VSP opfordrer svineproducenterne til at stille større krav til deres leverandører i foderkontrakterne.

Foderomkostninger udgør den største omkostning i en svineproduktion. En besætning med 500 søer og slagtesvin køber foder for ca. 8 mio. kr. om året. 

Det er selvfølgeligt op til den enkelte svineproducent at afgøre, om et så stort beløb kan skifte hænder stort set baseret på et tillidsforhold mellem køber og sælger, eller om der skal fokus på, om leverandøren leverer det produkt, som svineproducenten kan forvente.

EU-regler

Indholdet af næringsstoffer i svinefoder i Danmark følger langt hen af vejen de næringsstofnormer, som udarbejdes af VSP. Fælles for alle blandinger gælder, at de vigtigste næringsstoffer i foderet skal oplyses på en mærkningsseddel, som følger med de enkelte foderleverancer. Disse oplysninger skal kunne kontrolleres via analyser, og der er fastlagt EU- regler for hvor store afvigelser, der må være for de enkelte næringsstoffer, før foderblandingen ”dumper”. Fødevaredirektoratet gennemfører kun en meget sporadisk kontrol af disse oplysninger, og der kan stilles spørgsmålstegn ved, om denne kontrol er tilstrækkelig til at sikre den ønskede præcision i foderets næringsstofindhold.

EU har besluttet, at tolerancen for underindhold for f.eks. protein er ca. 12 %, for aminosyrer ca. 17 % og for fosfor ca. 40 %. For indhold af foderenheder har Danmark dog en særregel, idet tolerancen er 4 FEsv/FEso pr 100 kg, hvor EU reglen siger 5 %.

Hvis foderet i en længere periode ligger tæt på disse tolerancer, vil det have en stor negativ indflydelse på grisenes produktivitet, uden at svineproducenten med loven i ryggen kan klandre foderleverandøren for produktionstabet. Nu er det heldigvis sjældent, at sådanne afvigelser forekommer gennem længere tid.

Kan der stilles skrappere krav?

Men er det rimeligt, at svineproducenten ikke kan stille skrappere krav til sin leverandør, end EU har besluttet? Foderstofbranchen er klart imod strammere tolerancer, og har EU's regler i ryggen. Danmark afviger dog en del fra andre EU lande på grund af de stramme danske miljøkrav, som kræver reduceret næringsstofudledning til miljøet. Af denne grund ligger de fleste næringsstofanbefalinger kun marginalt over grisenes reelle behov til fuld produktivitet. Der er således ingen overforsyning eller sikkerhedsmargin indbygget i normerne. Enhver underforsyning vil reducere produktivitet.  Derfor kræves ikke blot, at foderet i gennemsnit indeholder det deklarerede indhold. Det kræves også, at afvigelser fra det deklarerede indhold kun må være små og kortvarige.

Skriv kravene ind i kontrakten.

VSP gennemfører med jævne mellemrum egne undersøgelser for at vurdere foderfirmaernes evne til at levere foder, der lever op til den lovede kvalitet. Således er der i 2012 gennemført en undersøgelse med ca. 60 blandinger fordelt på fire firmaer, hvor det deklarerede indhold af foderenheder og protein er sammenlignet med det analyserede. Der er også netop gennemført et fodringsforsøg, hvor fire  foderfirmaer er sammenlignet mht til grisenes produktivitet. Begge undersøgelser viser, at der i disse undersøgelser har været en sikker forskel på de enkelte firmaers evne til at leve op til det deklarerede indhold, og at nogle firmaer har større afvigelser fra deklarationen end andre.

VSP vil forsætte denne type undersøgelser.

VSP erkender, at det ikke kan lade sig gøre at skærpe EU's regler om tolerancer. Foderstofbranchen argumenterer for lige konkurrencevilkår i EU og er dermed ikke en medspiller på denne bane.

VSP er enig med foderstofbranchen om, at en enkelt analyse af et enkelt foderparti ikke siger alverden om foderleverandørens evne til over en hel fodersæson at levere præcisionsfoder.

Derfor må den enkelte svineproducent gardere sig for afvigelser ved at stille krav ved indgåelse af foderkontrakter. Flere svinerådgivere har udarbejdet kontraktforslag, hvor det fremgår, at hvis der udtages f.eks. otte prøver i løbet af en fodersæson, så må det gennemsnitlige underindhold af foderenheder ikke afvige mere end 2,5 FEsv/FEso fra det deklarerede indhold, før der skal udbetales kompensation for underindholdet. Otte prøver koster ca. 5.000 kr. i alt og kan iværksættes, hvis man ikke kun ønsker at handle på tillid.

Tilsvarende krav om indhold af protein bør indarbejdes i kontrakterne, for underindhold af protein betyder mere for grisenes produktivitet end underindhold af energi. Det er dog ofte indholdet af foderenheder, der kan afgøre hvem, der vinder foderhandlen. Derfor er fokus på dette område meget relevant.

Den danske andelsejede foderstofbranche er ikke specielt villig til at indgå andet end standardkontrakter, hvor sådan specifikke krav ikke indgår, selv om VSP ikke er i tvivl om, at de sagtens kan leve op til kravene.

Det tyske firma ATR har dog givet tilsagn om at tilslutte sig en sådan kontrakt.

VSP kan derfor kun opfordre svineproducenterne til at stille større krav til deres leverandører i foderkontrakterne og eventuel skifte til imødekommende firmaer.