Resultater og diskussion

Resultaterne præsenteres for henholdsvis besætning A og besætning B hver for sig, idet der var væsentlig forskel på stiudformning og antal grise pr. sti i kontrolgruppen.

I besætning A var der tilnærmelsesvis lige mange grise i hver gruppe (tabel 3). I besætning B var der i gennemsnit var 20,8 grise pr. sti i gruppe 1 og 11,1 grise pr. sti i gruppe 2. Der var desuden færre stier i gruppe 2 end i gruppe 1. Oprindeligt indgik der 72 stier i gruppe 2, men grisene var i stand til at hoppe ind til hinanden 2-4 uger efter fravænning til trods for, at inventaret var 70 cm højt. I gruppe 1 var der ligeledes grise, der hoppede ind til hinanden. Der indgik oprindeligt 128 stier i gruppe 1. For de grise der hoppede ind i nabostien, blev både stien, grisen hoppede fra, og stien, grisen hoppede til, registreret ud fra antallet af grise pr. sti. Antallet af stier blev reduceret, idet stierne blev slået sammen, og et gennemsnit af deres produktionsresultater blev benyttet (tabel 3).  

Tabel 3. Produktionsresultater

         
Der var ingen forskel i gennemsnitlig daglig tilvækst eller dødeligheden mellem gruppe 1 og gruppe 2 indenfor besætningerne (tabel 3).

I besætning A blev grisene i kontrolgruppen (gruppe 1) sorteret efter størrelse (tabel 4) ved indsættelse i smågrisestalden. Som forventet havde store grise en signifikant (p < 0,0001) bedre tilvækst end små grise. Fravænningsvægten havde således betydning for tilvæksten i smågrisestalden. Fravænning af grise med en gennemsnitsvægt på 6,3 kg havde en lavere gennemsnitlig daglig tilvækst end mellem og store grise.  

Tabel 4. Produktionsresultater fordelt på tre grupper af størrelsessorterede grise i gruppe 1.

          
Tabel 5. Behandlingskrekvens

       
Der var formentlig ingen forskel på behandlingsfrekvens mellem gruppe 1 og gruppe 2 i besætning A (tabel 5).

I besætning B viste resultaterne, at den totale behandlingsfrekvens var højere i gruppe 1 i forhold til gruppe 2 (tabel 5). I gruppe 2 udgjorde fordøjelsesforstyrrelser den overvejende andel af den totale behandlingsfrekvens, hvorimod der i gruppe 1 i højere grad blev behandlet mod ledbetændelse. Denne højere behandlingsfrekvens mod ledbetændelse kan hænge sammen med, at der gik flere grise sammen pr. sti i gruppe 1, end der gjorde i gruppe 2. I besætning B var der desuden flere efternølere, som kan skyldes, at der ikke blev størrelsessorteret.

Behandlingsfrekvensen i besætning A var højere end i besætning B, idet der var behov for flere behandlinger mod fordøjelsesforstyrrelser. Dette skyldtes, at der i besætning A blev anvendt vandmedicinering mod diarré, hvor der i besætning B ikke blev flokmedicineret.

Tabel 6. Grisenes renhed

           
Grisenes renhed er opgjort efter en skala fra 1-4, hvor karakteren 1 angiver, at grisene var rene og tørre, og karakteren 4 angiver, at grisene var belagt med et lag gødning. Der synes ingen forskel på værdierne for grisenes renhed mellem gruppe 1 og gruppe 2 indenfor besætning (tabel 6). I tabel 6 kan det ses, at grisene som forventet bliver mere beskidte i løbet af vækstperioden i takt med, at deres varmeproduktion og belægningen i stien øges.

Trods tidligere positive erfaringer med FT-30 [3] var der mod forventning ikke en positiv effekt af fravænning i farestalden på gennemsnitlig daglig tilvækst og dødelighed i nærværende undersøgelse. Der var ligeledes ingen effekt af kuldvis opstaldning i smågrisestalden. En medvirkende årsag kan være, at undersøgelsen blev gennemført i besætninger med SPF sundhedsstatus, og at produktionsresultaterne i forvejen lå på et højt niveau. Effekten af kuldvis fravænning ville sandsynligvis være større i besætninger med lav sundhedsstatus, idet der er flere sygdomme og dermed større risiko for smittespredning.

Der var ligeledes forventet, at opstaldningsformen (FT-30) ville være arbejdsbesparende, da grisene ikke skulle flyttes i forbindelse med fravænning, ligesom stien ikke skulle vaskes ved overgang fra faresti til smågrisesti (tabel 7).

Tabel 7. Opgørelse af periodisk arbejdstid (besætning B), 9-30 kg

        
Det viste sig imidlertid ikke at være tilfældet, idet tidsforbruget til rengøring af stien og arbejdet med at omstille stien fra faresti til smågrisesti i form af af- og påmontering af inventar var større end den tid, der blev sparet ved, at grisene ikke skulle flyttes. Det skal dog bemærkes at besætningen havde meget korte transportveje. Der var en forskel på 0,19 minutter/gris, da det daglige tidsforbrug til pasning af grisene blev vurderet at være ens. Bedre iblødsætning og større sektioner kunne betyde tidsbesparelse på rengøring og omstilling af farestier.  

Fravænnede grise i farestien slider ekstra på inventaret. Specielt pattegrisehulens holdbarhed var forkortet i forhold til, hvis stien kun blev anvendt som faresti. Derudover skulle afblændere til sokrybben spændes meget hårdt for at kunne holde i fravænningsperioden. Det var nødvendigt at afmontere foderautomaten under faring, for at pattegrisene ikke skulle komme i klemme under den. Derudover skal inventaret være højere end 70 cm i farestien for at kunne håndtere fravænnede grise op til 30 kg og undgå, at de hopper over inventaret.

I stedet for at lade grisene gå i farestien frem til 30 kg, kunne de flyttes tidligere f.eks. ved 15-20 kg. Det afgørende er, at grisene er kommet over skiftet fra mælk til foder efter fravænning. Flytning af grisene ved 17 kg frem for ved 30 kg betyder, at der skal indrettes færre af de dyre kombinerede fare-/fravænningssti-pladser, og grisene kan fodres med vådfoder direkte fra indsættelse. En slagtesvinestald indrettet til at modtage 17 kg’s grise stiller ikke så store krav til indretningen som en FRATS-stald. Krybber, foderautomater og gulve vil kunne bruges uden ændringer i forhold til en slagtesvinestald, hvor grisene indsættes ved 30 kg. Der skal dog være rumvarme i stalden samt to-klima overdækninger for at sikre grisenes nærmiljø umiddelbart efter indsættelse. Desuden skal det være muligt at håndtere to foderblandinger, da grisene ikke kan klare sig på en enhedsblanding fra 17-105 kg. 

Fravænning i farestien medfører øget investering, idet en plads til en fravænnet gris i en traditionel to-klima smågrisesti til 30 grise koster ca. 1.760 kr. pr. stiplads inkl. gødningsopbevaring og fællesfaciliteter. En to-klima smågrisesti til kuldvis fravænning (12 grise pr. sti) koster 1.960 kr. pr. stiplads. I farestien koster en fravænningsplads tilsvarende ca. 2.000 kr. [1]. Meromkostningerne for at kunne benytte farestien til fravænnede grise omfatter højere inventar, smågrisekrybbe, foderanlæg, øget andel spaltegulv, evt. øget areal og et større smågrisehjørne (evt. to-klimasystem for at begrænse omkostningerne til energi).

Sammenlignet med et traditionelt system indebærer systemer med fravænning i farestien en merudgift pr. solgt slagtesvin, en merudgift der skal udlignes gennem en bedre effektivitet. Fravænning i farestien ved 26 dages fravænningsalder og opstaldning indtil 30 kg koster ca. 9 kr. ekstra pr. gris [1]. Denne udgift udlignes, hvis dødeligheden efter fravænning reduceres med 3 procentpoint. Under forudsætning af, at en FRATS - og en slagtesvineplads koster det samme gælder samme økonomi for 17 kg’s produktion. Såfremt grisene sælges, bør forskellen udlignes i afregningen, idet smågriseproducenten ellers mister fortjenesten.

Det er ikke realistisk at forvente en reduktion i dødeligheden blandt smågrisene på ca. 3 procentpoint, når den gennemsnitlige dødelighed i besætningerne i forvejen lå på et meget lavt niveau. Der skal dermed også hentes en del på effektivitet og sparet arbejdstid for, at fravænning i farestien kan betale sig.