Konklusion
Der indgik 55 besætninger i projektet, hvoraf 35 gennemførte projektet. 23 producenter fik et øget dækningsbidrag (DB) pr. produceret gris sammenholdt med effektivitetsniveauet før deltagelse i projektet. I gennemsnit opnåede de 35 besætninger en nettogevinst på 12 kr. pr. produceret slagtesvin. Resultatet dækkede over et spænd fra -36 kr. til 66 kr. pr. produceret slagtesvin. Det øgede DB blev opnået ud fra følgende gennemsnitlige produktivitetsforbedringer: bedre foderudnyttelse på 0,08 FEsv pr. kg svarende til ca. 9 kr., lavere dødelighed på 0,9 pct. svarende til ca. 5,5 kr. og et øget produktionsomfang (tilvækst, staldudnyttelse og slagtevægt) svarende til ca. 4,5 kr.
Det forventede gennemsnitlige nettoresultat var 24 kr. pr. produceret slagtesvin efter afholdelse af udgifter til investering og rådgivning. Besætninger med det laveste DB pr. produceret gris før projektets start opnåede den største produktivitetsforbedring i form af et øget DB pr. produceret gris. I beregningerne for både før- og efterperioden blev der anvendt et fast prissæt baseret på et 5 års prisgennemsnit.
Projekt +25 kr. pr. slagtesvin har sat fokus på systematik og på nogle typiske problemer. Projektet har også vist, at det kan være vanskeligt at fastholde motivationen i et langt forløb og specielt i en økonomisk trængt periode. Dette afspejles til dels i, at en del af producenterne ikke efterspurgte opfølgning fra produktionsrådgiverne i forløbet.
Erfaringerne fra projektet var, at der flere vigtige forhold, der skal være opfyldt for, at et projekt som dette skal lykkes:
- Handlingsplanerne må ikke være for omfattende, men skal derimod brydes ned i mindre dele, så der er fokus på få relevante tiltag, som ejer og medarbejder også ser som relevante tiltag (elles implementeres de ikke)
- Tiden fra målsætning og besætningsgennemgang til handlingsplan og implementering skal være kort, så motivation og fokus fastholdes hos alle
- Tiltagene skal beskrives meget konkret og være tilpasset forholdene i den enkelte besætning, så de umiddelbart kan implementeres i besætningen
- Ejer og medarbejdere skal være motiverede. Der kan med fordel startes med tiltag, hvor der hurtigt ses en gevinst, for derigennem at fastholde motivation til at foretage ændringer
- Der kan ske ændringer i de ydre rammer, der gør det nødvendigt løbende at foretage tilpasninger i målsætningerne
Rådgiverne, der deltog i projektet tilkendegav, at de var blevet dygtigere indenfor forskellige faglige områder, hvilket har styrket motivationen hos dem. Ligeledes har projektet skabt mange tværfaglige kontakter mellem produktionsrådgivere og dyrlæger, og samarbejdet har styrket det faglige niveau og måden at samarbejde på.