Sammendrag

For at få vurderet den schweiziske centralredesti under danske forhold blev der gennemført en afprøvning i en avlsbesætning. Samtidig blev det forsøgt at optimere stien med henblik på arbejdsbesparelse, forbedret hygiejne og lav pattegrisedødelighed.

Afprøvningen forløb i tre på hinanden følgende faser: 1) udmugning i hele stiens hvileareal umiddelbart efter faring, 2) udmugning i hele hvilearealet 4 dage efter faring, 3) udmugning som i fase 2 og friholderbøjle etableret i stiens hvileareal.

I forhold til gennemsnitlige kuldresultater fra 14 produktionsbesætninger, havde afprøvningsbesætningen større kuldvægt ved fravænning, når der er korrigeret til en fravænningsalder på 26 dage og for grise, der døde i løbet af diegivningsperioden (72.1 kg mod 79,5 kg) og større pattegrisedødelighed (11,0 pct. mod 23,3 pct.).

Resultater fra produktionsbesætninger blev benyttet som sammenligningsgrundlag, da der ikke var tilgængelige data fra avlsbesætninger.

Der var ikke forskel mellem faserne på den samlede pattegrisedødelighed i afprøvningsbesætningen, men der skete store ændringer i fordelingen af dødsårsager. I løbet af afprøvningen faldt andelen af pattegrise, der blev klemt ihjel, men dette modsvaredes af en stigning i andelen af grise, der blev registreret under betegnelsen ”død af anden årsag”.

Stien fungerede tilfredsstillende med hensyn til hygiejne og arbejdsforbrug. Tilsyneladende var so og pattegrises brug af stien også hensigtsmæssig, men da pattegrisedødeligheden samlet set var uacceptabelt høj, kan stien ikke anbefales.

Det er dog muligt, at man med øget viden om årsagerne til dødeligheden kan foretage modificeringer, som vil gøre stien mere produktionssikker. Der er derfor blevet iværksat en opfølgende afprøvning, hvori disse forhold belyses.