Avlsarbejdet skal sikre genetisk fremgang i hver af de renracede populationer (Landrace, Yorkshire og Duroc) og foregår ude i de 25 avlsbesætninger.
Alle dyr i avlssystemet har tilknyttet et indeks, der er et estimat for dyrets genetiske niveau. Avlerne selekterer selv de bedste hundyr i besætningen og anvender de bedste orner, der er til rådighed i hele systemet, for at lave næste renracede generation af avlsdyr.
Systemets bedste orner befinder sig på KS-stationerne, hvor deres sæd tappes og distribueres til avlsbesætningerne. Sæden fordeles således, at avlerne får lige adgang til sæd fra ornerne. For at begrænse indavlsstigningen er der en kvote for, hvor mange kuld en orne må være far til i hver avlsbesætning. Grænsen for den enkelte avlsbesætning er afhængig af antallet af kontraktsøer (rettigheder). Dermed er der i praksis ikke stor forskel på orneanvendelsen i avlsbesætningerne.
Avleren selekterer søer og polte fra egen besætning, da der er traditionelt ikke er udveksling af levende dyr mellem avlsbesætningerne. Dermed er det evnen til at udvælge, løbe og få kuld fra de rigtige hundyr, der adskiller de enkelte avlsbesætninger fra hinanden. Jo bedre afprøvningsinformation avleren kan levere, jo mere sikkert estimat for dyrets avlsværdi kan indeksberegningen levere.
Efter indeksberegningen udvælger Videncenter for Svineproduktion de bedste orner, og de indsættes på KS. Ornerne kommer enten fra forsøgsstationen Bøgildgård eller direkte fra avlsbesætningerne. Det sikrer, at alle avlsbesætninger får adgang til de bedste orner, hvilket er nødvendigt for at sikre en stor avlsfremgang i systemet. Avlerne konkurrerer internt om at få så mange orner på KS som muligt, da en KS-orne har et stort indtjeningspotentiale. På denne måde er avlssystemet bygget op, så avlerne hele tiden har et incitament til at selektere dyr med højest muligst indeks. Til at måle sig mod hinanden bruger avlerne 'Avls-hitlisten', der er en rangering af avlsbesætningernes efter deres genetiske niveau.
Figuren illustrer flowet af gener i det danske avlssystem.