Materiale og metode

Luftrenseren blev undersøgt i tilknytning til en slagtesvinestald med 350 stipladser. Stalden var indrettet med 1/3 drænet gulv og 2/3 spaltegulv og tørfodring ad libitum.

Luftrenseren er opbygget som illustreret på figur A1 i appendiks. Først vaskes luften med en fin vandtåge, dernæst passerer luften otte biotricklingmoduler, hvor nedbrydning af lugtstoffer forventes at ske efterhånden som en effektiv biofilm opbygges. Mellem de enkelte biotricklingmoduler fugtes luften yderligere. Til sidst centrifugeres luften, hvorved vandet slynges ud af luften. Vandet ledes til et rensningsanlæg placeret under renseren. Det recirkuleres, og pH reguleres ved tilsætning af myresyre. Hver 14. dag tømmes vandet automatisk til opsamlingstank og rent vand påfyldes.

Luftrenseren var tilsluttet stalden gennem et blændet vindue. Den indgik ikke som en del af staldens normale ventilation og kørte konstant på maksimal effekt uafhængig af staldens ventilationsbehov.

Undersøgelsen blev gennemført med tre måledage fordelt over fem uger. Der blev hver måledag simultant udtaget to luftprøver henholdsvis før og efter luftrenseren. I forbindelse med luftprøveudtagningerne blev ammoniak- og kuldioxid-koncentrationerne målt med sporgasrør (Kitagawa 105SD og 126SF).

Temperatur, luftfugtighed, luftydelse gennem luftrenseren, tryktab over luftrenseren samt luftydelsen af staldens normale ventilation blev registreret i forbindelse med hver enkelt luftprøveudtagning. Hver måledag blev antallet af grise i stalden, anslået gennemsnitsvægt, procent svineri samt gyllestand registreret. Desuden blev pH og ledningsevne i vandet i luftrenseren målt før og efter rensning og pH-regulering, og endelig blev både vand- og elforbrug registreret. Luftprøverne blev opsamlet over ½ time i 30 l.

Tedlar® poser og analyseret den efterfølgende dag på Slagteriernes Forskningsinstitut ved olfaktometrisk analyse i henhold til gældende ISO guideline [1].