16. februar 2010
Erhvervs- og Byggestyrelsen advarer kraftigt mod sne på tagene efter den senere tids snefald, hvor flere landbrugsejendomme har haft kollaps af tagkonstruktioner.
Det er især vigtigt at være opmærksom på sneophobning på følgende bygningstyper:
- bygninger med store tagflader, hvor der kan opstå drivedannelser,
- lave bygninger, der er sammenbygget med høje bygninger,
- bygninger med et stort spænd, samt
- bygninger, hvor der er risiko for nedfald af store snemasser fra andre bygninger.
Det er efter byggeloven ejeren, der skal sikre, at bebyggelse, ejendommens ubebyggede arealer og derpå værende indretninger bliver holdt i en sådan stand, så der ikke kan opstå fare for ejendommens beboere eller dyr.
Hvis der er sneophobning på ens tag, kan de primære forholdsregler være:
- at fjerne sneen eller
- at indføre anvendelsesbegrænsninger af bygningen.
Herudover er det generelt vigtigt:
- at sikre vedligeholdelsen af primære og sekundære konstruktioner og
- at få gennemgået beregningsgrundlaget for bygningerne, så det sikres, at de er dimensioneret for sneophobning.
Fjernelse af sne
Fjernelse af sne fra tage skal ske under hensyntagen til sikkerheden for de personer, der rydder taget. Derudover har Norges Byggetekniske Etat udgivet en vejledning om ”Snø på Tak”, hvori der er følgende 6 råd:
- Se på, hvor sneen havner, når du fejer sneen ned. Kan tilstødende væg- og tagkonstruktioner klare den ekstra snelast?
- Undgå at lave render på langs af tagfladen. Dette kan gøre snelaget ustabilt, så store snemængder sættes i bevægelse (lavineeffekt).
- Vis stor forsigtighed ved rydning, hvis sneen dækker hele væggen og afstiver sneen på taget. Ellers kan store snemængder sættes i bevægelse som under punkt 2.
- Snerydning med stålwire kan hurtigt fjerne store snemængder, men vær opmærksom på, at der ikke bliver sat store snemængder i bevægelse, så konstruktionen kommer i svingninger.
- Fej taget jævnt. Ujævn belastning kan være mere kritisk end en jævnt fordelt større belastning.
- Lad et snelag på 10-20 cm ligge for at undgå skader på tagdækningen.
Anvendelsesbegrænsninger
Hvis bygningen har en vis bredde, og du vurderer, at snelasten er kritisk, bør du rømme bygningen og næromgivelserne, så du ungår person- og dyreskader. Har bygningen været rømmet, bør du bede en statiker vurdere, om bygningens konstruktioner er blevet overbelastet.
Beregningsgrundlaget for bygningerne
Begrænsninger i bygningens anvendelse kan normalt undgås, hvis det eftervises, at konstruktionerne kan modstå de forekommende snelaster, som det fremgår af Eurocodes med tilhørende danske annekser. Det er især relevant at gennemgå beregningerne for:
- bygninger, der er opført før 2002,
- bygninger, der ligger i læ af omgivende bygninger, og
- lave bygninger, som er bygget sammen med højere bygninger, samt
- bygninger med et stort spænd.
Viser gennemgangen af beregningerne, at bygningen ikke er tilstrækkelig sikker, er forstærkning en mulighed. Alternativt må anvendelsen begrænses.
Oplysningerne stammer fra Erhvervs- og Byggestyrelsen.