Baggrund
Ved dannelse af en stabil gruppe i drægtighedsstalden indsættes alle dyr samtidig i stien og der tilføres ikke yderligere dyr til gruppen i drægtighedsperioden Der kan udtages dyr fra stabile grupper, hvis de enten ikke er drægtige, eller evt. skal flyttes til en sygesti. Når søerne opstaldes i stabile grupper skal rangordenen kun dannes én gang, og det forventes at mindske antallet af benproblemer og skader. Med stabile grupper kan scanning, vaccination og flytning til farestalden foregå på stiniveau.
Stalde med ESF indrettes oftest med store dynamiske grupper, hvor en sti løbende tilføres søer fra løbe- eller kontrolafdelingen, samtidig med at der tages søer ud til farestalden. Dette giver øget uro i forbindelse med indsætning og udtagning af søer, da en ny rangorden skal dannes med risiko for skader til følge. Dannelse af rangorden foregår typisk i aktivitetsområdet, hvor der er spaltegulv, og jo oftere det foregår, jo større er risikoen for, at søerne får skader [1]. Endvidere viser data fra forsøg, at æderækkefølgen ændres, når der indsættes nye søer i flokken [2], og etableringen af rækkefølgen medfører øget risiko for kampe og efterfølgende benskader [1].
Ved stabile grupper er der ikke behov for etablering af separationsareal og udstyr til separation på foderstationerne. Separation sker i dynamiske grupper på den måde, at enkeltdyr ved udgangen af foderstationen ikke ledes tilbage til stien, men ud i et mindre separationsareal, hvorfra de kan scannes, vaccineres eller flyttes til farestalden. Uden separationsareal og –udstyr, bliver stalden billigere at etablere og risikoen for separationsulykker bortfalder.
Der mangler dog viden omkring indretning af stier til stabile grupper, så stien består af attraktive, tørre lejer og et aktivitetsområde med tilstrækkelig plads, fordi disse stier typisk er mindre end stier med store dynamiske grupper.
Med strukturudviklingen og et stigende antal søer per bedrift, eller omlægning fra ugehold til holddrift med længere intervaller mellem holdene, bliver stabile grupper af drægtige søer, fodret via ESF, en mulighed for stadig flere bedrifter. Med en besætningsstørrelse på 2.000 søer vil et ugehold på 90-100 drægtige søer kunne danne en stabil gruppe i en sti med to foderstationer.
Formålet med erfaringsindsamlingen er at beskrive indretning og drift i besætninger, hvor drægtige søer var opstaldet i stabile grupper og med ESF. Fra besætninger med forskellige strategier for stabile grupper vurderes fordele og ulemper. Afslutningsvis bliver der givet anvisninger til indretning og drift.