Sammendrag
Begrænset kuldudjævning og kuldvis opstaldning blev sammenlignet med almindelig praksis for kuldudjævning og størrelsessortering af grisene i forbindelse med indsættelse i smågrisestalden i to besætninger. I den ene besætning blev grisene fravænnet i smågrisestier med farestidimensioner, i den anden besætning blev grisene fravænnet direkte i farestien, hvor soen blev flyttet ved fravænning (FT-30).
Trods tidligere positive erfaringer med FT-30 var der mod forventning ikke en positiv effekt af den kuldvise opstaldning på gennemsnitlig daglig tilvækst og dødelighed. Der var ligeledes ingen effekt af kuldvis opstaldning i smågrisestalden.
Det var desuden forventet, at opstaldningsformen (FT-30) ville være arbejdsbesparende, da grisene ikke skulle flyttes i forbindelse med fravænningen, ligesom stien ikke skulle vaskes ved overgang fra faresti til smågrisesti. Det viste sig imidlertid ikke at være tilfældet, idet tidsforbruget til rengøring af stien og arbejdet med at omstille stien fra faresti til smågrisesti i form af af- og påmontering af inventar var større end den tid, der blev sparet ved, at grisene ikke skulle flyttes. Det skal dog bemærkes, at besætningen havde meget korte transportveje.
I stedet for at flytte grisene ved 30 kg kunne fravænning i farestien kombineres med produktion af grise med en vægt i intervallet 15-20 kg. Det vil betyde mindre behov for dyre kombinerede fare/fravænningsstipladser, en flytning og vask mindre, og det vil ikke betyde ændringer i slagtesvinestalden, såfremt den er indrettet med gulv- og rumvarme. Desuden vil det betyde mindre slitage af den kombinerede fare/fravænningssti, idet grisene er mindre ved afgang fra stien, og da det især er i intervallet 20-30 kg, at grisene belaster pattegrisehuler og foderautomater. Dermed kan opnås længere holdbarhed af inventaret sammenlignet med 30 kg’s produktion i farestien. Samtidig bibeholdes de forventede gavnlige effekter ved, at grisene ikke skifter nærmiljø, hvorved de sandsynligvis kommer lettere over skiftet fra mælk til foder.
[PageBreak]