruppen.

Figur 5. Summeret afvikling af foderdøgnet i besætning B. Sort kurve er kontrolsøer og rød kurve for-søgssøer

I figur 6 er de summerede tombesøg pr. so pr. dag vist. I periode 1 var frekvensen af tombesøg meget lav blandt kontrolsøerne, mens den steg statistisk sikkert i periode 2. Forsøgssøerne havde signifikant flere tombesøg end kontrolsøerne i periode 1. I periode 2 var der det modsatte billede.

Figur 6. Summeret antal tombesøg pr. so pr. dag i besætning B. Sort kurve er kontrolsøer og rød kurve forsøgssøer

Tallene fra figur 6 bekræftes af tallene i figur 7, hvor 45 procent af kontrolsøerne ikke havde tombesøg i periode 1, mens dette kun var tilfældet for 20 procent i forsøgsgruppen. I periode 2, hvor tiden mellem hver udfodring var sat ned til 20 sekunder i kontrolgruppen, ændrede mønsteret sig, og kontrolsøerne havde nu flere tombesøg end forsøgssøerne. Gennemsnitstallene for perioderne viste, at kontrolsøerne havde 1,2 tombesøg pr. dag i periode 1. Dette steg til 3,7 i periode 2, hvor intervallet mellem udfodringerne blev reduceret fra 30 til 20 sekunder. I forsøgsgruppen var antal tombesøg pr. dag ens i begge perioder. Der er ikke samme markante stigning i tombesøgene, når søerne er færdige med at æde, som blev set i besætning A. Dette hænger sandsynligvis sammen med, at belægningsgraden var mindre i besætning B og at der ikke var den samme grad af facilitering mellem kontrol- og forsøgssøerne i besætning B, da søerne gik i hver sin gruppe.

Figur 7. Antal tombesøg i besætning B. Sorte søjler er kontrolsøer og røde søjler er forsøgssøer

I figur 8 er vist tiden fra foderbesøg til første tombesøg i besætning B og her fremgår det, at tombesøgene både topper og aftager tidligere hos forsøgsgruppen end hos kontrolgruppen, ligesom det var tilfældet i besætning A.

Figur 8. Timer fra soen fik foder til den havde første tombesøg i besætning B. Sorte søjler er kontrolsøer og røde søjler er forsøgssøer

Sammenfattende medførte fodring med forsøgsfoderet (33 procent Pulpetter) i besætning B en svagt forlænget ædetid ved et udfodringsinterval på 30 sekunder. Søerne, der fik forsøgsfoderet, havde en smule kortere foderbesøg og en større del af søerne fordelte deres foderration på flere besøg. Dette kan sandsynligvis forklare det øgede antal tombesøg ved fodring med forsøgsfoderet i denne besætning, idet besøg i foderstationen er udtryk for fødesøgningsadfærd, der hos svin har en smittende (faciliterende) virkning på andre dyr i flokken. Det øgede antal foderbesøg hos nogle søer på grund af opdeling af rationen vil derfor sandsynligvis stimulere andre søer til tombesøg, uden at der nødvendigvis er tale om en egentlig fysisk eller metabolsk forøget sult. Den tidligere aftagen af tombesøg hos søer, der får fyldende foder, og som også kunne ses i besætning A, tyder ikke på, at disse søer er mere fysisk sultne end kontrolsøerne. Opde-lingen af foderrationen på flere besøg kan skyldes, at fodermængden for mange søer var i overkanten af deres fysiske kapacitet. Dette indebærer desuden risiko for, at der ligger foderrester tilbage ved krybben, når soen forlader stationen. Sådanne foderrester vil også kunne stimulere de andre søer til tombesøg. Der er dog ikke foretaget observationer, der giver mulighed for afklaring af årsagen til den hyppigere opdeling af foderrationen.

Desuden bekræftede resultaterne fra besætning B, at en nedsættelse af udfodringsintervallet fra 30 til 20 sekunder forkortede den samlede ædetid og øgede antallet af tombesøg. Resultaterne giver ikke baggrund for at vurdere, i hvilket omfang det øgede antal tombesøg skyldes foderspild, øget sult ved en korterevarende foderoptagelse eller øget adgang til foderstationen på grund af den kortere ædetid.