Resultater

Udsætterårsager

I undersøgelsesperioden (januar 2001 – juli 2003) blev der på basis af ca. 64.000 løbne søer og gylte registreret udsætterårsager på 14.526 søer – svarende til 23%.

Af de 14.526 søer blev:

• 78% slagtet
• 11% fundet selvdøde
• 10% aflivet
• 1% registreret som solgte

Forhold relateret til reproduktionen var med en forekomst på 60% den primære årsag, når driftslederen udvalgte en so til slagtning, mens 20% af søerne blev slagtet pga. alder og 14% pga. sygdom og skader – se detaljer i tabel 1.

De primære årsager til at driftslederen aflivede søer var bevægeapparatet (59%) og anden sygdom (29%) - jvf. tabel 1.

Af de 1.575 selvdøde søer i undersøgelsen, svarende til 11% af de udsatte søer, mente driftslederne, at 67% skyldtes udefineret sygdom, mens de ikke havde nogen idé om dødsårsagen blandt de sidste 33%.

Udvalgte besætninger

Af praktiske årsager blev 10 besætninger udvalgt til at repræsentere de 37 besætninger i en mere detaljeret undersøgelse.

Variationen i håndtering af udsættersøerne i de 10 besætninger fremgår af tabel 2. Samme variation sås i de 37 besætninger. Det er således vurderingen, at de 10 besætninger var repræsentative for de 37 besætninger.

Driftslederens vurdering af årsag til aflivning eller selvdød fremgår af tabel 3. De er grupperet efter de hovedområder, der var opgivet i udsætterskemaet – jf. appendiks 1.

Det ses tydeligt, at problemer i bevægeapparatet er hovedårsagen til aflivninger (56,0%), mens skader og sygdom tegner sig for hver omkring 10% af tilfældene. Blandt de selvdøde er der manglende registreringer på over halvdelen (52,2%), hvilket hænger sammen med, at driftslederen har været i tvivl om dødsårsagen, idet der ikke var forudgående symptomer. Mens 21,6% af de selvdøde er registreret under sygdom.

Obduktioner

Fordelt på de 10 besætninger blev der i perioden november 2001 – juli 2003 obduceret 169 aflivede og 94 selvdøde søer. Ved at obducerer et udpluk af de selvdøde og aflivede fra besætningerne var det muligt at få en præcis diagnose på de fleste søer – registreret som den primære dødsårsag. Denne diagnose kan i en del af tilfældene sammenholdes direkte med driftslederens registrering og derved bekræfte hans angivelse af årsag til udsætning af soen.

På grund af praktiske forhold vedrørende indtransport og besætningsforskelle i antal døde og aflivede - jf. tabel 2, var det ikke muligt, at alle besætninger blev repræsenteret ligeligt med søer til obduktion, hvilket afspejler sig i figur 1. Men ud fra en overordnet betragtning af resultaterne fra obduktionsrapporterne, var de gennemgående diagnoser repræsenteret i de fleste besætninger, og derfor anses tallene i obduktionsundersøgelsen at være repræsentative for lidelser, der forekommer hyppigt blandt døde og aflivede søer.

Som vist i tabel 4 var den primære aflivningsgrund blandt de aflivede søer, ledlidelser i form af akutte og kroniske ledbetændelser hos 37% af dyrene. Knoglebrud forekom i 17% af tilfældene, og specifik knoglebetændelse udgjorde samme andel med 16%. De dominerende diagnoser ved obduktion af de aflivede søer relaterede således hovedsagligt til bevægeapparatet i lighed med driftsledernes vurdering – jf. tabel 3.

Blandt de 94 selvdøde søer afgik 24% på grund af drejning af indre organer, hvorved soen enten døde af indre blødninger eller af tilstødende cirkulationsforstyrrelser. Hos 23% af dyrene kunne dødsårsagen henføres til forhold omkring reproduktion, i form af tilbageholdte fostre, børbetændelse, uheldig fødselshjælp og andre omstændigheder i relation til faringen. Blandt de 18% med mave-tarmproblemer som dødsårsag, blev der konstateret blødende mavesår hos halvdelen. På grund af fremskreden forrådnelse fik 15% af de selvdøde søer ikke stillet en præcis diagnose.

Blandt de 263 obducerede søer var det muligt ved 202 søer, at sammenligne driftslederens udsætterårsag med den primære dødsårsag stillet ved obduktion. Det viste sig, at der i halvdelen af tilfældene var en rimelig sammenhæng, mens der for 15% vedkommende var uoverensstemmelse om dødsårsagen. De resterende 36% af søerne var uden angivelse af udsætterårsag - et forhold der var hyppigst hos de selvdøde.

Der var en overrepræsentation af unge dyr blandt de selvdøde og aflivede søer i forhold til deres forekomst i besætningerne - jf. figur 2. Såfremt der var flere søer til obduktion fra den pågældende besætning, var der en udvælgelsesprocedure som sikrede, at det blev tilfældigt hvilke søer, der blev obduceret.

Ved at undersøge mavesækken kunne det konstateres, at en stor del af søerne havde eller havde haft problemer med forandringer i slimhinden i den hvide del af maven – se tabel 5.

Det må forventes, at maveforandringerne påvirker soens almene tilstand. Grad 1 og 2 (lette forandringer) menes ikke at havde væsentlig sundhedsmæssig betydning for soen, hvorimod grad 3 og 4 (svære forandringer) med henholdsvis sårdannelse og forsnævring af spiserørets indmunding i maven, formentlig vil være forbundet med smerte, som specielt påvirker soens ædelyst. Effekten på den almene tilstand og foderoptagelsen vil også påvirke reproduktionen og soens moderegenskaber, derfor vil det ofte være disse forhold, som betinger en udsættelse fra besætningen, hvilket afspejler sig i driftslederens årsag til udsætning – jf. tabel 1.

Det fremgår af tabel 6, at antallet af søer med ”ingen forandringer” er nogenlunde konstant i forhold til soens alder - henholdsvis 31, 28 og 37%. Hvorimod det blandt søer med maveforandringer ser ud til, at de unge dyr er de mest belastede med hensyn til de svære maveforandringer. Et forhold som sås tydeligst blandt de selvdøde søer.

En samlet analyse af de 263 obducerede dyr viste, at 181 søer svarende til 69 % havde større eller mindre led forandringer - jf. tabel 7.

Der kunne blandt de obducerede søer ikke påvises nogen sammenhæng mellem ledforandringer og soens alder – jf. tabel 8.

Nyrebækken- og blærebetændelse har tidligere været blandt de hyppigste dødsårsager i soholdet (Bering-Sørensen, 1967; Svendsen 1975). Men i denne undersøgelse har denne diagnose ikke været særlig markant, hvilket afspejles af den lave forekomst af søer med udfældninger og forandringer i urinblæren – jf. tabel 9.

Ved brug af de medfølgende sokort var det muligt at sætte afgangstidspunktet i forhold til løbningen. Som det fremgår af figur 3 og 4 var tiden omkring faring et kritisk tidspunkt.