Resultater og diskussion

I alt indgik 216 søer fordelt på 11 faringshold i afprøvningen.

Pattegrisedødeligheden i afprøvningsperioden lå på 15 procent i besætningen (tabel 1). Den lavere pattegrisedødelighed i forsøgsstierne skyldes, at svage grise blev flyttet til en opsamlingsso, og at registreringer af pattegrisedødelighed sluttede dag 10 efter faring (tabel 2). Svage pattegrise, blev flyttet til en opsamlingsso, hvis personalet vurderede, at de ellers ikke ville overleve. De grise, der blev flyttet til en opsamlingsso, kan senere være døde, men det er ikke med i opgørelsen af dødelighed. Dødeligheden i forsøgsstierne er derfor ikke sammenlignelig med besætningsniveauet, og kan kun bruges til at sammenligne forsøgsstierne indbyrdes.

Tabel 2. Gennemsnitlige kuldresultater i de fire forsøgsgrupper indtil dag 10 efter faring.

Opboksning af soen før og under faring (BB7), hvorved soens mulighed for at udføre redebygningsadfærd blev begrænset, påvirkede ikke antallet af dødfødte og levendefødte sammenlignet med grupperne, hvor soen var løs før og under faring (tabel 2). En tidligere undersøgelse viste ligeledes ingen forskel på levendefødte og dødfødte pattegrise mellem søer opstaldet i boks og løsgående søer [2].

Samlet set var pattegrisedødeligheden signifikant højere i stier, hvor soen gik løs i de første dage efter faring (LL) end i stier, hvor soen stod i boks (P< 0,001). Dette er i overensstemmelse med tidligere afprøvninger, hvor pattegrisedødeligheden ligeledes var signifikant højere i stier med løsgående søer sammenlignet med søer i boks [2]. Dvs. at færre pattegrise døde, hvis boksen blev lukket ved endt faring, end hvis boksen var åben de første dage efter faring.

Åbning af boksen 4 dage efter faring øgede ikke pattegrisedødeligheden sammenlignet med stier, hvor boksen først blev åbnet 7 dage efter faring. Dvs. den største risiko for at soen lægger sig på pattegrisene er indenfor de første 4 dage efter faring. Modsat har en tidligere undersøgelse af fareboksens betydning for pattegrisedødeligheden vist, at når soen fik mere plads på dag 4 efter faring ved at øge boksbredden fra 65 til 90 cm, døde flere pattegrise lige efter åbning [6].

I figur 1 ses aldersfordelingen på de døde pattegrise. I de første dage efter faring døde flere pattegrise i stier, hvor soen var løs (LL) end i stier, hvor soen stod i boks. Fra dag 3 og fremefter er hældningen på kurverne meget ens. I denne periode er der ikke forskel på pattegrisedødeligheden mellem de fire grupper. I gruppe LB7, LB4 og LL var der ingen døde pattegrise i perioden fra, hvor kurven slutter og frem til dag 10. Alderen på døde pattegrise varierede fra 2,8 dage i gruppe LL til 3,5- 4,5 dage i gruppe BB7, LB7 og LB4 (P< 0,001) (tabel 1).

På baggrund af resultaterne i indeværende afprøvning kan boksen med fordel åbnes efter de første kritiske dage for at sikre pattegrisene bedre adgang til yveret. Tidligere afprøvninger har vist, at fravænningsvægten stiger, hvis grisene får mere plads ved yveret [2], [6]. Åbning af boksen forudsætter dog samtidig, at stien er indrettet, så soen kan opretholde en god hygiejne [7].

Figur 1. Kumuleret pattegrisedødelighed (procent ud af antal grise i kuldet efter kuldudjævning) indtil dag 10 efter faring i de fire grupper. Billeddatabase nr. 2248
      

I figur 2 ses årsagen til, at pattegrise blev fjernet fra stierne. I alle fire grupper måtte svage pattegrise flyttes til en opsamlingsso. Der var ikke forskel på antallet af udtagne pattegrise mellem grupperne. I gennemsnit blev 5,9 % af pattegrisene flyttet til en opsamlingsso (tabel 2). En tidligere undersøgelse har vist, at signifikant færre pattegrise måtte flyttes fra stier, hvor soen var løs (6,2 %) sammenlignet med stier, hvor soen stod i boks (8,8 %) [2]. Denne tidligere undersøgelse dækkede hele diegivningsperioden, mens der i indeværende afprøvning kun er registreret dødelighed og flytning af grise frem til dag 10.

Figur 2. Dødsårsag og total antal pattegrise fjernet fra stierne efter kuldudjævning og indtil dag 10 efter faring i de 4 grupper. Sum med samme bogstav er ikke signifikant forskellige. a,b – P< 0,001. Billeddatabase nr. 2249
     

Dødsårsagen i alle grupper var primært klemning. Samlet set var klemning dødsårsagen i 62 % af tilfældene, mens i stier, hvor soen var løs både før og efter faring, var klemning dødsårsagen i 80 % af tilfældene. Andre resultater har vist klemning som dødsårsag i farestier til løsgående søer i 75 % af tilfældene [6], mens forsøg fra kassestien har vist, at klemning var dødsårsagen i 27- 49 % af tilfældene [1]. I BB7 og LB7, hvor soen stod i boks indtil dag 7 efter faring, var klemning dødsårsagen i henholdsvis 71 % og 47 % af tilfældene.

Det skal dog bemærkes, at de registrerede dødsårsager muligvis ikke er de sande dødsårsager, da disse kun kan fastslås med sikkerhed ved obduktion [1]. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskellen i årsagen til pattegrisedødelighed mellem stityperne kan forklares ved, at der eksempelvis i farestierne med løse søer i hele diegivningsperioden var en forventning om, at flere grise ville blive lagt ihjel, hvorved en større del blev registreret som lagt ihjel, selvom det ikke nødvendigvis var tilfældet [2]. Men uanset dødsårsagen døde flere pattegrise i LL stierne end i BB7, LB7 og LB4 stierne.

De anvendte kombistier var ikke indrettet til, at soen skulle være løs i hele diegivningsperioden, og det kan være en del af forklaringen på den højere dødelighed i stier, hvor soen var løs både før og efter faring. Skal soen gå løs i hele diegivningsperioden er det vigtigt, at den har mulighed for støtte, når den lægger sig, og at pattegrisene kan komme væk under f.eks. en friholderbøjle eller en skrå liggevæg. Hvis søerne i indeværende afprøvning lagde sig op ad væggen modsat hulen eller endevæggen, havde pattegrisene ikke mulighed for at komme væk, hvilket øger risikoen for ihjellægninger og klemninger. Se skitse af kombisti i appendiks 1.