Baggrund
Der er meget fokus på de forhold, der kan lette smågrisenes overgang fra diegivningsperioden til fravænningsperioden. Fravænning af grisene medfører normalt, at grisene flyttes og blandes sammen med andre grise. Samtidig udsættes de for ændringer i nærmiljø og fodersammensætning, forhold der kan påvirke grisene i større eller mindre grad på en måde, der øger risikoen for sygdomme i perioden umiddelbart efter fravænning.
I midten af 80’erne begyndte der at ske en ændring fra kuldvis fravænning til fravænning i to-klima storstier [1]. I første omgang var det stier med fuldspaltegulv og op til ca. 100 grise pr. sti. Efterfølgende kom to-klimastierne, hvor flokstørrelsen blev reduceret til ca. 40 grise, og denne ændring i staldindretning har været en medvirkende årsag til sygdomsproblemer, idet store hold og sammenblanding af kuld øger risikoen for smittespredning mellem grisene, hvilket kan have negative konsekvenser for forekomsten af sygdom og dermed også for dødeligheden og tilvæksten. Efterfølgende er flokstørrelsen reduceret noget. I dag er der normalt 25-35 grise i en smågrisesti.
Kuldvis opstaldning kan muligvis have en positiv effekt på halebid, specielt hvis kuldudjævningen begrænses mest muligt, hvorved sammenblandingen med andre kuld er minimal både i fare- og smågrisestald. På den måde skal grisene kun etablere rangorden ved fødsel og ikke ved gentagne sammenblandinger og sorteringer i fare- og smågrisestald.
Ved håndtering af sygdomme som PMWS, der bl.a. udløses pga. belastninger omkring fravænning, har der været øget fokus på kuldvis opstaldning og fravænning i små stier, der kan rumme et kuld, da erfaringerne fra praksis viser, at dette begrænser sygdomsproblemerne [2]. Stier til kuldvis fravænning er ikke blevet videreudviklet i de senere år, hvorfor der er begrænset viden om indretning af smågrisestier, som kan rumme et kuld. Enkelte besætninger har forberedt besætningen på en senere udvidelse af soholdet ved at indrette to-klimastierne i smågrisestalden med samme stimål som farestierne, hvorved de senere kan ændres til farestier.
Ud over at fravænne grisene kuldvis kan overgangen til fravænningsperioden formentlig gøres ekstra skånsom ved samtidig at lade dem blive i farestalden f.eks. i FT-30 stier, hvor soen flyttes ved fravænning, og grisene bliver i farestien frem til 30 kg. Tidligere erfaringer med FT-30 stier har peget i retning af en tidsbesparelse i form af mindre vask af stier og mindre flytning samt bedre trivsel og sundhed, der resulterede i højere tilvækst [3], hvilket understøttes af en tidligere undersøgelse [1]. Ved at fravænne grisene i farestien opnås færrest mulige ændringer i de forhold, som kan påvirke grisene negativt ved fravænning.
