Moderne svineavl er en videnskab, som mestres i Danmark. Det er et unikt og meget effektivt system, og det sikrer landmanden, at han hele tiden kan få de bedste gener til sin svineproduktion.
Over 100 års målrettet og fokuseret arbejde med at udvælge og avle videre på de grise, der giver den bedste kødkvalitet og produktionsøkonomi, har givet den danske gris et stort forspring til dens udenlandske konkurrenter.
Udvælgelsesmetoderne er i dag baseret på et stort registrerings- og testarbejde i få, udvalgte svinebesætninger og en efterfølgende bearbejdning af disse data, hvor både avanceret teori og stor computerkraft er en nødvendighed.
DanAvl er det fælles varemærke i det danske svineavlssystem. Videncenter for Svineproduktion har ansvar for at prioritere og koordinere opgaverne inden for systemet, og således er arbejdet tilrettelagt for svineproducenter af svineproducenter. En meget vigtig del af arbejdet foregår i avls- og opformeringsbesætningerne.