Sammendrag
Der er blevet gennemført en produkttest af gummimåtter til
farestier. Testens varighed var fire på hinanden følgende
diegivningsperioder, i alt ca. 140 dage. Måtterne lå i stierne hele
perioden. Testen blev gennemført i fire besætninger, som hver havde
20 måtter af hver type – i alt 80 måtter pr. type i testen.
Der indgik oprindeligt 4 gummimåtter i produkttesten. To af
disse havde så dårlig holdbarhed, at de måtte udtages af testen
(”GSM” og ”Somåtte med huller”). ”GSM” og ”Somåtte med huller” blev
på den baggrund taget af markedet og forhandles ikke længere.
Forhandlere af disse måtter deltog derfor i den resterende del af
testperioden med en anden måtte, ”HSM” hhv. ”Somåtte, massiv”.
Vurderingen blev foretaget ud fra en – i prioriteret rækkefølge
- samlet vurdering af ”holdbarhed”, ”hygiejne”, ”fastholdelse af
måttens position” samt ”montering”. Måtten skulle som udgangspunkt
have en størrelse, som sikrede, at soen kunne ligge med skulderen
på måtten, uanset hvilken side soen lå på. Hvis ikke, blev måtten
vurderet som ”aldeles uacceptabel” i forhold til fastholdelse af
måttens position, uanset de øvrige vurderingspunkter.
Samlet vurderes det, at ”Kraiburg, Atlas” samt ”AAG staldmåtte”
havde den bedste holdbarhed, og dermed anbefales. Alligevel var der
en måtte fra Kraiburg og tre fra AAG, som skulle kasseres i løbet
af testen og dertil måtter med skader. Holdbarheden af ”HSM” og
”Somåtte, massiv” var baseret på kortere testperiode, og kan derfor
ikke vurderes på lige fod som de to førstnævnte. Der var dog, på
trods af en kortere testperiode, to kasserede måtter af typen
”HSM”. Både HSM og ”somåtte, massiv” var dog i test i længere tid
end de kasserede fabrikater, og har derfor en bedre holdbarhed end
GSM og ”somåtte med huller”.
”Somåtte med huller” samt ”GSM” havde ekstremt dårlig holdbarhed
og blev af den grund udtaget af test allerede efter 1.
diegivningsrunde, dvs. ca. 30 dages test. Det vurderes, at ”GSM”
var af så blødt gummi, at søerne havde meget nemt ved at ødelægge
måtten. ”GSM” markedsføres ikke længere. ”Somåtte med huller” blev
sandsynligvis ødelagt, fordi søerne ikke kunne rense måtten for
eventuelle foderrester, som samlede sig i hullerne. Søerne ødelagde
derfor måtten i forsøget på at få fat i foderet. Derudover var det
nemt for soen at få fat i måtten på grund af hullerne.
”Somåtte, massiv” var for lille, og kan
derfor ikke anbefales. Måtten forhandles ikke længere. P. Lindberg
forhandler nu udelukkende måtter indkøbt hos AAG Aalborg Gummivare
Fabrik A/S.

| Måtte:
Kraiburg, model Atlas Indkøbt hos:
Hatting-KS God holdbarhed Billede nr. 0665 |  | Måtte:
AAG Staldmåtte Indkøbt hos:
AAG Aalborg
Gummivare Fabrik A/S God holdbarhed Billede nr. 0668 |

| Måtte:
GSM Indkøbt hos:
ErgoFloor Udtaget af test pga. dårlig holdbarhed Billede nr. 0666 |  | Måtte:
Somåtte med huller Indkøbt hos:
P. Lindberg Udtaget af test pga. dårligholdbarhed Billede nr. 0664 |

| Måtte:
HSM Indkøbt hos:
ErgoFloor Reduceret testomfang Billede nr. 1502 | 
| Måtte:
Somåtte, massiv Indkøbt hos:
P. Lindberg: Billede nr. 1369 |
Uanset måttetype var der overvejende dårlig hygiejne på og
omkring måtterne i stier med delvist spaltegulv. Hygiejnen på og
omkring måtterne var god i stier med fuldspaltegulv.
En måtte sælges ofte under forskellige navne, afhængig af
hvilken forhandler der sælger den. Derfor er det vanskeligt at
vide, hvilken måtte man køber. Firmaerne opfordres derfor til at
angive flere objektive kriterier for en måtte end blot tykkelse og
størrelse.