Resultater og diskussion

Indretning af drægtighedsstierne

En stabil gruppe giver mulighed for, at også de svageste dyr i stien får en stabil tilknytning til lejet, og stifunktionen bliver som ønsket. Erfaringerne var en god stifunktion gennem hele drægtigheden, også op til faring, hvor alle dyrene var højdrægtige.

Dybden af lejerne, i besætninger med fast gulv i lejet, var mellem 4 og 5 m. I besætning 2 blev der observeret svineri i redekasserne fjernest foderstationen. Dette var formentlig påvirket af, at besætningen var under udvidelse, og der i nogle stier var op til 2 m2 lejeareal pr. so. Når søerne havde valgt deres foretrukne lejeområde, blev der svinet i resten. De resterende besætninger havde ikke problemer med svineri i lejerne.

Besætning 6 havde fast gulv i lejet og ingen opdeling af lejearealet. Besætning 1, 2 og 4 havde lejer med fast gulv delt op i mindre lejer. Opdeling af lejerne i flere mindre redekasser gav søerne øget mulighed for at lægge sig op ad en væg.

Besætning 3 og 5 havde dybstrøelse i lejet og ingen opdeling af lejeområdet.

Erfaringerne med de stabile grupper sidst i drægtigheden, hvor alle søerne i en sti var højdrægtige på samme tid, varierede. I besætning 2 rykkede dyrene en smule mere ud på spalterne sidst i drægtigheden, men i de øvrige besætninger, var der ikke observeret særlige ændringer. I varme perioder, kunne nogle dyr ligeledes trække ud på spalteelementerne. Generelt var besætningerne tilfredse med funktionen i stierne. Dyrene i de stabile grupper fandt i løbet af den første uge en rangorden, og størstedelen af de dyr, der havde ligget på spaltegulvet efter indsættelsen, lagde sig ind i det tiltænkte lejeareal.

Stalde til stabile grupper skal ikke indrettes med separation, og risikoen for separationsulykker er derfor ikke til stede. Besætning 1 havde i projekteringen af drægtighedsstalden konkret ønsket at undgå separationsarealer.

Placering af foderstationer

De besøgte besætninger havde foderstationerne placeret enten midt i stien, i stiadskillelsen mellem to stier eller ved inspektionsgangen længst væk fra lejerne.

     
Figur 1. Placering af foderstationer i henholdsvis besætning 1, 4 og 5. Besætning 1 havde en foderstation placeret midt i hver drægtighedssti ved overgangen til lejet. Besætning 4 havde to foderstationer stående midt i hver kontrolsti, hvor de stabile grupper blev dannet. Besætning 5 havde foderstationen placeret langs stiens ydervæg fjernest fra lejet

Foderstationen placeret ved overgangen til lejet i besætning 1 (figur 1) gav ikke problemer med svineri i redekasserne. Personalet oplevede, at det var svært for en dominerende so, at komme til at ligge og spærre for indgangen. De fleste konfrontationer sker ved indgangen til foderstationen, så indgangen skal være så tilgængelig som mulig [3]. I besætning 3 var foderstationen placeret i en 90 graders vinkel ud fra inspektionsgangen, med indgangen vendt mod lejet, og der var ligeledes god adgang til foderstationen.

Foderstationen i besætning 6 var placeret i stiadskillelsen mellem to stier, da foderstationen blev delt af to stabile grupper. Flytningen af en låge i skillevæggen afgjorde, om det var den ene eller den anden gruppe, der havde adgang til foderstationen. Denne indretning kan ikke anbefales, fordi personalet skal skifte låger manuelt flere gange dagligt for at sikre, at alle dyr fodres regelmæssigt hver dag. Behovet for manuelle skift gør systemet mere sårbart i forhold til menneskelige fejl.

I besætning 2, 4 og 5 var foderstationerne placeret langs inspektionsgangen. I besætning 2 var der problemer med, at dyrene lagde sig ved foderstationernes ind- og udgang, da stiadskillelsen langs inspektionsgangen kunne bruges som liggevæg. Besætningsejeren overvejede at sætte bøjler i gulvet, så det var ikke muligt at lægge sig ved ind- og udgang. Overbrusning eller åbent inventar kunne alternativt være en metode til at mindske dyrenes motivation til at lægge sig i netop de områder.

Søer, der ikke har ædt deres ration, skal hjælpes gennem foderstationen. Det er her en fordel at have en stiadskillelse, der fører hen til foderstationens indgang. Antallet af dyr, der skal hjælpes gennem foderstationerne, kan dog minimeres ved grundig oplæring i brug af foderstationerne, normering af antal dyr pr. station, så også rangsvage dyr har god adgang til stationen, samt indretningsmæssige tiltag, så dyrene ikke lægger sig og spærrer for foderstationens ind- og udgang.

Det anbefales at placere foderstationen frit i stier med drægtige søer. Det giver god mulighed for at komme til og fra stationen, og der er god flugtmulighed ved eventuelle konfrontationer omkring indgangen til stationen. Desuden er stationerne fri af stiadskillelser, hvor søer er mere motiverede for at lægge sig end midt i stien og dermed hindre brug af foderstationen. Disse fordele vurderes at opveje ulempen ved at skulle hjælpe levnere gennem en fritstående foderstation.

Drift af stabile grupper

Tabel 2 viser forholdene, der knytter sig til dannelsen af de stabile grupper i de seks afprøvningsbesætninger.

Tabel 2. Strategi for dannelse af stabile grupper

      
I alle besætninger var der uro i gruppen i de første dage efter indsættelse, mens rangorden og æderækkefølge blev dannet. Ved dannelse af hierarkiet i gruppen er der risiko for skader på dyrene.

Besætning 4, 5 og 6 satte ikke dyr ind i de stabile grupper, når de først var dannet. Omløbere, der blev løbet i stien i en stabil gruppe i besætning 4, forblev i gruppen. Når den stabile gruppe blev indsat i farestalden, blev de senere løbne dyr indsat i den dynamiske gruppe og flyttet til farestalden tre uger senere. Besætning 5 og 6 indsatte omløbere i drægtighedsstalden ved næste gruppedannelse.

Besætning 1 satte enkeltdyr ind i en stabil gruppe af søer frem til dag to efter gruppedannelse. Besætning 1 og 3 satte omløbere tilbage i gruppen, hvis de var insemineret og kunne returnere indenfor to dage.

Når et ugehold af søer i besætning 3 ikke kunne fylde en drægtighedssti, blev de 10 største søer fra efterfølgende ugehold sat ind i stien; dog aldrig færre end 10 søer. Der blev observeret meget få slagsmål, når de 10 store dyr blev introduceret.

Besætning 2 satte enkelte dyr tilbage i de stabile grupper efter ophold i sygesti.

Undersøgelser har vist, at der sidst i drægtigheden kan opstå vulvabid, bl.a. hvis der er kampe om at komme frem til foderstationen. I stabile grupper med fast rangorden og æderækkefølge bør risikoen derfor være mindre. Besætning 1 så heller ikke vulvabid i de stabile grupper, hvilket havde været et problem i de dynamiske grupper, som besætningen tidligere havde opstaldet sine søer i. Besætning 3 og 5 havde enkelte vulvabid sidst i drægtigheden.

Generelt vurderede ejere/ansatte i besætningerne, at dyrene var rolige og støjniveauet lavt eller meget lavt i staldene med de stabile grupper, så snart rangorden og æderækkefølge var på plads. Der blev set meget få konfrontationer mellem dyrene. En undtagelse var i besætning 6, hvor daglig kortvarig uro blev oplevet gennem hele drægtigheden. En foderstation betjente to stier, og uroen opstod, når adgangen til en foderstation blev flyttet fra en sti til en anden.

Det anbefales at holde grupperne helt stabile, dvs. kun udtage dyr fra gruppen, ikke tilføje nye dyr. Erfaringsmæssigt har det vist sig, at det kan være svært at introducere enkeltdyr til grupper, og stabile grupper har i modsætning til dynamiske grupper ikke muligheden for at sluse dyr med ind i gruppen med det efterfølgende ugehold. Besætninger med stabile grupper bør have kapacitet til at opstalde udtagne dyr et andet sted i produktionssystemet.

Gylte i de stabile grupper

En fordel ved at have gyltene med i de stabile grupper var, at hele hold var samlet, når de skulle drægtighedsscannes, vaccineres og flyttes til farestalden. Desuden skulle drægtighedsstalden ikke indrettes til to driftsformer, som i tilfældet, hvor gyltene gik i dynamiske grupper og søerne i stabile grupper.

At introduktionen af gylte til en ny sti kunne føre til flere levnere blev set i flere besætninger. Derfor bør der være ekstra fokus på at hjælpe gyltene til at bruge foderstationerne i drægtighedsstierne, og besætningernes tiltag er beskrevet nedenfor.

I besætning 4 blev polte trænet i en træningssti med foderstation, hvorefter de blev flyttet til løbestier, hvor de ligeledes blev fodret via ESF. Gyltene gik derfra videre til den dynamiske gruppe af gylte i drægtighedsstalden. En fordel ved denne fremgangsmåde var, at træningen skete under forhold, der var magen til den fodringsmetode, der blev benyttet i både løbeafdeling og drægtighedsstald. Der var desuden kontinuert brug af foderstation fra træning og helt frem til gyltene blev flyttet til farestalden, hvilket gav dyrene en særdeles god fortrolighed med systemet.

Besætning 1 og 6 trænede dyrene som gylte og i en foderstation; efter træningen blev dyrene flyttet direkte ind i drægtighedsstierne. Gylte, der i besætning 1 ikke umiddelbart kom i gang med at bruge foderstationen i drægtighedsstien, blev lukket tilbage til træningsstien. Her fulgte de næste hold gylte under træningen. Gyltehold, der blev lukket ind i træningsstien i besætning 1, var blevet dannet en uge tidligere, så rangordenen i holdet var på plads. Gyltene blev således ikke udsat for rangkampe og nyt fodringssystem på en gang.

I tre besætninger blev dyrene trænet i brug af simple træningsstationer som polte, og gik derefter 4-7 uger i løbe-kontrolafdelingen, i stier med ESF. Gyltene blev efter drægtighedsscanning indsat i stier, hvor de blev fodret via ESF. Overgangen til foderstationer blev håndteret som følger:

I besætning 5 blev gyltene lukket ind i drægtighedsstien en uge før søerne, så de kunne blive fortrolige med stien og brug af foderstationen, før søerne blev indsat, og den stabile gruppe endelig blev dannet.

I besætning 2 gik gyltene et døgn i træningsstien, og blev derefter flyttet til drægtighedsstien. Foderstationen blev brugt som sluse ind i drægtighedsstien for gyltene, når den stabile gruppe skulle dannes, og således blev det sikret, at alle gylte havde været gennem en foderstation første dag i den stabile gruppe. Dette var muligt, da stalden oprindeligt var indrettet til dynamiske grupper, og derfor havde låger ved foderstationen ud til det forhenværende separationsområde.

I besætning 3 blev op til 15 gylte lukket ind i et træningsområde i gyltestien. Gyltestien havde tre foderstationer, og var indrettet med låger, så de nye gylte i området kunne have den ene foderstation separat i 3-4 dage. Herefter blev lågerne åbnet, og hele den dynamiske gruppe havde igen adgang til alle tre foderstationer.

Ovenstående tiltag kan alle være til inspiration i besætninger med gylte og søer sammen i stabile grupper, uanset at nogle erfaringer kommer fra besætninger, hvor gyltene blev indsat i dynamiske grupper.

Alle dyr, der introduceres til en drægtighedssti, skal være fortrolige med fodringssystemet. Det anbefales, at træningen er grundig [4] [5], og sker i hold af dyr med etableret rangorden. Foderstationerne skal kunne indstilles optimalt til gyltene [5], og en eventuel periode uden foderstation er så kort som mulig, for at gyltene hurtigt får fortrolighed med fodringssystemet ved indsættelse i drægtighedsstien.

Daglig management

Huldvurdering, drægtighedsscanning og vaccinationer af de stabile grupper blev udført på stiniveau i dyrenes vante omgivelser og kunne planlægges uden hensyn til separationsprocedurer.

I besætning 6, hvor to stier delte en foderstation, skulle personalet dagligt manuelt flytte låger, for at søerne i de to stier skiftevis fik adgang til foderstationen. Der opstod uro omkring dette tidspunkt, og flere faktorer kan have haft indflydelse. Start af foderdøgn om formiddagen, hvor dyrene er aktive, øger risikoen for konfrontationer [3]. Besætningens management medførte meget uens intervaller mellem fodringerne af søerne, hvilket ligeledes kan have medvirket til uroen. Denne management anbefales ikke.

Alle besætninger på nær besætning 2 brugte levneliste til at finde dyr, der ikke havde ædt deres foderration. I besætning 2 blev dyrene tjekket enkeltvis med håndterminal. Det anbefales at bruge levnelisten, så arbejdsforbruget til at finde dyr, der har levnet, minimeres.

Visuel huldvurdering af det individuelle dyr lå til grundlag for valg af foderstyrke i alle besætninger, og foderstyrken blev reguleret herefter. Besætning 1, 3 og 5 havde forskellige foderkurver, og det enkelte dyr kunne fodres optimalt i forhold til huld gennem hele drægtigheden. De resterende besætninger havde én enkelt foderkurve og ændrede foderstyrken procentmæssigt i forhold til foderkurven. Denne fremgangsmåde tager ikke hensyn til, at unge og tynde dyr ofte har længere ædetid og risikoen for at fodre dem i stå sent i drægtigheden [5].
 
Drægtighedsscanninger blev gennemført i uge 4 og 6 efter løbning i besætning 1, 4, 5 og 6. Omløbere blev flyttet til løbestalden og blev indsat, når næste stabile gruppe blev dannet eller indsat i besætningens dynamiske gruppe. Blev en omløber løbet indenfor to dage efter udtagning fra den stabile gruppe, blev den indsat i den oprindelige gruppe igen.

I besætning 2 blev drægtighedsscanning alene foretaget i uge 4, mens besætning 3 havde en orne i hver stabile gruppe, og ornen løb de fleste omløbere.

Behandlinger af dyr skete kun i meget begrænset omfang i drægtighedsstierne, langt de fleste dyr blev sat i sygestier. I besætning 4 blev alle behandlingskrævende dyr flyttet til sygestier.

Besætning 1, 2 og 5 havde tidligere haft dynamiske grupper, og ejerne vurderede, at overblikket over dyrene og holdene var blevet bedre efter introduktionen af de stabile grupper.

Erfaringerne med opstaldning af drægtige søer i stabile grupper, var overordnet positive i de seks besætninger. Fem ud af seks besætningsejere ville vælge at have drægtige søer i stabile grupper med ESF, hvis de skulle vælge igen. Den sjette besætningsejer havde planlagt en ny besætning og overvejede det samme system, men havde ikke besluttet sig endeligt.

At alle dyr i en sti er lige langt i drægtigheden, giver en god mulighed for f.eks. at holde ekstra opsyn med nydannede grupper.