For at have rolige søer de første dage efter faring, er det nødvendigt, at søerne er fortrolige med de mennesker, der passer dem. De skal allerede før faring kende det personale, der passer dem, så der efter faring er mindre risiko for uro hos søerne.

Man kan opbygge et godt forhold til søerne ved at tildele lidt halm eller foder manuelt ved besøg i stien i dagene op til faring. Og den enkelte so skal altid forberedes på besøg i stien, f.eks. ved at personen bruger stemmen.

En stor udfordring ved løse farende og diegivende søer er den høje pattegrisedødelighed. Nyfødte pattegrise er mere udsatte for at blive klemt under soen, når hun er løs. Forsøg har vist, at de fleste pattegrise kommer i klemme under soen, når hun lægger sig ned eller ruller til siden, når hun allerede ligger ned. Uro, der får søerne til at rejse sig eller rulle om på bugen unødigt, fører til, at soen efterfølgende skal lægge sig eller rulle tilbage om på siden og dermed risikerer at klemme de nyfødte pattegrise.

Behov for formidling

Arbejdet med de løse søer i farestalden kræver andre arbejdsrutiner end arbejdet med søer i de traditionelle kassestier. Der er et stort behov for formidling af erfaringer med management fra de første besætninger med farestier til løse søer, og VSP har derfor foretaget en undersøgelse i otte besætninger, der alle arbejder med løse søer.

Erfaringerne med de løse farende og diegivende søer blev indsamlet i otte besætninger på baggrund af besøg og interview. I to besætninger var alle farestier indrettet til løse farende og diegivende søer, mens de øvrige seks besætninger havde en kombination af farestier til løsgående søer og kassestier.