10. januar 2012
US Food and Drug Administration (USFDA) ønsker, at indskrænke anvendelsen af særlige typer antibiotika i den amerikanske fødevareproduktion. Det drejer sig om typer af det bredspektrede antibiotikum ”cephalosporin”, der er bredt anvendt i kødproduktionen. Fra 5. april er det således ikke længere tilladt at bruge cephalosporin præventivt (f.eks. i foder), men kun terapeutisk, på baggrund af en recept fra dyrlægen.
USFDA, som i øjeblikket arbejder på et forslag til en større regulering af kødindustriens brug af forskellige typer antibiotika, udtaler, at dette første skridt er et nødvendigt skridt for at kunne bevare effekten af disse typer antibiotika, hvilket er en beskyttelse af helbredet hos både dyr og mennesker.
Danmark bliver i amerikansk presse generelt fremhævet som foregangsland på området, hvorimod man i den amerikanske svineproduktion bruger op til 6 gange mere antibiotika end i den danske produktion.